3 års krigen 1848-50

Om Niels Nielsøn Snæbum og 3 års krigen 1848-50

Af Vagn Jensen

Niels var 23 år gammel da han ved tidens ugunst kom med i en af danmarkshistoriens afgørende epoker. Som en lille brik i det store spil ganske vist, men en deltagelse der kom til at præge ham resten af livet. Det var i året 1848, hvor han som landsoldat kom med i 3 års krigen. Niels Nielsøn hed han som sin far, og tilnavnet Snæbum fik han fordi han var født der (14-9-1824).

Som de fleste andre børn på landet havde han hjulpet til i arbejdet med jord og dyr, men han havde også passet sin skolegang, som efter skoleloven af 1814 nu var obligatorisk for alle børn. Han kunne således både læse, skrive og regne, hvilket ikke var almindeligt blandt de ældre generationer i almuen. Efter endt skolegang måtte han forlade sin mor, enke Sidsel Nielsdatter i Døstrup, idet han som 15 årig kom ud at tjene som karl hos gårdmand Mads Jensen, kaldet Mads Katbjerg, i Asferg (1839). Her blev han indtil han i sit 18. år vendte tilbage til Døstrup med dette prædikat fra sit tjenestested: "Flittig, skikkelig, tro og ansvarsfuld paa det bedste." Han fik så også lært sig tømrerfaget, men måtte jo slippe sit håndværktøj for geværet, da han skulle ind og springe soldat (30-5-1847). Endnu hvilede værnepligten udelukkende på den enevældige konges undersåtter på landet, derfor kaldtes de også for landsoldater.

Niels kom altså ind som landsoldat og blev som menig nr. 149 tilknyttet 11. Linie- Bataljons 2. Kompagni, der havde garnison i Aalborg. Bataljonen havde tidligere eksisteret som 3. Jydske Infanteriregiment som bl.a. havde været en del af "Auxilærkorpset" eller hjælpekorpset, som under Napoleonskrigene støttede franskmændene i Holsten og deltog i slaget ved Sehested 1813. I fredsperioden frem til 1848 foretoges en hærreduktion 1842, der formindskede det gamle regiment til

11. Linie-Bataljon, og under det navn gjorde det hele 3 års krigen med(1). Niels fik her i løbet af 1847 sin oplæring i det militære liv, og han var således ikke uden erfaring, da han med bataljonen året efter marcherede ned gennem Jylland for at udføre ovenfra kommende ordrer. Det er nu 150 år siden og samtidig det sidste år inden Danmarks Riges Grundlov så dagens lys, derfor er det nok værd at dvæle lidt ved den historie.

Om det der gik forud

Under sit ophold i Aalborg hørte Niels om rørelser ude i omverdenen. Både soldater og civile snakkede mand og mand imellem om gnidningerne mellem Europas enevældige regenter og deres folk. De enevældige troner vaklede. Men især snakkede man om gnidningerne mellem de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Som kongens soldater kunne Niels og hans kammerater jo let blive inddraget i dette spil. Kongens hertugdømmer Holsten og Lauenborg var medlem af Det tyske forbund - her var kongen altså hertug i Tyskland - og nord for floden Eideren, grænsen til Sønderjylland (hertugdømmet Slesvig), levede mange tysksindede, der ønskede en tilknytning til det tyske rige. Længere oppe i Sønderjylland ville man forblive tilknyttet det danske rige. Dansk stod mod tysk. Men som landsoldat i Aalborg kunne Niels kun håbe på en mindelig løsning på striden.

De tysksindede i hertugdømmerne havde ikke glemt, at den danske konge under Napoleons-krigene havde kæmpet mod sine egne undersåtter i Holsten. De krævede en fri forfatning og henholdt sig til et gammelt kongeløfte om at hertugdømmerne Holsten og Slesvig (Sønderjylland) skulle høre sammen "til evig tid", selvom de hørte til hver sit rige. Begge skulle være tyske.

