Børn og samfundsudvikling

Lidt om børn og samfundsudvikling

af Vagn Jensen

Børn kan ikke klare sig alene, de skal passes. Menneskers yngelpleje er langvarig i forhold til andre pattedyrs. Ofte kan dyr stavre afsted umiddelbart efter fødslen og følge med flokken. Men ikke menneskebørnene. Årsagen skal søges i det forhold, at urtidsmennesket for et par millioner år siden rejste sig fra sin firbenede stilling og begyndte at gå på to ben. Derved misdannedes bækkenpartiet, og kvindens fødselsvej blev forsnævret således, at fødsler måtte foregå i et tidligere stadie, hvor barnets lemmer og hjerne ikke var fuldt udviklet. Dette nødvendiggjorde at individerne måtte holde sammen i grupper i længere tid for at klare yngelplejen og sikre den kommende generation. Og således opstod de første samfundsdannelser - stammerne - lyder en forklaring. (1) Der har levet små stammesamfund på vore egne, efter sidste istids afslutning for godt en halv snes tusind år siden, og de har ernæret sig som jægere og samlere. Mændene var jægere og skulle også beskytte stammen mod udefra kommende farer. Kvinder og børn var samlere af planter, bær, rødder, frugter, frø, korn osv. og fremskaffede derved op mod 80% af fødegrundlaget til stammen. Børnene indgik således i produktionsprocessen og oplærte s af de voksne.

Fra kun at samle en del af de frøkorn eller planter som voksede i et område, til at skrabe jord henover de levnede frø og derved sikre at der ville komme nye planter med nye frø året efter, er der ikke langt. Kvinderne "opfandt" landbruget og bondesamfund udvikledes på vore egne for 6-7000 år siden. (i mellemøsten fandt denne landbrugsrevolution sted tidligere og de første bondesamfund opstod der for mere end 12000 år siden). (2)

Efter landbrugsrevolutionen levedes det daglige liv i bondesamfundet på gården, hvor alle deltog i produktionen, også børnene så snart de kunne hjælpe til. Her var normalt ingen børnepasningsproblemer for det offentlige. Dog blev Kirken og senere også "kirkens datter" - Skolen - et led i almuens opdragelse. Præsterne ville hælde kristen lærdom på børnene, den verdslige øvrighed ville rense vejene for omstrejfende tiggerbørn, og desuden kom der også et voksende krav fra forældre og samfund om, at børn skulle lære at læse, regne og skrive. Under Chr. 4. blev der i København 1605 oprettet et Tugt- og Børnehus til opdragelse og uddannelse af forældreløse og vanskelige børn. Uddannelse til håndens arbejdere forstås. Senere udskiltes børnehuset fra tugthuset, og andre byer tog ideen med børnehuse op, f.eks. Viborg.(3) Men uden at gå mere i dybden med udviklingen i bondesamfundets og byernes historie, bragte øget handel, kapitalophobning, befolkningstilvækst, klassekamp, opfindelser og nye ideer m.v. os frem til den næste revolution i produktionsmåden - den industrielle revolution eller kapitalismen (startende i England i anden halvdel af 1700 tallet og fik her i Danmark sit egentlige gennembrud omkring 1870erne). Og nu opstod der børnepasningsproblemer for arbejderfamilier med udearbejdende mødre.

En af betingelserne for en kapitalistisk produktionsmåde er, at arbejdskraften er fri. Arbejderen, mand eller kvinde, skal være frigjort fra egne produktionsmidler som familien kan leve af, og skal være frigjort fra bindinger, der forhindrer, at han eller hun kan og nødvendigvis skal sælge sin arbejdskraft på arbejdsmarkedet for at kunne tjene til føden. Dermed bliver yngelplejen også et samfundsanliggende for at sikre adgangen af fri arbejdskraft til produktionen.

Børneasyl i Hobro
I sidste halvdel af 1800 tallet var Hobro opdelt i BYEN syd for åen-Vester Fjord og HUSENE (Hostruphuse, Nauerdalshuse og Horsø) nord for dette vandskel. Grænsen mellem Himmerland og Ommer Syssel. HUSENE var et udpræget og hastigt voksende arbejderkvarter med mange fattige, hvorfor Hobro-borgerne ikke var interesseret i at få området indlemmet i byen, selv om der faktisk var tale om een sammenhængende bebyggelse - man havde fattige nok i Hobro, mente borgerne der. Indlemmelse fandt først sted i 1921.

