Danskernes sundhedsprofil og folkesygdomme

af Pia Aastrup, Monika Andersen og Simon Griis

 

Efter 2. verdenskrig oplevede sundhedsvæsenet og medicinalindustrien en voldsom vækst i nye midler og behandlinger af sygdomme og lidelser. Dette førte i de næste år-tier til, at flere og flere gammelkendte sygdomme kunne kureres. De store videnskabe-lige fremskridt medførte et håb om, at det faktisk var muligt, ved videnskabens hjælp, at nå et niveau i behandlingen, hvor størstedelen af lidelse og sygdom kunne elimineres. Dette blev et mål. Selvom WHO allerede i 1948 havde defineret sundhed, ikke alene som fravær af sygdom, men også som tilstedeværelsen af "fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velbefindende", fokuseredes hele indsatsen på eliminationen af sygdommen og lidelsen. Sundhedsarbejdet blev udført af eksperter, der havde forstand på de mange-artede lidelser og behandlingen af disse. Sygdommene kunne kureres, eksperterne vidste hvordan, og dermed blev borgeren i en vis udstrækning sat i en passiv rolle uden ind-flydelse og medbestemmelse over eget liv. Med dette overtog samfundet gradvist ansvaret for borgerens sundhed. 

Sundhedsarbejdet løb dog ind i nogle problemer hen ad vejen. For det første viste det sig, at det var umuligt at opnå en sundhedstilstand i befolkningen, hvor sygdom og lidelse ikke var til stede. For hver sygdom, der fandt sin behandling, opstod en ny. De gammelkendte fysiske og psykiske lidelser kunne måske til dels behandles, men nye, anderledes og mere komplekse problemstillinger opstod i deres kølvand. Drømmen om en lidelsesfri fremtid brast. For det andet viste det sig, at behandling af sygdom skulle blive en stadig tungere udgiftspost. Nok fandt man nye behandlinger og midler, men de var ikke gratis. Fakta var, at der ikke var råd til at behandle alle mennesker for alle de sygdomme, der efterhånden kunne kureres. Danskeren lærte nu begreber som "priori-tering", "effektivisering" og "ventelister". Samfundet evnede ikke at bære ansvaret for borgerens sundhed og livskvalitet alene. 

Ondt i kroppen, ondt i livet
De seneste års politiske udmeldelser har da også gået i retning af, at borgeren selv i sidste ende må påtage sig hovedansvaret for egen trivsel. Med sådanne betragtninger Analyse 

havner vi lige midt i den aktuelle debat, om velfærdsstatens overlevelse og det offentlige forsørgerprincip. Ud over det nævnte, står Danmark, som resten af den vestlige verden, over for nye og store udfordringer på sundhedsområdet. De store folke-sygdomme kræver deres del. F.eks. lever mere end hver tredje voksne dansker med en langvarig sygdom, og næsten en halv million med en meget hæmmende langvarig syg-dom. Men hertil kommer en række nye livsstilslidelser, som f.eks. stress, samlivspro-blemer, øget arbejdspres, udbrændthed, manglende livskvalitet osv. Danskeren har ikke længere blot ondt i kroppen eller i sindet, men ondt i selve livet. Det offentliges traditio-nelle behandling har sit fokus der, hvor det gør ondt i krop eller sind. Men er den gearet til at behandle mennesker, der har "ondt i livet"? Hvis man effektivt skal sætte ind over for de komplekse problemstillinger, som fremtiden bringer, er det nødvendigt med et supplement til behandlingen og forebyggelsen. Det er her, sundhedsfremmebegrebet kommer ind som en mulig løsning.

Figur 1


De danske kvinders middellevetid er næsten stagneret i 1990erne. Det giver en bund- placering (Fig.2). Selv om kvindernes middellevetid er højere end mændenes, har kvinders levekår ændret sig meget, og ligner i dag mændenes. Danske kvinder arbejder mere end kvinder i andre lande, og det danske familiemønster er ændret tidligere end i mange andre lande. Større arbejdspres og opbrud i familiemønstret resulterer i stressbelastning som man ikke umiddelbart kan behandle sig fra.

Figur 2


Den væsentligste årsag til at danskerne lever et kortere liv end andre europæere, er vores livsstil. Vi ryger for meget, drikker for meget alkohol, spiser for meget fedt, og motio-nerer alt for lidt. Men nu er det ved at vende i Danmark. Igennem de sidste fem år er middellevetiden for både kvinder og mænd nemlig steget lige så meget som i de fore-gående 21 år. Danske kvinders middellevetid er nu knap 79 år og mænds godt 74 år. Mænds middellevetid øges i et hurtigere tempo end kvinders. Mændene har nu lagt 1,7 år til deres middellevealder fra 1995 til 2000, mens stigningen for kvinderne er 1,2 år (Fig.3). 

