Als Elektricitetsværk

Om Als Elektricitetsværk

af Vagn Jensen

Et erindringsbillede
Som barn færdedes jeg meget på Als Mølle og El-værk. Det var mine bedsteforældres virksomhed. I et lille årstid i slutningen af 2. verdenskrig boede min søster og jeg der, og vi gik i skole i landsbyens lille 2 klasses skole.

Det var en næsten eventyrlig verden at færdes i ude på møllen, som det hele blev kaldt under et. Her var et liv og mange mennesker. Elektrikersvende og lærlinge boede her og fik naturligvis også fuld kost. Måltiderne omkring det store bord i køkkenet kunne ofte samle både 12 og 14 voksne og børn, og kunne være endog meget festlige og gemytlige.

Vi børn fik lov at løbe ind og ud hos vore bedsteforældre, onkler og tanter og sågar også hos de naboer, der boede omkring os. Og vi fik lov at deltage i de voksnes arbejdsliv, når vi havde lyst. Ofte kørte vi med en tilfældig hestevogn fra møllen, indtil vi mødte en anden hestevogn på vej til mølle. Så byttede vi vogn og kørte hjem til møllen igen. De voksne hestevognskuske havde god tid til at snakke og fortælle, mens hestene sindigt traskede af sted. Vi fik mange gode historier på den måde.

På el-værket var der nogle begrænsninger for os børn. De store svinghjul på motorerne var farlige. Der måtte vi kun komme sammen med de voksne. Vi fik fortalt nogle skrækkelige historier om folk, der var blevet kvadret i småstykker, fordi de havde været uforsigtige med den slags motorer.

Vi var nu også lidt bange for el-værket. Tæt ved var den tøffende udstødning meget voldsom. Længere væk, og især om aftenen, når vi skulle sove, lød udstødningen som en langsom og hyggelig motorbåds tøffen, der var som en beroligende sovekammerat.

Men når værket blev stoppet for natten, og lyden holdt op, så vågnede man med et spjæt og troede, at nu var der noget galt.

Vi havde jo også af og til hørt, hvordan udstødningseksplosionerne blev hurtigere og hurtigere, og set hvordan onkel Gunnar eller bedstefar løb alt hvad remmer og tøj kunne holde op på værket, for at få hold på maskineriet, før det løb løbsk.

Udstødings rytmen var noget man ubevidst fornemmede altid. Grænsen mellem fred/ingen fare og kaos føltes hårfin.

Der blev brugt tørvegas som drivmiddel under krigen. Tørvene lå i store stakke bag el-værket. Men sommetider kunne der ske selvantændelse i tørvene, så skulle der masser af vand på.

Vi børn legede engang imellem soldater med kanon. Så slæbte vi tørv hen til udstødningsrøret, der stak ud af muren på el-værket. Imellem eksplosionerne stak vi så tørv ind i udstødningen, og ved næste knald fløj tørven som en kanonkugle langt ud på markerne. Da det blev opdaget, syntes de voksne slet ikke, det var spor skægt, så den leg måtte vi holde op med.

Der var nu også så mange andre muligheder for leg. F.eks. badning i kølebassinet. Det var et stort rundt cementstøbt bassin, der lå uden for motorhuset. Det var ca. 3 meter i diameter og en 1Ih meters penge dybt. Fyldt med dejligt varmt vand fra motorernes køle system. Her boltredes vi os. For uanset vejret var vandet altid 25 grader celsius eller mere. Lækkert!

Anderledes ulækkert var der i akkumulatorrummet inde på værket. Her kunne man næsten ikke trække vejret på grund af syredampe. Akkumulatorbatteriet bestod af et stort antal åbne firkantede glasbeholdere med blyplader i. Batteriet blev opladet, når der ikke blev brugt så meget strøm i Als. Når der så pludselig kom et stort forbrug af strøm eller motoren stoppede, så kunne der tæres på det. Det skete også at strømmen forsvandt af en eller anden teknisk årsag, så blev der pludselig meget mørkt. Indtil batteriet blev koblet ind. "Nu kysser mølleren Kathrine (bedstemor)" sagde man så nede i byen.

