Børn Bedste og Glas

I vinterferien havde bedsteforældre og forældre mulighed for at have deres børnebørn/børn med til Glasdage i Biecentret. Det var frivillige Lone Aldahl, som mandag og torsdag stod klar til at modtage og undervise de fremmødte mens køkkenet diskede op med varm kakao og nybagte boller.

Det var ikke kun de vante glasudøvere der fandt vej med deres børnebørn, også personer som aldrig før havde haft fingrene i glasstykkerne kom ind forbi. De af "Bedsterne" og forældrene som aldrig havde leget med glas før, gik forsigtigt i gang med at vende og dreje glasstykkerne, og som dagen gik, blev de mere og mere fortrolige med glasset.

Børnene derimod fandt hurtigt ud af, hvordan det skulle gøres, godt nok kunne det være lidt svært, at klippe i glasset, men der gik ikke lang tid, før end de stod med fingrene i bøtterne og ledte efter det ene stykke glas efter det andet. Og som en af pigerne udtrykte det; 

"det er lidt ligesom at lege med perler, det handler om at finde den rigtige figur og udfylde den med glasstykker!"

Undervejs i dagen var der en pause i kantinen, hvor der var dækket op med varm kakao og nybagte boller.

Da dagen var omme, havde alle haft en rigtig hyggelig dag, hvor fantasien blev sluppet løs med de mange farver og flittige hænder, der blev skabt unikke glasfigurer og smykker, som man ikke kan finde andre steder. Og ikke mindst hyggen ved at sidde indenfor sammen med sine børnebørn og drikke varm kakao og spise nybagte boller mens sneen lagde sig stille udenfor.