I HUSENE etablerede den senere landskendte læge TH. Sørensen sig med praksis i begyndelsen af 1870erne. Han blev foregangsmand for løsningen af en del påtrængende "arbejderspørgsmål", herunder også løsningen af nogle udearbejdende kvinders børnepasningsproblem. Han fik etableret et børneasyl, som kunne modtage op mod et halvt hundrede børn fra 3 års alderen i tidsrummet fra kl. 6 morgen om sommeren og kl. 8 morgen om vinteren til seneste afhentning kl. 19 om aftenen. Hostruphuse Børneasyl blev indviet 11-12-1876, og skulle bestyres af asylmoderen enke Marie Jensen. Huset var opført og finansieret af lægens bror Jac. Emil Sørensen mod en forrentning af byggesummen på 300 kr. årligt. (huset eksisterer endnu på adressen Hegedalsvej nr. 5) Foruden asylmoderens lejlighed ovenpå rummede huset "en meget stor Stue med Forstue" til 40-50 børn.(4) Umiddelbart tyder dette mest på at børnene blot skulle opbevares - ikke noget med alt for megen pædagogisk virksomhed. Men det kan ikke være helt rigtigt, for stedet var også en såkaldt pogeskole, i hvilke undervisningen oftest varetoges af løst ansatte, ueksaminerede lærerkræfter, pogeskolelærerinder. Så undervist blev der i en eller anden udstrækning. Måske har man anvendt en såkaldt "asyltrappe", hvor børnene sad trappevis hævet og syede, hæklede, snittede i træ eller andre former for håndarbejde, mens asyldamen nedefra holdt øje med ungerne. I BYEN Hobro var der på den tid allerede flere pogeskoler udover andre små private børneskoler.(5)

Hostruphuse Børneasyl var altså ikke et nybrud som sådan. Betegnelsen asyl blev i 1800 tallet brugt om velgørenhedsinstitutioner og hjem til optagelse og pleje af nødlidende personer. Men fra midten af århundredet især brugt om de mange folke- og menighedsbørnehaver, som opstod på privat initiativ i perioden - netop med det formål at yde opsyn med og pleje af fattige udearbejdende mødres småbørn.(6)

Ud fra en af Th. Sørensens sociale undersøgelser(7), kan vi se at det kostede 16 kr. i året 1879, at få en 8 årig pige passet i asylet i Hostruphuse (Pogeskolen). Pigen kom fra en arbejderfamilie på 4, hvor den samlede årsindkomst lå på 400 kr. Selv med et yderst nøjsomt forbrug havde året givet et underskud på 60 kr., så familien var i gæld. Konen havde tjent 20 kr. ved at sy for fremmede og ved at gå ud som vaskekone. Betalingen til asylet eller pogeskolen havde altså slugt hele moderens årsindtægt på nær 4 kr., og jobbet som vaskekone havde nok ikke været særlig lukrativt, hvis man kan dømme ud fra et læserbrev i Hobro Avis.

"Der gives Tilfælde, hvor en saadan Vaskekone, naar Familien har samlet Vask sammen i to-tre Maaneder - thi det er skik og brug at samle sammen saa længe som muligt - maa begynde sit Arbejde Kl. 12.00 Nat. Indledningen er først at poste og bære Vand, og saa følger Vaskningen, der gerne fortsættes uafbrudt til næste Dags Aften Kl. 10-11 eller omtrent 24 Timer uden Hvile. For dette Arbejde betales i Reglen kun, foruden Kosten, en Krone eller 1,35 Krone."(8)

Arbejderbevægelsens tilkæmpede rettighed om "8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile" lå dengang meget langt ude i fremtiden.