Om sådanne ulykkelige kongeløfter siger en historiker: "Som det usaligt letsindige dokument, hvor Valdemar Atterdag på skrømt lovede de svenske konger Skåne, Halland og Blekinge som ejendom "til evig tid", blev skæbnesvangert levende tre hundrede år senere, i 1658, på samme måde kom der nu frygteligt liv i Christian den Førstes firehundrede år gamle Ribebrev, hvor han havde lovet at Slesvig og Holsten skulle være "evigt tilsammen udelt". Christian havde lovet sin onkel Adolf at han ikke ville indlemme Sønderjylland i Danmark – det som de danske rigsråder havde håbet på, det var derfor de havde valgt ham til konge - og hans tanke var, som det blev understreget, at Sønderjylland var uden al diskussion dansk. Når de to lande blev knyttet evigt sammen udelt, var Holsten til evig tid sikret for Danmark. Men den tolkning stod ikke i brevet. Nu hentede Slesvig-Holstenerne det gamle brev frem
og tolkede det den anden vej: Holsten ville nu rive sig løs fra Danmark og gå til Tyskland, og så måtte Sønderjylland følge med, for det stod der i Ribebrevet at Sønderjylland skulle."(2)

Nu havde man jo nok fundet på andre argumenter, hvis ikke man havde brugt Ribebrevet. Men forvirrende var det, og situationen blev ikke mere overskuelig af, at man også hævdede, at når det oldenborgske kongehus uddøde ved den barnløse Frederik den 7. bortgang, måtte begge hertugdømmerne, ifølge arvereglerne, gå til den augustenborgske hertugslægt og dermed blive skilt fra Danmark.

Det er noget skidt, skrev Niels til sin mor og kæresten Ane Kathrine Justdatter i Døstrup, vi bliver nok nødt til at hjælpe vore landsmænd i Sønderjylland mod de slesvig-holstenske grever og deres kumpaner. Og det var jo lige præcis det, der måtte komme. For de danske nationalliberale med dele af borgerskabet og bønderne pressede også på for at få en fri forfatning i kongeriget. Men det skulle være med Sønderjylland tilknyttet riget. Grænsen skulle gå mellem Sønderjylland og Holsten ved Ejderen, selvom den sydlige del af Sønderjylland altså overvejende var beboet af tysksindede - en deling af Slesvig forstået som Sønderjylland ville man ikke acceptere.

 

For Niels betød dette at øvelser og forberedelse til kamp blev intensiveret. Det blev en hård og kold vinter for de danske landsoldater under den nye konge Fr. 7., som var kommet på tronen efter Chr. 8.s død i januar 1848. Men det blev februarrevolutionen i Paris 21-24 feb. 1848, der udløste krigen. Som en flodbølge forplantede revolutionen sig gennem Europa og udløste nye revolutioner som omstyrtede de gamle regimer - kun England og Rusland forblev ved det gamle. I hertugdømmerne brød oprøret ud 23. marts og startede en borgerkrigslignende situation, hvor tysksindede undersåtter stod mod dansksindede undersåtter i deres fælles rige. De tysksindede med den fordel, at de via hertugen af Augustenborg havde løfte om militær støtte fra den preussiske konge og flere tyske stater. Oprørerne dannede deres egen regering i Kiel, og ved et kup med prinsen af Nør, iført dansk generalsuniform, i spidsen for kongens egen garnison i Kiel, marcherede man direkte ind i den danske hærs vigtigste base, fæstningen i Rendsborg, hvor man ved bluf fik mandskabet og de fleste af officererne til at slutte sig til oprørsregeringens tropper. Nu havde man så en hel hær.

Disse utrolige begivenheder skete med forbløffende hast. (Som vi selv har oplevet det med revolutionen i 1989, hvor Berlin-muren faldt og Østblokken og Sovjetunionen brød sammen indenfor utrolig kort tid.) Oprørsflammen i Kiel stod i lys lue og bredte sig voldsomt. Og allehånde ophidsede efterretninger og rygter bredte sig fra Slesvig-Holsten op i kongeriget Danmark.

 

Om Hobroegnen i 1848
Niels Nielsen Snæbum drog som menig nr. 149 med bataljonen ned gennem det jyske. Først gennem Himmerland og hans barndoms og ungdoms egne, som han nu genså i hurtigt marchtempo. Det var stadig en kold tid, for her i det tidlige forårs skarpe sollys hang endnu vinterkulden fra de forgangne måneder fast. Han var som sine kammerater nok urolig over at skulle i krig, men også opfyldt af harme over det slesvig-holstenske forræderi mod den danskhed han selv havde part i. Hobroegnen, som Niels jo stammede fra, og købstaden med sine ca. 1000 indbyggere var i martsdagene 48 i stærk bevægelse, ligesom man var det i den øvrige del af kongeriget. Rygterne svirrede og ophidsede meddelelser fremkom i breve og artikler i de små aviser fra større nabobyer - endnu havde Hobro ikke sin egen avis, for den kom først i 1855 - alt blev studeret grundigt eller læst højt. Man frygtede for hærgende og plyndrende tyske bander sydfra. Ligesom man i øvrigt dernede frygtede for tilsvarende danske bander. Den slags var jo sket før i historien.

