Da fjorden gik til Adelgade

Da fjorden gik til Adelgade

af Gerhard Schoop

 

Trykt første gang

lørdag 29. januar 2000

Et af de arbejder, der i Hobros nyere historie har betydet mest for bybilledet især set fra fjordsiden, er det store opfyldningsarbejde, der skete i 1920'erne og 1930'erne, og som gjorde anlæggelsen af den moderne havn og den første omfartsvej, Brogade, muligt. Ser vi på de ældste troværdige kort over byen, kan vi se, at fjorden går næsten helt op til hovedgaden, der helt fra gammel tid har heddet Adelgade. Der var vand for enden af de haver, som hørte til de ejendomme, der lå på gadens østside. Men det var bestemt ikke noget dybt vand. Skibe kunne absolut ikke sejle helt ind til byen. De måtte ankre op ude på fjorden, og så måtte lasten lades om i robåde og ros i land. Det, der nærmest tåler sammenligning med et havneanlæg, er nok Wassards pæleværk, en anløbsbro med en lille bod længst ude. Et noget andet anlæg var Kirketerps pæleværk, der lå ved broen over åen. Ved udgravninger til Sparekassens seneste tilbygning i Østergade stødte man på pælerester, som man mener, er fra Wassards pæleværk.

Første bolværk
Det første mere moderne havneanlæg var et bolværk på sydsiden af fjorden, omtrent hvor skibsværftet ligger. I løbet af årene blev det flere gange forlænget ind mod byen, ligesom der blev anlagt ophalebeddinger. Men der blev sjældent lavet noget effektivt. Noget var tværtimod ubrugeligt. En af de brugelige ting var dog en fast kran, der kunne løfte 5-8tons. D. 22. april 1922 begyndte man efter lange og til tider træge forhandlinger i byrådet og med de involverede myndigheder med opfyldning af den inderste del af fjorden ved anlæggelse af en landtange til det gamle fiskerleje Horsø på nordsiden af fjorden. Der blev anlagt en dobbeltsporet tipvognsbane, og i alt var omkring 50 mand beskæftiget med at fjerne den store Lerbakke. Senere tog man fat på bakken ved Reberbanen og læssede det hele ud i fjorden. Én ting havde man dog ikke tænkt på: man burde nok have ladet en muddermaskine fjerne det nogle steder meter tykke mudderlag, før man begyndte med opfyldningen. Derved havde man nok undgået mange problemer allerede fra arbejdets begyndelse og til i dag.

Skovl og muskelkraft
Et sted arbejdede man i tre uger med at fylde på, uden at der var fremskridt at se. Fyldet forsvandt bare i dybet, så man til sidst troede, at der var et bundløst hul. Der blev hver dag fyldt små 200 kubikmeter jord i hullet, der til sidst havde slugt næsten 4000 kubikmeter fyld, før man endelig kunne se et resultat af anstrengelserne. Her skal vi så huske, at man dengang ikke havde vor tids gravemaskiner. Arbejdet foregik med skovl og muskelkraft. Endelig 5. februar 1923 var forbindelsen skabt. Da kunne man spadsere fra Havnepladsen til Horsø. Byens daværende borgmester, skoledirektør Rasmus Hansen, foretog den første officielle spadseretur over tangen fulgt af mange glade og imponerede hobrogensere. Det var en af de store dage i byen. 7. februar var der fest i Forsamlingsbygningen. Her var alle arbejderne indbudt, og en af talerne havde regnet ud, at der var kommet omkring 50.000 kubikmeter fyld i hullet.

Mudderkvaler
Men det mudder, som man altså ikke havde fjernet, voldte kvaler. På begge sider af tangen var der væltet store mudderbanker op, som man nu væltede ud over indersiden af dæmningen. Her har det siden ligget som et sejt ustabilt underlag for hele arealet med revnede fundamenter og vanskeligheder for rensnings- og kloakeringsanlæg til følge. Endnu fortælles det, at når kulkompagniets lagre, der dengang lå vest for rutebilstationen, blev fyldt op for fyringssæsonen, så hævede de omkringliggende ejendomme sig nok et par alen, for så at sætte sig igen, efterhånden som lagrene blev tømt i løbet af vinteren. For byens raske unger var opfyldningsarealet en ikke helt ufarlig legeplads på grund af det seje mudder. Mere end en af nutidens gamle gubber hævder, at netop han har måttet efterlade en eller begge sine gummistøvler, hvor den eller den bygning nu ligger. Opfyldningsarbejdet fortsatte i 1930'ernes depressionstid som nødarbejde. Her kunne man få fem ugers hård beskæftigelse til omkring 40 kr. om ugen, hvis man ville have mad på bordet. Kort før den Anden Verdenskrig kunne Brogade så indvis, og et af de store arbejder i byen var afsluttet.

Der er altså bare en gang imellem lidt bøvl med det mudder endnu.