Men bedre tider var på vej med det tyvende århundrede
Arbejdernes antal voksede – også i Hostruphuse, industrien voksede - også i Hobroområdet, krav om bedre levevilkår for arbejderne voksede med organisering i fagforeninger og politisk pres såvel herhjemme som ude i Europa. Dette i forening med erhvervslivets behov for en sund og duelig arbejdskraft, samt det velbjergede borgerskabs ønske om at den værste nød skulle holdes fra døren i arbejdernes hjem – en revolutionsforsikring? – udmøntede behovet sig i en ny dansk sociallovgivning, hvor man indførte princippet om at staten refunderede en del af kommunens sociale udgifter - også på børnepasningsområdet.(9) Pogeskoler blev inddraget under det etablerede skolevæsen som forberedelsesklasser - til en vis grad kan de sammenlignes med vor tids børnehaveklasser. Og de mindre børn fik børnehaver i stedet for asyler.

 


Om børnehaver
I Norden og i Tyskland har begrebet om børnehaven sit udspring i den tyske pædagog Friederich Frobels (1782-1852) ideer om, at barnet skal opdrages og udvikles gennem sang, leg og håndens arbejde f.eks. via en "Kindergarten". I det øvrige Europa er det oftest skolen, der integrerer førskolebørn helt ned til 3-4 års alderen i forskoleklasser. Omkring århundredskiftet oprettedes i Danmark et Frobel Seminarium og en Fr6bel Højskole til uddannelse af børnehavelærerinder, der primært skulle tage sig af fattige børn. Afkom der hidtil havde været henvist til asyler og arbejdsstuer - oprettet i de større byer som konsekvens af den tidligere omtalte samfundsudvikling med industrialisering og vandring fra land til by. I 1901 oprettedes den første halvdags "Folkebørnehave" på Enghave Plads i København. Fra 1919 blev der givet statstilskud til børnehaver, og det blev efterhånden også acceptabelt for bemidlede (borgerskab/ middelklasse) at bruge børnehaven. Det pædagogiske indhold styrkedes i forhold til det strengt sociale. I 1933 kom Steinkes Socialreform, hvori det dog fastholdes, at børnehaven primært skal være en forebyggende foranstaltning. Udbygningen af især halvdags-børnehaver fortsatte op gennem årene frem til tiden efter 2. Verdenskrig. I 1960 erne, hvor kvinder i stor udstrækning kom ud på arbejdsmarkedet, eksploderede behovet for børnehavepladser - nu omfattet af loven om børneforsorg (1964) - og med Bistandslovens indførelse i 1976 kom de under kommunernes ansvarsområde som daginstitutioner. I dag er det som det så smukt lyder"... almindeligt for danske børn mellem 0 og 10 år at opholde sig i daginstitution, og dækningsprocenten var i 1995 ca. 70 for denne aldersgruppe. Der er fortsat ventelister mange steder, men der stiles efter at opnå pladsgaranti i alle kommuner med udgangen af 1995." (10) Som sikkert bekendt er dette mål om pladsgaranti endnu ikke nået i alle landets kommuner.

Ovenstående artikel kan ses som begyndelsen til det afgørende livtag mellem husmoder fru Traasdahls private forretning og Hobros lokalkomite for Red Barnet, som ønskede egen børnehave med fagligt uddannet daglig ledelse. Samfundets økonomiske tilbageslag pga. krigen var ved at være overvundet, og med opgangstider og stigende optimisme ser det ud til, at der er råderum for bedre vilkår for børnene, f.eks. et højere niveau på det pædagogiske område. Udover små private børnehaver som fru Traasdahls (gift med lærer Jacob Traasdahl fra Nordre Skole og i øvrigt kendt fra Ambulancedagenes Variete Hudibras) var det oftest nabokoner eller familie som tog sig af børnenes pasning, når moderen skulle på arbejde eller ungerne trængte til at komme lidt hjemmefra. Men nu skulle det ikke kun blive ved snakken om bedre børnepasning, som havde stået på i Red Barnets Lokalkomite gennem et par år. Allerede den 20. i samme måned kan følgende bekendtgørelse læses i samme avis.