Som barn var jeg fuld af undren over alt den teknik ude på møllen. men i virkeligheden var teknikken ret beskeden, i hvert fald med hensyn til det antal hestekræfter motorerne kunne yde. Tænk, at man i starten kunne tro på, at man kunne forsyne et lokalsamfund som Als med strøm fra en dynamo trukket af en 18 HK motor. Min bil i dag har vel 5 gange så mange HK. Man fik dog også efterhånden forøget maskinkraft - først udskiftet de 18 HK til 25 HK, dernæst suppleret med en 40 HK O.S.V..

For mig var det også et underligt forhold, at bedstefar kun ejede el-værket mens borgerne ejede de ledninger, der førte strømmen frem til husene. Og at man i fællesskab skulle "handle" sig til en strømpris, der kunne tilfredsstille begge parter.

Als Mølle og El-værk var dengang et spændende miljø, men også et sted fyldt med gåder for en barnesjæl som mig. Derfor var jeg også meget interesseret, da jeg på et tidspunkt som voksen fik lejlighed til at se en nedskrevet beretning om elektrificeringen af Als, i form af en forhandlingsprotokol for borgernes forening I/S Als Elektricitetsværk. Den historie tror jeg også andre kan være interesseret i. Derfor denne artikel, der som nævnt bygger bl.a. på interessentskabets forhandlingsprotokol.

Fra forhandlingsprotokollen
I årene 1912-1913 havde interesserede mænd fra landsbyen Als i Østjylland og møller Carl Jensen fra Als Mølle forsøgt at få oprettet et el-værk til lokalsamfundets forsyning af en moderne energikilde - Elektrisk strøm.

Man gik rundt til beboerne med tegningslister, og der tegnedes da også "305 Lamper" - altså lampesteder.

Men af forskellige grunde, måske primært den jyske forsigtighed, blev planen til et snakkeprojekt i et stykke tid fremover.

Først da Borgerforeningen i marts 1915 på et bestyrelsesmøde vedtog at tage sagen op på ny, kom der skred i tingene. Der blev indkaldt til et borgermøde på hotellet torsdag den 1. april 1915. Resultatet blevet yderst beskedent fremmøde på en halv snes interesserede. Men det var åbenbart folk med den nødvendige vilje. I hvert fald vedtog man at starte en ny "tegning af lamper", og der blev nedsat et arbejdsudvalg bestående af: bager Johs. Christensen, snedker Marinus Christensen, Emil Jørgensen, Søren Larsen og snedker N. Frost.

Tegningslisten indeholdt 88 navne på folk, der gik ind for sagen, og som forpligtede sig til at købe strøm fra el-værket (?).

Udfor de første 38 navne oplystes, hvor mange lamper man tegnede sig for. Mindst 4 lamper blev accepteret af fiskerne Jens Jensen, Gustav Lauritsen, Stinus Hansen og Chr. Jensen og i den anden ende blev maximalt 25 lamper accepteret af Als og Omegns Brugsforening v. Jens St. Jensen, Als Afholdsforening v. Marcus Jensen og af præst M. F. Høfler - måske på kirkens vegne.

Manufakturhandler Emil Jørgensen, der var nært tilknyttet familien på Als Mølle (f.eks. stod Emil Jørgensen fadder ved flere af børnenes dåb), figurerer adskillige gange som foregangsmand i elværks sagen.

På tegningslisten står Emil Jørgensen som nr. log tegner sig for 10 lamper.

Efter at 356 lamper var tegnet, blev lampetal ikke videreført. Det giver et gennemsnit på ca. 9 lamper pr. interessent.

De første 38 navne var senere med enkelte undtagelser stiftere af 10.000 kroner lån i Aktieselskabet Als Sogns Spare- og Laanekasse (6.7.1916), som skulle dække udgifter til ledningsnet og hus installationer for interessenterne. I alt 37 underskrev lånedokumentet. Tegningslistens nr. 28 - Als Sogns Spare- og Laanekasse - kunne vel af gode grunde ikke være medkautionist på sit eget lån.

Forklaringen på at nogle interessenter ikke er medunderskrivere på lånedokumentet kan være forhold som dødsfald, fraflytning o.a., men det er også muligt, at et antal forbrugere ikke automatisk kom til at stå som kautionister.