Så kom rygtet om at slaverne (straffefanger) var brudt ud fra tugthuset i Rendsborg og netop nu drog hærgende og plyndrende op gennem Jylland. Randers Avis skrev 24. marts om ubegrundede rygter om "Bander af Murodeurer" på vej(3). Men i stedet for at virke beroligende, virkede det som brænde på bålet. Byens spidser kaldte til samling, og fik oprettet en lokal hær bestående af "To afdelinger, hvoraf første kom til at bestå af 30 handelsbetjente og håndværkssvende, som skulle være "disponible for den staaende Arme", mens 96 ældre og yngre borgere som anden afdeling skulle "værne om Byen og dens nærmeste Omegn"(4). Man var parat til at forsvare sig og sine, by og omegn. Men rygterne viste sig jo snart for alle at være usande, og "Slavekrigen", som de bevægede martsdage er blevet kaldt, ebbede ud. Dog var man på Hobroegnen som i det øvrige land stadig beredte til at forsvare sig mod tyske angribere - man følte sig som danskere og Danmark skulle bevares.

 

Om ånden fra 48
Tiden dengang er blevet kaldt den måske allervigtigste i danmarkshistorien, fordi et helt folk samlede sig i et mentalt fællesskab. Et nyt ministerium blev dannet 20. marts. Kongen udtalte, at han nu regnede sig for konstitutionel konge, og det nye martsministerium blev ansvarligt over for FOLKET ikke over for kongen. En bølge af tro, håb og mod strømmede gennem hele det danske folk. Ånden fra 48 -fædrelandskærlighed iflg. Den store danske Ordbog. Mod en arrogant og overmægtig tyskhed som truede med at underdaniggøre nogle for den tyske elite uvidende og dorske danske bondeknolde op mod Kongeåen og ind i Dänemarken. Men det ville danskerne ikke passivt finde sig i. Man ville selvforvaltning og solidaritet i en fællesskabs følelse med hjemstavn, klan og fæller. Eller som en forfatter har udtrykket det:

"En følelse af glæde og stolthed strømmede gennem hele folket. For første gang i århundreder fik menigmand en levende bevidsthed om, hvad det betyder at leve i et fædreland og have ansvar i det folkelige fællesskab. Folk gav gaver, penge, fødevarer og heste til den hær, der sidst i marts måned drog mod slesvig-holstenerne, og frivillige meldte sig i hundredvis fra byerne og blandt akademikerne,
der hidtil havde været fritaget for værnepligt"(5).

Ånden fra 48 styrkedes gennem krigen med dens sejre og nederlag, og den bar en fri grundlov igennem med valgret for alle mænd over 30 år, hvad der næppe havde været muligt på noget andet tidspunkt.

Lidt om felttoget
Kompagniet med Niels Nielsen Snæbum marcherede mod syd. Dog blev soldaterne af og til fragtet med hestevogne, som hjælpsomme bønder mødte frem med. Det sparede lidt på kræfterne, og bekom også Niels godt. Den 5. april var størstedelen af hæren, godt 7000 mand, samlet nord for Flensborg jord med front mod sydvest. Oprørerne, mellem 6 og 7 tusinde mand, var rykket frem til Flensborg uden at vente på de tyske militære styrker. Heri lå en chance. Allerede den 9. april angreb den danske hær, og under fremrykningen mod Bov skulle 1. brigade, hvortil 11. linie-bataljon med Niels hørte, foretage en omgående bevægelse. Fra Bommerlund marcherede den ad Oksevejen til Lygtekrogen, hvorfra den bøjede ind over heden. Terrænet her var meget besværligt, det var gennemskåret af grøfter, jordvolde og hegn, og der var lyngbakker, mosedrag og huller, og den strækning der skulle tilbagelægges på denne måde, var 7 km. lang. Da det gjaldt om at komme overraskende ind på fjenden, skulle marchen foregå hurtigst muligt, hvorved den blev yderligere anstrengende(6). Niels var ung og adræt og kunne stå for mosten, men kompagniets gamle kommandersergent Leonard Lorentzen, der havde rundet de 60 år, måtte for en kort stund standse fremrykningen for at få vejret igen. Alligevel overraskede de fjenden, da de forpustede, svedige og beskidte tumlede som en rød flodbølge ned over oprørerne De danske uniformer var jo røde, hvilket ikke altid var nogen fordel, fordi de var så synlige selv på lang afstand. Efter heftig og forbitret kamp blev oprørshæren fuldstændig splittet eller taget til fange. Niels fik sin ilddåb, og der var ingen kugler der havde hans navn på, så han slap uskadt. Godt 50 døde og 200 sårede var ikke så heldige.