En "Red Barnet" børnehave
Gennem længere tid har Red Barnets lokalkomite i Hobro beskæftiget sig med tanken om at oprette en børnehave. Tiden har ikke været gunstig herfor, og hellere end at vente måske mange år på at få oprettet en fuldt ud moderne børnehave har lokalkomiteen nu besluttet at begynde under små beskedne forhold i det håb, at der efterhånden kan blive mulighed for større og bedre forhold. Torsdag den 1. november startes en deltids-børnehave i ejendommen Juulsvej 3.st. under ledelse af uddannet børnehavelærerinde fru Edith Larsen. Børnene, der skal være i alderen 3-7 år, modtages kl. 8 og skal afhentes igen kl. 12. Der serveres en flaske mælk og en gulerod for børnene, der selv må medbringe en madpakke. Betalingen er 2 kr. pr. barn pr. uge, og lokalkomiteen ønsker gerne ansøgninger om optagelse af børn indleveret senest torsdag aften d.m. til sognepræsten pastor Lundby. Enligtstillede, udearbejdende kvinders børn samt børn fra børnerige familier vil først komme i betragtning.

Hobro den 20. oktober 1951. Red Barnets lokalkomite:
Hans Ebdrup, viceskoleinspektør. Astrid Lykke Simonsen, "Socialdemokraten". Anna Bach Larsen, byrådsmedlem. Jacob Pedersen, stadsskoleinspektør. J. M. Lundby, sognepræst. Emma Mortensen, formand.(11)

Når Red Barnets Børnehave kunne startes skyldtes det ifølge avisen(12), at visse borgere i Hobro havde den rette offervilje, og at "Rotary gav "Red Barnet" det nødvendige økonomiske rygstød." Det var altså den private velgørenhed der var fundamentet. "... tingene ført ud i livet, uden at der af den grund er sket nogen belastning af kommunens budget. Det er den helt rigtige vej at gå, og mange flere opgaver vil sikkert kunne løses ved borgernes eget initiativ og offervilje...", skriver avisen. Mod dette ærkeliberalistiske synspunkt stod dog, at kommunen trods alt betalte for gas, el og varme (gasværkskoks), samt at brugerne betalte 2 kr. pr. uge for en halvdagsplads til et barn. Men hvorom alting er, så var der immervæk en del bidragydere med i opstarten af den noget primitive børnehave på Juulsvej nr. 3. Også ejeren af ejendommen lagdes under pres for at yde et bidrag i form af etablering af et vandkloset (i stedet for lokum i gården?) – også børn skal jo tisse i en fart en gang imellem. Ligeledes manglede der en legeplads til børnene, men det problem løstes ved at låne Grønningen ved Enghavevejs forlængelse (ved baneskråningen) af stationsforstander Jarring.

Ved besigtigelsesforretning kunne diverse autoriteter som overinspektionen for børnehaver, børneværnsudvalg og borgmester Simonsen m.fl. derfor udtrykke tilfredshed med søsætningen af den nye børnehave. Også fordi de 18 børn og den fra Fröbel Seminariet fagligt uddannede leder fru Edith Larsen så ud til at befinde sig godt i de forhåndenværende rammer. "Der klippes, klistres, farves og tegnes. Der leges med biler, byggeklodser, dukker og meget andet, og de kommer godt ud af det sammen...", og som borgmesteren udtrykte det "Samfundet er jo sådan indrettet, at nogle har det dårligere end andre, og især kan det knibe for dem med mange børn at klare skærene. Derfor er det af stor betydning, at mødrene kan sende deres børn i børnehave om formiddagen, hvor de beskæftiges på en god og sund måde og kun lærer gode ting. Det kan få meget stor indflydelse på barnets videre udvikling.(12)