Disse forhold er ikke undersøgt, og det er ikke muligt for nærværende at komme med en fyldestgørende forklaring.

Det er ikke muligt at konstatere præcist hvor mange, der var med til at starte projektet. Tegningslistens 88 navne, der alle er personlige underskrifter, sandsynliggør mellem 80 og 90 deltagere. Men låntagernes kun 37 navne taler jo for et betydeligt lavere antal.

For det lave antal startdeltagere taler yderligere, at strømprisen bliver sat til en høj begyndelsespris. I aftalen mellem Carl Jensen (som producent) og I/S Als Elektricitetsværk (som aftager) lå, at strømprisen skulle sættes ned såfremt der tegnedes over 500 lamper.

Konstituerende generalforsamling
Del! 19. maj 1915 afholdtes konstituerende generalforsamling på hotellet. Udvalgets formand bager Johs. Christensen aflagde beretning og oplyste, at det nødvendige antal lamper var tegnet. Både med hensyn til at starte værket op, og med hensyn til at tegningen var bindende. Nu skulle Interessentskabet Als Elektricitetsværk dannes"

Der blev valgt en bestyrelse bestående af bager Johs. Christensen, snedker Marius Christensen, manufakturhandler Emil Jørgensen, Søren L. Sørensen og snedker N. Frost.

Det ser åbenbart ud til, at det er håndværkere, der kan have gavn af, at der kommer el-forsyning og elektriske maskiner til Als. Det er i hvert fald dem, der er helt med i front.

17. oktober 1915 afholdtes igen generalforsamling på hotellet. Formanden gav oplysninger om den netop afholdte licitation over ledningsnettet og hus installationerne. Af de indkomne tilbud bestemte man sig for ingeniør Lunds (Århus), der var på 3.800 kr. for ledningsnettet, hus installationerne var "enhedspriser".

Herefter blev kontrakten mellem møller Carl Jensen og interessentskabet samt vedtægter for interessentskabet godkendt - dog ikke uden en livlig diskussion.

El-værket bliver en realitet
I den påfølgende tid blev der trukket luftledninger i Als, og der blev lavet el-installationer i husene. På Als Mølle blev der opstillet en 18 HK sugegasmotor til at trække det første el-værk, som skulle kunne forsyne fra 300 til 800 lamper samt "Elektricitet til Kraftmaskiner" dvs. håndværks- og industrianlæg.

Ifølge familietraditionen på Als Mølle og El-værk tændtes det elektriske lys i Als første gang juleaften 1915 i de nærmeste huse og gårde - vistnok 7 lamper.

Fra foreningsarbejdet I borgernes forening I/S Als Elektricitetsværk førtes foreningens forhandlingsprotokol. Heraf fremgik tydeligt, at strømprisen ikke var underkastet automatisk dyrtidsregulering, sådan som vi kender det i dag. Heller ikke kontrakten mellem Carl Jensen og I/S Als Elektricitetsværk indeholdt nogen fornyelsesparagraf. Det vil sige, at strømpris og kontraktfornyelse var noget, som man måtte tale sig til rette om. Eller kæmpe om. Og det gik da heller ikke altid stille af.

På den ene side stod el-værkets ejer Carl Jensen med sit krav om en rimelig lønsomhed, på den anden side stod interessentskabets bestyrelse med borgernes mandat til at arbejde for billigst mulige priser og bedst mulige betingelser. Det kunne derfor sommetider være ret så problematisk at få begge ender til at nå sammen.

Måske er noget af denne problematik afspejlet i antallet af bestyrelsesmøder og generalforsamlinger . I de rolige år blev der afholdt 1 bestyrelsesmøde og 1 generalforsamling. I de urolige år kunne bestyrelsesmødernes antal 10-dobles, og der kunne være op til 3 ekstraordinære generalforsamlinger - i gennemsnit afholdtes der 1 ekstraordinær generalforsamling hvert andet år.

