Berlin - Tysklands metropol!

10. - 14. august

I år gik turen til Tysklands hovedstad Berlin. Tysklands genforening har som bekendt atter givet Berlin status som hovedstad og regeringsby. Med det formål at skabe det nye Berlin, har der været en konstant byggeaktivitet, og byen er stadig i forandring. Men minderne om den delte by ses stadig, når man passerer granitstriben i asfalten, der viser hvor den nedrevne mur stod, eller ser resterne af den tilbageblevne mur.

På denne rejse stiftede vi bekendtskab med en stor del af Berlins seværdigheder, gamle såvel som nye, og vi mødte de kontraster, der gør byen til en af Europas mest spændende hovedstæder. Der blev arrangeret byrundtur, hvor vi så nogle af de mest kendte seværdigheder som f.eks. Rigsdagsbygningen, Gendarmenmarkt, Potsdammer Platz, Charlottenburg og ikke mindst Checkpoint Charlie med resterne af Muren. og en sejltur på Spree-floden.

Vi slentrede en tur på den over 3 km lange Kurfürstendamm, et hovedstrøg hvor et utal af spændende butikker, teatre og biografer giver et helt specielt miljø. Brandenburger Tor var et naturligt udgangspunkt for en spadsertur på den berømte gade "Unter den Linden". De historiske bygninger, der under krigen blev jævnet med jorden, var i vid udstrækning blevet genopbygget. Der blev også tid til en udflugt til Potsdam, hvor vi passerede Glienicker Brücke, hvor man under den kolde krig udvækslede spioner mellem øst og vest. Turen gik videre til Cecilienhof, som dannede rammen om Postdammerkonferencen, hvor man i 1945 tegnede det nye Europakort.

Vi så også Frederik d. Stores pragtslotte Sanssouci og Neues Palais med det enorme parkanlæg, de var et besøg værd med den rige og prægtige flora og ikke mindst den imponerende historiske arkitektur.