Det sociale aspekt, at (fattige) børn ikke bør gå rundt for lud og koldt vand, men bør være under voksent opsyn, er stadigvæk et fremherskende træk. Men det pædagogiske aspekt, at lære eller lege ind i børnene nogle gode og sunde færdigheder er kommet til i større udstrækning - de mere velbjærgede forældre havde jo også interesse i gode pædagogiske forhold for deres egne børn i haven. Det gik godt med Red Barnets børnehave. Efter 4 år kan den flytte til nye og mere velegnede lokaler i arkitekt Skøts villa på Jernbanegade nr. 26. Hvorimod fru Traasdahls børnehave kun kom til at leve i kortere tid i Jernbanegade nr. 35., inden den ophørte. En dengang meget ung Elsebeth Skøt Andersen oplevede, hvordan det var at være barn i fru Traasdahls børnehave først på Juulsvej og derefter i et kælderlokale i sin farmors hus (nu hendes eget) Jernbanegade nr. 35."... det værelse, jeg husker, vi var i, var på 9 m2. Det var et hjørneværelse ud mod Jernbanegade i nederste etage. Vi var nok kun 7-8 børn....." Hun fortæller, at børnene var meget ude i det fri. " der var jo ingen udenomsarealer de steder, så man gik holdende i et langt tov med løkker ud ad Skivevej. ..... målet baneskråningen ud mod Enghavevej. Der var jo lidt skovagtigt - jeg tror også der var en bænk og en sandkasse - og det var så vores legeplads. Der var vi rigtigt meget."(13)

Elsebeth Skøt Andersen kom ikke til at gå i Red Barnets børnehave, der jo pudsigt nok over tog hendes forældres hus på Jernbanegade nr. 26 i året 1955, hvorefter Skøt-familien byggede nyt hus på Randersvej. Red Barnet-Hobro indviede officielt de nye lokaler den 10-11-1955 og festede sammen med de indbudte gæster over en kop te. Lokalkomiteens formand Emma Mortensen takkede bidragyderne - "Byen har støttet" - og specielt takkede hun havens leder Edith Larsen og hendes mand lærer Svend Larsen, som begge havde udført et stort og uegennyttigt arbejde for Red Barnets Børnehave i Hobro i de forløbne år siden starten i 1951. (14)

Et indtryk af børnenes oplevelse af børnehaven og om udviklingen i årene fremover kan fås ved læsning i børnehavens 40 års jubilæumsskrift fra den 10. oktober 1995. Hvilket i parentes bemærket er et lidt sent jubilæum, idet starten jo faktisk fandt sted 1-11-1951, så man kan da helt legitimt holde 50 års jubilæum allerede om 4 år (2001). Omvendt kan man jo også fastholde, at Hobro egentlig først fik sin allerførste moderne og fuldt udbyggede børnehave på adressen Jernbanegade nr. 26. Altså i 1955. Under alle omstændigheder langt senere i Hobro end i mange andre byer i Danmark.

Edith Larsen forlod sin lederstilling med udgangen af 1966 efter sin mand Svend Larsens død og er nu bosat i Kongsberg i Norge. Hun efterfulgtes af Inger Schøler, som var leder af børnehaven fra 2-1-1967 frem til 1989 og stadigvæk er bosiddende i byen. Haven ledes nu af socialpædagog Hanne Overgaard.

I dagens Hobro eksisterer der nu følgende 12 børnehaver. Oprettelsesår er anført i parentes efter institutionernes navne.

Børnehaver i HOBRO - for børn fra 3 år til start i børnehaveklasse:

Red Barnets Børnehave (1951) Jernbanegade 26, Hobro Leder: Hanne Overgaard Normering: 48 børn

Vinkelvej Børnehaven (1972) Vinkelvej 15, Hobro Leder: Mogens Søndergaard Normering: 60 børn

Daginst. Rosenhaven (1987) Døstrupvej 33, Hørby Leder: Bruno Hollensted Normering: 60 børn

Børnehuset (1992) Houvej 4, Hvornum Leder: Hans Nyboe Normering: 25 børn

Onsild Børnehave (1993) Søtoften 2A, Sdr. Onsild Leder: John Larsen Normering: 40 børn

Red Barnets Børnehave (1972) Sdr. Alle 7E, Hobro Leder: Hans Poulsen Nominering: 60 børn

Børnehaven Farvervænget (980) Håndværkerparken 2, Hobro Leder: Sven Rasmussen Nominering: 60 børn

Daginst. Bymarken (1987) Sdr. Ringvej 11, Hobro Leder: Karin Schou Nominering: 60 børn

Daginst. Wiegården (1993) Wiegårdsvej 8, Hobro Leder: Vivi Vraa Nominering: 34 børn

