Behandlersamfundet

af Pia Aastrup, Monika Andersen og Simon Griis

 

Efter 2. verdenskrig oplevede sundhedsvæsenet og medicinalindustrien en voldsom vækst i nye midler og behandlinger af sygdomme og lidelser. Dette førte i de næste år-tier til, at flere og flere gammelkendte sygdomme kunne kureres. De store videnskabe-lige fremskridt medførte et håb om, at det faktisk var muligt, ved videnskabens hjælp, at nå et niveau i behandlingen, hvor størstedelen af lidelse og sygdom kunne elimineres. Dette blev et mål. Selvom WHO allerede i 1948 havde defineret sundhed, ikke alene som fravær af sygdom, men også som tilstedeværelsen af "fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velbefindende", fokuseredes hele indsatsen på eliminationen af sygdommen og lidelsen. Sundhedsarbejdet blev udført af eksperter, der havde forstand på de mange-artede lidelser og behandlingen af disse. Sygdommene kunne kureres, eksperterne vidste hvordan, og dermed blev borgeren i en vis udstrækning sat i en passiv rolle uden ind-flydelse og medbestemmelse over eget liv. Med dette overtog samfundet gradvist ansvaret for borgerens sundhed. 

Sundhedsarbejdet løb dog ind i nogle problemer hen ad vejen. For det første viste det sig, at det var umuligt at opnå en sundhedstilstand i befolkningen, hvor sygdom og lidelse ikke var til stede. For hver sygdom, der fandt sin behandling, opstod en ny. De gammelkendte fysiske og psykiske lidelser kunne måske til dels behandles, men nye, anderledes og mere komplekse problemstillinger opstod i deres kølvand. Drømmen om en lidelsesfri fremtid brast. For det andet viste det sig, at behandling af sygdom skulle blive en stadig tungere udgiftspost. Nok fandt man nye behandlinger og midler, men de var ikke gratis. Fakta var, at der ikke var råd til at behandle alle mennesker for alle de sygdomme, der efterhånden kunne kureres. Danskeren lærte nu begreber som "priori-tering", "effektivisering" og "ventelister". Samfundet evnede ikke at bære ansvaret for borgerens sundhed og livskvalitet alene. 

Ondt i kroppen, ondt i livet
De seneste års politiske udmeldelser har da også gået i retning af, at borgeren selv i sidste ende må påtage sig hovedansvaret for egen trivsel. Med sådanne betragtninger Analyse 

havner vi lige midt i den aktuelle debat, om velfærdsstatens overlevelse og det offentlige forsørgerprincip. Ud over det nævnte, står Danmark, som resten af den vestlige verden, over for nye og store udfordringer på sundhedsområdet. De store folke-sygdomme kræver deres del. F.eks. lever mere end hver tredje voksne dansker med en langvarig sygdom, og næsten en halv million med en meget hæmmende langvarig syg-dom. Men hertil kommer en række nye livsstilslidelser, som f.eks. stress, samlivspro-blemer, øget arbejdspres, udbrændthed, manglende livskvalitet osv. Danskeren har ikke længere blot ondt i kroppen eller i sindet, men ondt i selve livet. Det offentliges traditio-nelle behandling har sit fokus der, hvor det gør ondt i krop eller sind. Men er den gearet til at behandle mennesker, der har "ondt i livet"? Hvis man effektivt skal sætte ind over for de komplekse problemstillinger, som fremtiden bringer, er det nødvendigt med et supplement til behandlingen og forebyggelsen. Det er her, sundhedsfremmebegrebet kommer ind som en mulig løsning.