Brygger familien Bie

Bierne var byens bedre borgerskab

af Gerhard Schoop

 

LOKALHISTORIE: Lokum med strøelse i gården og fællesspisning ad grødfad

HOBRO:
Sydhimmerlands Museum har i sit lokalhistoriske arkiv et righoldigt materiale vedrørende Bies bryggeri. Her findes blandt meget andet en beskrivelse af livet som barn og ung i bryggerfami-lien i de sidste årtier af 1800-tallet. Den er skrevet af H. J. Bies datter Nicoline i 1952. Hun skriver, at hun var 10 år gammel ved forældrenes sølvbryllup i 1884. Om husets indretning husker hun tydeligt, at der i stueetagen var butik, kontor og fire store værel-ser. I et af disse sov jomfruen med børnene, et andet var spisestue, indtil "salen" på første sal blev taget i brug hertil efter forældrenes sølvbryllup. Den havde indtil da været brugt som lagerrum og senere som strygestue. Foruden det store strygebord huskes her en ottekantet ovn, som endte i en top. Her stod jernene til opvarmning på kant op ad siderne. De var så tunge, at et barn dårligt kunne løfte dem.

Tørvesmuld i lokumsspanden
Vand blev hentet fra pumpen i gården uden for køkkentrappen. Wc fandtes ikke på den tid. Husets lokum lå i en lille cementbelagt gård, som man nåede til fra mellemgangen mellem hovedbygningen og vinkelbygningen ned mod bryggeriet. Det var i de første år ret primitivt, men blev på et tids-punkt så snildt indrettet, at der spredtes tørvesmuld over spanden i dybet. Der foreligger intet om, hvordan det forholdt sig med den personlige hygiejne. Men her kan en af barndommens legekammerater, apotekerdatteren fra naboejendommen fortælle, hvordan det foregik her. Her var vandfade på værelserne, og man vaskede sig morgen og aften. Om lørdagen kom ungerne i baljen. Senere fik man sit ugentlige bad i sygehusets badeafdeling i Sønderallé. Håret blev aldrig vasket, hverken på børn eller voksne, men det blev redt og kæmmet grundigt hver dag. Om somme-ren badede man i fjorden. Førnævnte mellemgang fik lys fra et lille drivhus, der lå i fortsættelse af bryggerens kontor. Her dyrkede den blomsterglade frue mange blomster, og specielt en gul terose, Marschal Niel, var hu-sets stolthed.

Fællesspisning af grødfad
Via gangen kom man til køkkenet, hvor der i begyndelsen var åbent ildsted, som senere blev erstat-tet af brændekomfur og til sidst af gasapparater. Fra køkkenet var der nedgang til kælderen. Her blev mælken opbevaret, både den som blev brugt i husholdningen og den, som nogle venner af huset købte. De penge, der indkom ved dette salg, var moderens til eget brug. Fra køkkenet var der også en trappe til folkestuen, som var hvidkalket med skuret bord og bænke. På endevæggen var der en hylde med huller til hornskeer. Grød blev serveret i et stort fad, hvori hver stak sin ske. Det var først i de sidste år, folkene var på kost, at der blev brugt tallerkener. Sønnerne i huset elskede at sidde hos folkene om aftenen og høre dem fortælle. Og selv om det var forbudt for pigerne at komme der, så de tit deres snit til at smutte derop.

Et helt liv i tjenesten
Forholdet mellem tyende og herskab beskriver Nicoline Bie som ualmindelig godt. Mange blev da også i tjenesten næsten hele deres liv. Mange af dem husker hun ved navn. Der var bl.a. den gamle karl Hans Røgter, som havde fødselsdag sammen med bryggeren og derfor kom i køkkenet og fik chokolade. En anden trofast sjæl var Anders Kusk, som passede de otte heste. Han havde et lille kammer ved siden af stalden. Han var lige så glad for at køre tur som børnene, ja, han kunne ligefrem blive for-nærmet, når der ikke skulle køres en smuk sommeraften. En af børnenes gode venner var også vægter Petersen, byens lygtetænder. De måtte banke på ru-den og vinke til ham, når han om formiddagen kom for at pudse glasset på petroleumslygten, der stod uden for stuevinduerne, og når han om aftenen kom for at tænde den. Hans tur var så regel-mæssig, at man næsten kunne stille uret efter ham. Også de mange kvinder som moderen havde hjælp i husholdningen, huskes i erindringerne. Mange af dem holdt man forbindelsen til, også efter at de blev gift og flyttede til eget hjem. Mange af folkene blev i tjenesten i 35-40 år, og ofte var flere generationer af samme familie i tje-neste hos bryggeren.

Ikke meget for socialdemokrater
Når der var valg sørgede Bie for, at alle der kunne undværes i virksomheden blev kørt til Mariager, hvor valghandlingen dengang fandt sted. Og det forventedes, at alle stemte som husbond, nemlig til Højre. Det gjorde man så. Men kun til fagforeningerne begyndte at dannes i 1890erne. Så blev der pludselig mange socialde-mokratiske stemmer. Det plagede den gamle brygger ikke så lidt. I den tid, som Nicoline Bie beskriver, ender bygningskomplekset ved den store treetagers bygning, der afslutter den forreste gård. Alt det som i dag rummer Biecenteret fandtes ikke. Ved den store bygning var en port, og udenfor haven. Den var et paradis for børnene. Her havde de som små et gedebukkekøretøj, senere fik de kroketspil, ringspil, og en keglebane, hvor også de voksne kunne tilbringe halve dage. Jo, dengang var der virkelig forskel på folk, når vi tænker tilbage til forholdene for teglværksar-bejderne på Vindø. To værelser til mor, far og op til otte børn, der ofte måtte arbejde sammen med mor med at vende sten i tørreladerne. Helt oppe ved porten lå et stort havehus med veranda og kælder med badeværelse. Ved siden af var en ophøjet udsigtsplads, hvorfra man efter sigende så det første jernbanetog pas-sere Hobro i 1869. På græsplænen stod en smuk rødtjørn, og der var et ovalt bed med højstammede roser. Så var der et lindelysthus, hvor man i lune sommeraftener spiste aftensmad, og hvor fødsels-dage blev fejret med chokolade. Der var naturligvis også en stor nyttehave med frugttræer og noget så spændende som aspargesbe-de. Denne del af haven forsvandt, da gærkælderen blev bygget i 1892. Men ny blev anlagt helt efter fruens planer, og hun var med til at plante hvert et træ. Det er den have, som man i dag vil genska-be. Da børnene blev ældre, var det en stor fornøjelse at ro på Vesterfjord og åen. Og som det ses på billedet, var det ikke helt simple joller, de plaskede rundt i. Billedet er fra omkring 1890, og den ældste søn Jakob Anker har på det tidspunkt fundet sin livs-ledsager, mens det yngste skud på stammen tilsyneladende har sit eget fartøj. Museets lokalhistoriske arkiv indeholder så meget om blandt andet Bie-familien, at den interesse-rede virkelig kan finde meget om "hvordan" de rige levede for over 100 år siden her i byen, men også om hvordan man forvaltede denne rigdom til gavn for byen. Arkivet er bestemt et besøg værd.