Hobro sygehus 125 år

Behandling af syge

Behandling af syge og tilskadekomne har været nødvendig så længe mennesker har levet i grupper eller samfund, og lægehjælp under en eller anden form har da også været kendt længe før vor tidsregning.

Fra gamle ægyptiske skrifter og andre kilder fra egnene omkring Middelhavet har man beretninger om fortidens lægekunst. Det kniber mere med viden om, hvem der i norden tog sig af de syge i oldtiden. Her må vi antage, at det hjemme på gården eller i bygden var kvinderne, der tog sig af sygeplejen og den behandling, man nu kunne yde. På vikingetogter eller i krig måtte høvdingen eller en gammel erfaren kriger tage sig af de sårede. Man tog sig kun af sine egne. Først i den islandske Viga Glums saga fra omkring år 1000, kan vi læse, at Vigas hustru Halldora efter en træfning i nærheden af deres gård, kaldte sine kvinder sammen og sagde: "Vi forbinder de mænd, der er håb om, at vi kan holde i live - lige meget hvilken flok de tilhører.

Først da kristendommen i middelalderen havde fået virkelig fodfæste i Danmark, blev den kristne barmhjertigheds ide ført ud i livet. Af de over 150 klostre i landet havde omkring 70 som hovedopgave, at tage sig af syge og tilskadekomne, og mange af præsterne og munkene, der kom sydfra, havde da også en eller anden form for medicinsk viden med sig. At de forstod sig på at behandle bl.a. knogleskader, viser knoglefund fra den tid, som viser tydelig heling. Men et eller andet må jo alligevel være gået galt. Hvorfor skulle mange af fundene ellers stamme fra klostrenes kirkegårde?

Disse velgørende institutioner forsvandt alle ved reformationen, da munke og nonner blev fordrevet, og deres klostre blev overtaget af kronen eller adelen. Der fulgte nu 200 sorte år, da enhver havde nok med at hytte sig og sine. Folk, der var kommet til skade, kunne ofte henligge i dagevis uden hjælp. I 15-1600-tallet var det f.eks. forbudt at tage sig af en druknet person, før retsbetjenten var tilkaldt og havde givet sin tilladelse. Det var "uærligt" at røre ved en druknet, hvis der var mistanke om selvmord.

Først i midten af 1700-tallet begyndte man at tænke i mere medmenneskelige baner igen, og med indvielsen af Kongelig Frederiks Hospital i København i 1757 fik landet igen et egentligt sygehus. Det var nu ikke helt ligetil at blive indlagt. Man skulle ansøge, helst skriftligt og med sin husværts underskrift og rodemesterens (skatteopkræver) påtegnelse. Det sidste for at direktionen kunne afgøre, om man var i stand til at betale den p.t. gældende takst, eller fattigvæsenet skulle betale regningen. Så aflagde en læge fra sygehuset "visit" i hjemmet (heraf visitator) for at afgøre, om tilfældet var egnet til behandling på sygehuset, og så afhang det af om der var plads, hvornår man blev afhentet. Børn under 7 år blev ikke modtaget, medmindre det var et kirurgisk tilfælde. Grunden hertil må vi tænke os til.

Alt dette var kun for almuen. De velstillede havde egen huslæge, der om nødvendigt kunne tilkalde specialister. Eventuelle operationer blev så foretaget i hjemmet.

Nu var der jo også den gang en verden uden for København, og den havde kongen da også tænkt på allerede i 1541. Kongen foreslog nemlig, at der blev ansat to Medici, lønnet af staten, til betjening af "Provindserne". Dette blev pure afvist af adelen. Var der behov for lægerne, måtte de så sandelig kunne leve af de indtægter, de kunne oppebære på stedet.

Jo, kloge mænd og koner, stensnidere og kvaksalvere havde kronede dage. Men mange af dem var nu slet ikke så ringe endda med den erfaring, de gennem årene kunne opnå på deres felt.

At de forstod sig på at behandle bl.a. knogleskader, viser knoglefund fra den tid, som viser tydelig heling.

Kongen foreslog nemlig, at der blev ansat to Medici, lønnet af staten, til betjening af "Provindserne".