 

Sidst på dagen rykkede hæren ind i den flagsmykkede Flensborg by, hvor den fik en begejstret modtagelse. Dagen efter besatte den Slesvig by og havde ordre om ikke at gå videre. Forstærkninger kom til, så de danske styrker kom op på ca. 12.000 mand. Men ved de preussiske troppers samling med resterne af oprørshæren talte fjenden hele 33.000 mand. Altså næsten 3 gange så mange.

Niels kom til Slesvig og fik 8 dages ophold dernede, før det ventede angreb kom. Stemningen han følte her, var totalt modsat den begejstrede og varme modtagelse landsoldaterne havde oplevet i Flensborg. I Slesvig mødte de kulde og fjendtlige blikke fra byens indbyggere, og Niels tænkte med en vis vemod tilbage på de gode stunder, hvor andre landsmænd havde vist hjælpsomhed og sympati. Nætterne i bøndernes lader i duftende hø, gårdenes folk som kom med mad og drikke. Sådan var der ikke i Slesvig.

Angrebet kom den 23. April. Det var tidligt påskemorgen. "Da kirkeklokkerne kimede mildt." Den danske hær blev overrumplet. Soldaterne nåede knapt nok i tøjet, inden det gik løs. Og næsten alt hvad der kunne gå galt for danskerne, det gik galt. Soldaterne flygtede mere eller mindre planløst mod nord, og i de træfninger der var, blev modstanden mejet ned af overmagten. Hæren mistede 815 mand - døde, sårede og tilfangetagne - oprørsstyrken mistede 480 mand. Også Niels blev i kampens hede overmandet og taget som krigsfange, men heldigvis for ham uden at blive alvorligt såret.

Til historien hører, at et par hundrede danske soldater ved Oversø stoppede oprørshærens fremrykning i 3 timer, således at den danske hovedstyrke kunne overføres til Als og resten fra Fredericia til Fyn, så den totale udslettelse blev undgået. Men under den preussiske generalleutnant von Wrangels ledelse trængte oprørsstyrkerne da videre nordpå. Nåede Sønderjyllands nordgrænse ved Kongeåen den l. maj og besatte derefter store dele af Jylland.

Om stormagtsinteresser
De europæiske stormagter og vore nabolande så med rynkede bryn på udviklingen i Danmark. De var ikke interesseret i at kontrollen over indsejlingen til Østersøen kom over på tyske hænder. Man ønskede fortsat fri sejlads og handelssamkvem. En klassisk problemstilling, der på den ene side er med til at sikre Danmarks eksistens som nationalstat, og på den anden side er med til at forhindre at Danmark kan få tabte områder tilbage og selv opnå monopolstilling. En dansk-svensk deling af Øresund og en dansk-tysk deling af en mulig Eiderkanal ville være i omverdenens interesse.

England tilbød at mægle, Norge og Sverige stillede tropper til rådighed for Danmark, og Rusland sendte en utvetydig trussel til Preussen. l. juli indgik Preussen og Danmark derfor en 7 måneders våbenhvile i Malmø, og von Wrangel og oprørsstyrkerne trak sig tilbage. Krigsfanger blev sat fri, og Niels Nielsøn Snæbum med andre vendte tilbage til deres pladser i geledderne.

Om krigens genoptagelse og afslutning
Våbenhvilen blev brugt til at omorganisere og forbedre den danske hær - bl.a. blev landsoldaternes røde "skydeskiveuniformer" udskiftet med mere grå og mindre iøjnefaldende uniformer. I april 49 begyndte krigen igen. Men uden at gå i detaljer med krigens genoptagelse og videre forløb skal jeg blot referere et skema over treårs krigen(8).

På det tidspunkt af krigen, hvor Danmarks Riges Grundlov underskrives - 5. juni 1849 - er mere end halvdelen af det danske rige besat af oprørsstyrkerne. Måske var krigssituationen medvirkende til, at det blev en meget vidtgående fri forfatning, vi fik. Tiden var ligesom ikke til kraftige konservative markeringer i grundloven. Som tidligere nævnt blev der givet valgret til alle uberygtede mænd over 30 år med egen husstand. Krigen sluttedes med en foreløbig fred den 10. Juli, og der var ved at være kontrol med situationen igen, selvom oprørerne forsøgte sig på ny uden preussisk støtte, hvilket som bekendt ikke lykkedes.