Også voldgiftsparagraffen måtte undertiden i brug. Men som en af interessentskabets forhenværende ledere sagde til mig i 1971: "I dag er det anderledes - efter at vi er gået over til vekselstrøm fra Himmerlands El-forsyning er strømprisen ikke noget man diskuterer - den bliver simpelthen dikteret. "

Om strømpris og forbrug 

Fra starten blev strømprisen opgivet i hektowatt (100 watt):

1916 5 øre for lys og 21J2øre for kraft
1921 10 øre for lys og 8112øre for kraft
1924 7 øre for lys og 4 øre for kraft
1932 60 øre for lys og 30 øre for kraft pr. kilowatt(1000 watt)
1935 50 øre for lys og 25 øre for kraft pr. kilowatt
1940erne 70 øre for lys og 35 øre for kraft pr. kilowatt


Derefter indførtes husholdningsstrøm 20 øre pr. kw. + fast afgift.

Forbruget har kun kunnet konstateres for enkelte år:
1936 9.700 kw for lys
1938 14.176 - i alt
1942 14.006 - for lys
1944 19.561- for lys og 20.210 kw for kraft
1951 forbruget var 4-doblet gennem de sidste 5 år.


Altså en meget voldsom forbrugsudvidelse, der krævede forøget maskinkraft eller tilslutning til et værk med en betydelig større kapacitet - som f.eks. Himmerlands El-forsyning. Det blev, som tidligere nævnt, da også enden på sagen.

Om samarbejdet mellem leverandør og forbrugere
For at vende tilbage til samarbejdet mellem leverandør og forbruger, kan det være interessant at se på bestyrelsens arbejde.

I bestyrelsen blev der behandlet allehånde sager. I starten indkom der klager over ingeniør Lunds forhøjede priser. I 1916 taltes der om de store prisstigninger på kul (der brugtes som drivmiddel til elværkets sugegasmotor). Det blev nødvendigt, at begrænse tilgangen af nye medlemmer til interessentskabet - ikke flere forbrugere. Det var svære tider og allerede i 1918 tilbød Carl Jensen interessentskabet, at det kunne overtage el-værket. Det var der nu ingen interesse for. I stedet vedtog man at indkøbe kul til næste års forbrug (hamstring, der skulle tage højde for prisstigninger) og henstillede til Carl Jensen om at få peppet sit maskineri op, så det kunne kobles på vindmøllen - underforstået, at det blev uden udgift for interessenterne.

Man var noget sure på Carl Jensen, fordi han havde solgt sin ene maskine og endnu ikke anskaffet en ny og større. Og så det, at han tillod sig at koble nye forbrugere på ledningsnettet, uden at han talte med bestyrelsen herom først. Altså den gamle diskussion om, hvad der er vigtigst: hvem der træffer beslutningerne eller hvilke beslutninger der træffes.

Det gik så vidt, at bestyrelsen fjernede en stikledning til enkefru Margrethe Korsgaards ejendom. Carl Jensen slog i bordet og bandede stygt samt forlangte voldgift.

Man enedes dog til sidst uden voldgift. Ledningen blev genetableret, og man lovede hinanden at være mere skikkelige i fremtiden, eller hvad det nu kaldtes.

I 1919 fik vandværket, der hidtil var blevet drevet af vindkraft, tilladelse til at tilslutte en el-motor til hjælp "i tilfælde af vindstille".

Carl Jensen får anskaffet forøget maskinkraft og forlanger sig dækket ind gennem højere el-pris. Det vil bestyrelsen ikke gå med til. Først da Carl Jensen af sig selv opkræver 1 øre mere pr. hw. bliver forhøjelsen accepteret. Betingelserne var 3 øre for lys og 1½ øre for kraft pr. hw. over produktionsprisen, som skulle dokumenteres.

Om udbygning med sans for det mulige
Indtil 1925 var nu rolige arbejdsår. Forbrugernes antal steg støt. Udvidelse og forstærkning af ledningsnet og maskineri var de primære emner.

Som en rød tråd i bestyrelsens afgørelser om de enkelte emner går efter min mening en holdning/indstilling, at man må klare sig selv. F.eks. bliver en klage fra en forbruger mod værket afvist, det må være en privat sag. En anmodning om lån bliver afvist. Dog vedtages det på en generalforsamling i 1932, at værket skal give meddelelse til de husejere, hvis lejere ikke betaler for deres el-forbrug.