Forbedringen af danskernes gennemsnitlige levealder skyldes bl.a., at hjertedødelig-heden er faldet, antallet af selvmord er halveret siden 1980, og færre dør af AIDS. På trods af dette, kan en borger i Danmark forvente et kortere liv, end en borger i næsten samtlige andre EU-lande.

 

Figur 3


Sundhedstilstanden i dag
Af alle dødsfald skyldes 2/3 dele sygdomme. Det er af folkesygdomme som alders-diabetes, kræftsygdomme, hjerte-karsygdomme, knogleskørhed (osteoporose), muskel- og skeletlidelser og overfølsomhedssygdomme (astma og allergiske sygdomme). Det er ikke alle sygdomme, der er livstruende, men sygdomme der kan medfører alvorlige begrænsninger i livsudfoldelse og risiko for varige funktionsnedsættelse. Det er alle sygdomme, hvor forebyggelse og behandling har en betydning for opnåelse af både en højere middellevetid og en bedre sundhedsmæssig livskvalitet. Behandling refererer som hovedregel til den slags indgreb, der typisk foregår i sygehusregi og forestås af læger. Det har vist sig, at forebyggelse og behandling kan give en livsforlængende og/-eller helbredende effekt for disse sygdomme. Målet med behandling er at gribe ind over for sygdomme, og gøre syge folk raske. Behandling af sygdomme er en af de væsentlige grunde til, at danskerne lever længere i dag. For samfundet betyder en befolkning, der er rask og lever længere, en mindre udgift til behandling og pleje, færre sygedage og dermed mindre fravær fra arbejdslivet. Samtidig er det af stor økonomisk betydning for Danmark, at vi kan blive længere på arbejdsmarkedet, da den demografiske udvikling viser en faldende arbejdsstyrke i fremtiden. 

Ulighed i sundhed

Selvom man har et langt liv foran sig, er det ikke ensbetydende med, at det bliver godt. Menneskers sundhed påvirkes nemlig af livsstil, levevilkår, alder, arv og kvaliteten i sundhedsvæsenets indsats. I dag er der blevet sat fokus på de dårligst stillede befolk-ningsgrupper i Danmark. De socialt dårligt stillede grupper lever et meget risikofyldt liv. De er udsatte for mange risikofaktorer, dør i en yngre alder, og er mere belastede af sygdom og usund livsstil sammenlignet med de bedre stillede grupper. Social ulighed medfører ulighed i sundhed. Danskere, der ikke har noget arbejde og kort uddannelse, har et ringere helbred, er mere syge og lever i kortere tid end erhvervsaktive og højt uddan-nede danskere (Figur 4 og 5).

 

 

Kilde: Brønnum-Hansen H., Middellevetid fordelt på gode og tabte gode leveår, Notat nr. 4 til Sundhedsministeriets Middellevetidsudvalg 1998/99, DIKE

Figur 4


Forventet andel (i procent) af de erhversaktive leveår (30-64 år) med og uden langvarig sygdom, opdelt på udvalgte socioøkonomiske grupper, kvinder, 1986-91. Middellevetidsudvalg 1998/99, DIKE.

Figur 5


Forventet andel (i procent) af de erhvervsaktive (30-64 år) leveår med og uden langvarig sygdom, opdelt på udvalgte socioøkonomiske grupper, mænd, 1986-91.

Den danske velfærd har ført til betydelige bedre leve- og arbejdsvilkår og sundheds-væsenet er blevet væsentlig bedre til at behandle sygdomme. Men den økonomiske vækst har også medført velfærdssygdomme, og Der er nu opstået nye sundheds-problemer. Det er proble-mer, som opstår dels fordi danskere i dag er meget mere stressede end før i tiden. Der er opstået nye sygdomme som går under betegnelsen samsygdomme, det er sygdomme der betegner, problemer med samliv, samarbejdsproblemer, trivselsproblemer m.m. Det er problemer, som opstår i danskernes dagligdag, i familien, på arbejdspladsen og i det sociale netværk. Det højt udviklede og specialiserede sundhedsvæsen har ikke kunnet løse de nye livsstilsbe-tingede "folkesygdomme". Det er derfor at sundhedsfremmetanken kommer ind her. Sundhedsfremme er nemlig en vej til et godt helbred, som kan give arbejdstagerne et bedre liv fra ungdom til alderdom og arbejdsgiverne en engageret og produktiv arbejdskraft. Sundhedsfremme er en proces, hvor den enkelte, gruppen, arbejdspladsen og samfundet er vigtige aktører.