Danskerne vandt treårskrigen med den endelige fredsaftale med Preussen 2. juli 1850, dog uden at grænsedragningen i Sønderjylland blev løst. Slesvig og Holsten skulle stadig være "tilsammen udelt". Oprørerne blev slået ved det sidste store slag ved Isted 25. juli. Derefter var der kun mindre træfninger indtil oprørshæren opløstes i januar 1851. Niels Nielsen Snæbum gjorde hele krigen med, men kunne uskadt og som en fri mand med borgerlige rettigheder og det hele vende hjem til sin familie, tømrerarbejdet og Hobro-egnen.

 

Om troppernes hjemkomst
Som nævnt opløstes de stående hære i februar, og landsoldaterne vendte næsen hjemefter. For Niels og hans kammerater blev hjemturen et triumftog op gennem det jyske. Selveste H. C. Andersen skrev således om begivenhederne:

"'Det er som en Festdag hver evige Dag, vor Landsoldat kommer tilbage. Fra Hus og til Hus hænger Kranse og Flag, Folk jubler fra Gader og Tage.”

På Hobroegnen modtog man sine soldater i landsbyerne og i købstaden med takketaler, bespisning og fest, som man gjorde det i den øvrige del af landet. Dog måtte man i Hobro undvære den takkegudstjeneste i kirken som fandt sted i de andre sogne. I Hobro var den gamle kirke nedbrudt, og den nye kirke, tegnet af Bindesbøl, blev først færdig til brug i 31. okt. 1852. Men fest blev der alligevel.(9)

 

Om tiden der fulgte

Niels Nielsen Snæbum blev udnævnt til Dannebrogsmand og fik hæderstegnet for sin deltagelse i treårskrigen. Han holdt forbindelsen til sine kammerater ved lige i De danske Vaabenbrødres Selskab, Hobro afdeling, som medlem nr. 23326, og fortsatte sit civile liv som tømrer og møllebygger på Horsø ved Hobro. Han blev gift som 33 årig med 31. årige Ane Cathrine Justdatter af Døstrup (10-10-1857) og købte ejendom i Hegedalshuse et årstid senere(10). Ved folketællingen 1860 opgives, at familien består af forældrene samt datteren Ane Kirstine på 2 år og en tømrerlærling Chresten Pedersen af Valsgaard på 24 år. 3 År senere kommer sønnen Niels Michael til (som voksen bliver han maskinmester på fjorddamperen "Merkur" og derefter gasværksbestyrer på Hobro Gasværk). Niels Nielsen Snæbum levede resten af sine dage i Hegedalshuse og døde 5-2-1886.

 

Efterskrift
Man kan sige, at krigen blussede op igen i 1864, hvor Danmark led et knusende nederlag og mistede om ved 40 procent af sit territorium ved grænsedragningen ved Kongeåen, og det danske folk fik et mentalt chok og et kollektivt mindreværdskompleks - læs f.eks.: "Danmark er et lidet fattigt land" eller se "Janteloven" som udtryk for dette. Mindreværdsfølelsen rettede sig måske en smule ved genforeningen i 1920, hvor vor nuværende grænse ved Kruså-Padborg blev fastlagt, men er først ved, at forsvinde helt i vore dage.

Noter:
l) Fra Himmerland og Kjær Herred 1953, side 235.
2) Palle Lauring, Danmarks-historie, Kbh. 1968, side 241.
3) Hj. Schmidt, Af Hobro Bys Historie til 1860-10, Hobro 1928, side 94
4) Samme, By og Borger, Hobro 1952, side 15.
5) Poul Engberg, Ånden fra 48, Dansk Friskoleforening 1980, side 7.
6) Fra Himmerland og Kjær Herred 1953, side 235.
7) Søren Mørch, Den sidste Danmarkshistorie, Kbh. 1996, side 124.
8) Mentor, Westermanns Leksikon, Kbh. 1950, side2137.
9) Læs om troppernes hjemkomst i artikelserie i Aalborg Stiftstidende 13-8-1950, 28-1-1951, 22-3-1951 skrevet af Hj. Schmidt, Hobro.
10) B48 Realregister for Øls, Hørby, Døstrup 22-3-1859 i Landsarkivet, Viborg