Udbygningen kan stadigvæk ikke følge trit med et voksende forbrug. Det henstilles til snedker Brok om ikke at benytte sine maskiner efter klokken 6 aften. Andre får lignende henvendelser. Man klarer sig.

Men i 1935 går det løs. Den gamle kontraktaftale mellem Carl Jensen og interessentskabet udløber. Og inden en ny overenskomst ser dagens lys, falder der mange og drøje hug på det verbale plan mellem parterne. 11 bestyrelsesmøder og 3 ekstraordinære generalforsamlinger må overstås inden den nye overenskomst fødes.

Fra Verdenskrigens dage 
Fra 1935 til verdenskrigens udbrud i 1940 er der rolige arbejdstider. Men efter krigsudbruddet vender de ekstraordinære generalforsamlinger og de mange bestyrelsesmøder tilbage.

Årsagerne hertil må vel indlysende ligge i, at der blev knaphed på varer - især på brændstof-dieselolie m.v. som var nødvendig for værkets drift.

I 1940 holdes der ekstraordinær generalforsamling om problemet anskaffelse af en gengasmotor. Det vil tillige medføre en klækkelig forhøjelse af strømprisen (80 øre pr. kw for lys og 40 øre for kraft).

Året efter er gengasmotoren installeret, og el-værket kører med tørv som drivmiddel. Der holdes 2 ekstraordinære generalforsamlinger, hvor man kæmper om strømprisen endnu engang – lys nedsættes til 70 øre pr. kw.

I 1942er der 2 ekstraordinære generalforsamlinger, hvor der bl.a. forhandles om interessentskabets overtagelse/køb af el-værket, men det kommer der nu ikke noget ud af. Man kan heller ikke blive enige om, hvor stor en anskaffelsespris gengasmotoren skal sættes til. Men til sidst får man dog talt sig til rette.

Som et eksempel på vareknaphedens følgevirkninger kan nævnes, at man manglede kobbertråd til forsyningsledninger til nogle nybyggede huse. Det problem klarede man ved at afmontere hele gadelysnettet, og anvende det som genbrug til de nødvendige forsyningsledninger - der var jo mørklægning under krigen, så gadebelysningen måtte ikke tændes.

Ellers handlede 1943's ekstraordinære generalforsamling igen om strømprisen, dog uden at der skete ændringer.

Det følgende års ekstraordinære generalforsamling havde punktet kontraktfornyelse på dagsordenen, og et punkt om inddrivelse af restancer for levering af strøm.

Fra efterkrigstiden
I 1945 afholdtes endnu engang i el-værkets historie en ekstraordinær generalforsamling. Kontrakten mellem interessentskab og el-værk opsiges, og der må voldgift til, før en ny kontrakt kan underskrives af parterne. Begrebet husholdningsstrøm indføres.

I 1947 var der 137 interessenter og 193 forbrugere.

1948 blev året, hvor interessentskabet blev gældfrit. Man giver derfor kaffe på hotellet. Fejres skal det jo. Og ledningsnettet forstærkes - nu ekspanderer man igen.

I 1949 besluttedes det, at gadebelysningen skal være tændt til kl. 2 nat ved bryllup og lignende.

I 1951 kommer el-værket til skelsår og alder. Forbruget er firedoblet på 5 år, og udviklingen fortsætter. Gunnar Jensen, der har overtaget el-værket efter sin far Carl Jensen, kræver nu en tilladelse til at sælge Als El-værk.

I/S Als Elektricitetsværk afholder sin sidste ekstraordinære generalforsamling den 26. maj 1952 med punktet: Overgang til vekselstrøm fra Himmerlands Elektricitetsforsyning på dagsordenen. Stemmeafgivelsen faldt ud til fordel for forslaget. 56 stemte for, 24 imod og 3 stemte blankt. Dermed var sagen afgjort.

I 1952/1954 gik værket ud, og en transformatorstation fra Himmerlands El-forsyning overtog. En epoke var slut efter næsten 40 år. Tiden var løbet fra de små jævnstrømsværker -nu også fra elværket i Als.