Børnehaven Bloksbjerg (1994) Wilh. Jensensvej 28C, Hobro Leder: Hanne Christensen Nominering: 40 børn

Midlertidige børnehaver for hhv. bosniske- og irakiske børn:

Børnehaven Udsigten
Wilh. Jensensvej, Hobro
Leder: Ulla Mortensen
Normering: 30 børn (Irak)

Børnehaven Kvisten
Wilh. Jensensvej, Hobro
Ledelse i samarb. m Vinkelvej
Normering: 12 børn (Bosnien)

Lignende ad hoc børnehaver for flygtninge børn har været oprettet f.eks. i Hobro Medborgerhus i Skibsgade, hvor bl.a. de tamilske flygtninge fik undervisning i dansk sprog og kultur. En episode herfra kan måske fortælle noget om baggrunden for disse menneskers flugt fra deres hjemland. I Medborgerhusets børnehave opførte de tamilske børn sig pænt og høfligt indtil lyden fra en flyvemaskines motor over byen trængte ind i lokalet. Larmen udløste skrigen og panik og børnene gemte sig grædende under bordene. De vidste hjemmefra at nu kom bomberne. Vi lever i en turbulent verden og dønningerne fra denne verdens uroligheder og krige når også Hobro.

Afslutningsvis om offentlig børnepasning i Hobro kan det for de mindstes vedkommende (fra 0 til 3 år) fortælles, at dagplejen tager vare på det, i og med at der ikke er vuggestue her. Dagplejen består i øjeblikket af ca. 100 dagplejere som passer ca. 400 børn (ultimo 96 i alt 425 børn).(15) Der er med visse forbehold pasningsgaranti i Hobro, hvorfor der ikke er det store problem med såkaldt sort dagpleje. Man må sige at offentlig børnepasning i Hobro er blevet et omfattende område i forhold til tidligere tiders. Men det er hele tiden nødvendigt at presse kommunen for at undgå nedskæringer og forringelser på området. Kommunens økonomi halter jo som regel bagefter og det er fristende at spare lidt hist og her. I dag er prisen for en børnehaveplads 1.170 kr. pr. md. og for en dagplejeplads 1.540 kr. pr. md. halvdagspladser findes ikke mere.

Til slut kan jeg ikke lade være med at give udtryk for min beundring for alle de mennesker som udfører et godt og stort arbejde for vore børn. Jeg har det ofte for øje, f.eks. når jeg gennem vinduet ser 3-4 dagplejere på række og geled komme skubbende med hver sin barnevogn og med en flok rollinger trippende med hinanden i hånden ved siden af på den daglige formiddags tur ad fortovet langs Mariagervej. Et smukt og farverigt syn på livsglæde - men hu ha for et krævende job.

Noter:
(1) Steen Busck, Verdenshistorie, Kbh. 1980, side 13.ff.
(2) Samme side 26.
(3) Johan Hvidifeldt, Viborg Købstads Historie, 1940, s. 67.
(4) Søren Vasegaard, Hobro nyere Historie, Hobro 1941, s. 94/
(5) Hj. Schmidt, Hobro kommunale Skolevæsen, Hobro 1943, s. 73-80.
(6) Den store danske Encyklopædi, Haslev 1995, bd. 2, s. 105.
(7) Tb. Sørensen, Et Bidrag til Belysning af Købstadsarbejderes Vilkaar, Kbh. 1880. Her brugt oplysningerne om arbejder nr. 20.
(8) Gengivet i: H. Morell Jørgensen og Henning Melin, Set og Sket i Hobro 1880-1914, Hobro 1992, side 27.
(9) En historiskgennemgang af udviklinger indenfor det sociale område kan f.eks. læses i Hanne Reintoft, Om Forsorg, Kbh. 1975, side 21-48.
(10) Se. f.eks. Den store danske Encyklopædi, bd. 3, s. 558.
(11) Aalborg Stiftstidende 20-10-1951.
(12) Samme 9-11-1951.
(13) Red Barnet Børnehave Hobros 40 års jubilæumsskrift, Hobro 1995, side 2.
(14) AalborgStiftstidende11-11-1955.
(I5) Oplysninger om børnetal o.l. er fra Hobro Kommune.