Brandmændene manglede vand

Brandmændene manglede vand - og øl

Af Gerhard Schoop

Trykt første gang

lørdag d. 20. maj 2000:

I anledning af næste weekends brandmandsolympiade, der afholdes i Hobro, har tidligere tandlæge og nuværende lokalhistoriker Gerhard Schoop kigget nærmere på Brandbekæmpningens historie her i byen: Ved rådstuemødet den 16. juni 1761 i Hobro udnævntes kæmner Anders Block til brandinspektør, byens første. I de foregående århundreder havde købstædernes brandvæsen været under al kritik, vel nærmest været ikke eksisterende. Stråtækte bindingsværkshuse, alskens affald, der flød allevegne, og ringe eller heltmanglende materiel til bekæmpelse af ildebrande, gjorde det svært at stå sig mod den røde hane. Hobros tidlige historie er der intet bevaret om. Først fra det 16. århundrede begynder der at komme sparsomme og meget spredte beretninger. Det berettes, at byen to gange er brændt "nord for kirketrappen". Man ved med sikkerhed, at en ildebrand i 1690 ødelagde den halve by. Den var nu heller ikke så stor. Ifølge en taksation var der 72 gårde og huse til omkring 450 indbyggere i 1787. 25 år senere var ejendommenes tal kun steget til 90 og indbyggertallet til cirka 500.

 

Spande og håndsprøjter

Årsagen til det førnævnte rådstuemøde var en skrivelse fra stiftsbefalingsmand Rantzau, der meddelte, at der i byen ifølge en forordning udstedt den 24.januar 1761, for fremtiden skulle forefindes 85 læderbrandspande og 19 håndsprøjter, som skulle anskaffes af borgerne og fordeles mellem disse. Derudover skulle alle vognmænd og bagere have en "god forsvarlig beslagen Tønde... og dermed saasnart Allarm høres om Ildebrand, den Gud naadelig afvende, strax med det samme, med Heste og Vogn indfinde sig for at kjøre Vand..." Det krævede materiel blev anskaffet. Således viser en opgørelse, at der ved de to store brande i 1812 og 1813 fandtes en stor kobbersprøjte, vandkar, tønder, brandhager, økser, stiger, 21 håndsprøjter og 85 læderspande. Deltagelse ved brandslukning var dengang en ulønnet og lidet eftertragtet borgerpligt. På et tidspunkt var der i

øvrigt en tæt tilknytning mellem borgervæbningen og brandmandskabet. Borgervæbningen var ganske vist lige som de fleste andre steder i landet blevet opløst i begyndelsen af 1700-tallet, men fik i Hobro en kort renæssance fra 1801 til 1809. En kongelig resolution bekræftede da væbningens omdannelse til et ."Brand- og Politikompagnie". På et tidspunkt fik brandvæsenet et sprøjtehus til sit materiel. Først ved rådhuset, der lå, hvor nu biblioteket ligger i den vestlige side af Store Torv, senere i den østlige ende ved siden af skolen.

 

Syngende brandmænd

Dengang havde man ikke store internationale konkurrencer for brandvæsenet, men man fik dog ind imellem lov til at vise, hvad man kunne. Således havde kong Frederik den sjette, da han sammen med prins Frederik Carl Christian besøgte Hobro i 1830, udtrykt ønske om at inspicere byens brandvæsen. Brandmandskabet udførte da på Store Torv en sprøjteøvelse, selvom der var mangel på vand. Og mens mandskabet svedte over pumpen sang de en til lejligheden fundet opsang:

 

 

"Vi pumper, min salighed, alt, hvad vi kan, vi mangler slet intet uden lidt vand."

 

 

Brandinspektøren var særdeles tilfreds, da kongens følge senere meddelte ham, at øvelsen havde "fundet allerhøjstsammes bifald". Samme brandinspektør var ellers blevet noget stram i masken, da nogle af brandmændene ved pumpen sang "øl" i stedet for "vand". De undskyldte sig med, at de før øvelsen havde måttet slukke en gevaldig halsbrand. De slap dog ikke for en bøde på en rigsdaler. Hobro fik dengang sin vandforsyning fra brønde forskellige steder i byen. Det viste sig mange gange helt utilstrækkeligt. At deltagelse i brandslukning dengang var borgerligt ombud, som man ikke kunne undslå sig for, gjorde ikke arbejdet mere effektivt.

 

Øge effektivitet

Disse tingenes tilstand blev dog afgørende ændret, da Hobro som følge af en beslutning af 30. juli 1885 fik et vandværk. Nu blev det nødvendigt, at man fik et mandskab, der var øvet i at betjene brandhanerne og slangerne ved ildebrand. Det førte til, at kommunen fik et fast brandkorps på 6 mand. Udrustningen bestod af en oliefrakke til hver. En anmodning om passende uniform blev afvist, men i 1889 skejede man helt ud ved at bevillige en hjelm til mændene. I 1894 blev korpset udvidet til 8 mand, da vandværkets brandhaner og slangerne ved et par brande havde bevist deres overlegenhed over de gamle sprøjter. Det store opbud af guldtressede borgere og svedende pumpesvende med messingskilte om halsen var ved at blive historie. Alt var dog ikke idel lykke. Nogle brande i de højt beliggende dele af byen viste, at vandtrykket ikke kunne leve op til kravet om effektiv brandbekæmpelse. Sprøjtehuset havde nu i mange år ligget, hvor nu Brogården ligger. Det blev i 1937 erstattet af en ny brandstation på Mariagervej. Kort tid efter blev de gamle hestetrukne håndpumper erstattet af en moderne brandsprøjte.

 

Falck og Zonen

I 1933 oprettede Zoneredningskorpset og Falck hver sin station i Hobro, og i 1939 overtog Falck brandstationen og brandslukningen i omegnskommunerne, mens brandkorpset bibeholdt byområdet. De to korps skulle efter behov assistere hinanden. Falck skulle dog vedligeholde materiellet og fremføre det til indsatsstedet. I 1943 fik man en ny bilsprøjte af typen T 2, en Ford V8 med en kapacitet på 1000 liter i minuttet, den havde desuden en 600 liters vandtank. I 1976 flyttede Falck til sin nuværende station på Fynsvej. Her har man i dag to A sprøjter, en slangetander, en tankvogn, en stige og en trailer til brandbekæmpelse. Mandskabet består af 17 deltidsbrandmænd og 3 holdledere, der samtidigt er falckreddere. Brandvæsenet ledes af Hobro kommunes beredskabschef.