De gamle betalingsmidler

Lidt om de gamle betalingsmidlers historie set fra egnene omkring Mariager Fjord

af Vagn Jensen

Året er 1980. Tusindåret for vikingeborgen Fyrkats opførelse. Netop den dag, hvor Hobro bys borgere fejrer 1000 års byjubilæum. Det præcise årstal for borgens opførelse kender vi fra analyser af årringe i tømmer fra udgravningen og kulstof 14 prøver som entydigt peger på år 980. På Fyrkat Møllegård får prinserne Frederik og Joakim som gæster overrakt en stor og flot sølvmønt, slået og nummereret i præcist 1000 eksemplarer, af Sparekassen Hobro. Nationalmuseets mand på stedet, arkæolog og historiker Olaf Olsen (rigsantikvar 1981), kigger interesseret med.

Skuemønten fremstillet på lokalt initiativ. Men efter prægningen af de 1000 stk. blev møntstemplerne destrueret. Der skulle kun være 1000 mønter til minde om jubilæumsåret.

Om man nogensinde har slået rigtig mønt her i vore hjemegne vides ikke. Der er i hvert fald ikke belæg for at hævde det. Men betingelserne har været til stede. Salig Harald Blåtand, som lod Fyrkat borgen opføre, havde her vagtmandskab, værksteder og kyndige smede, der også mestrede den fine detaljerede udformning af ædelmetallerne guld og sølv. Det ved vi fra fund af smykker og dekorationsarbejder. Borgen var sikkert vel bevogtet af kongens væbnede styrke. Den lå ved et knudepunkt for trafikken på og over fjorden, hvor der også kunne være handel og marked. Et knudepunkt som ved Ørbæk, der måske har ligget ved Løgstør, nær Aggersborg, hvor Limfjorden kunne passeres, og man havde handelspladser i nærheden. Som ved Aalborg. Steder, hvor man med sikkerhed ved, at der har været mønt produktion. Randers og Viborg mønt kender man også. Men Hobro mønt har vi til gode endnu.

Vender vi blikket mod resultaterne af de arkæologiske udgravninger på Fyrkat, må vi konstatere, at der kun er fundet en eneste mønt. I en temmelig sølle forfatning endda. En penning fra Hedeby ca. år 950-80. Ca. 1 gram sølv. Måske slået for en lokal konge/høvding eller en større handelsmand / købmand i Hedeby. Mønten er en efterligning af frisiske penninge med kejser Carolus (Karl) og bynavnet Dorestad på. En del af handelsnettet vestpå gik dengang over den frisiske by Dorestad.

Ergo, mønten fra Fyrkat udgravningen er kommet udefra. Altså ikke Danekongens mønt.

Kong Harald var dog den første danske konge som fik organiseret sit eget beskedne møntvæsen. Måske af prestige hensyn. Hans mønter var af korstype. Måske slået i Jellinge. Måske, med korset, en understregning af alvoren i Jellinge stenens tekst (Danmarks dåbsattest kaldet). Rejst af: ". . . .. . . .. .. . . .. ... den Harald som samlede alt Norge og Danmark og gjorde danerne kristne."

Nok var der ikke kongens mønt på Fyrkat. Men et meget interessant fund kan måske bringe os videre alligevel. Det handler om fundet af 2 sølvarmringe. En glat og snoet ring. De var klemt sammen og gemt i jorden mellem to hus stolper. Måske stjålne ringe? Men aldrig hentet igen. Så efter de nu forløbne godt 1000 år har den mulige tyveknægt nok forspildt sin chance. Armringene ser ud til at være tilpasset et datidens vægtsystem. Den glatte ring vejer ca. 1 Øre, og den snoede ring vejer ca. ½ Øre. l Øre var lig med ca. 30 gram sølv.

Som betalingsmidler var disse ringe fuldt gyldige og på niveau med mønter og ædelmetal. Det var vægten det handlede om. Guld eller sølv i barrer og stænger, hele smykker eller i stumper, som "brudsølv", hele eller beklippede udenlandske eller danske mønter. Det var alt sammen lige meget, bare vægt og lødighed var i orden som aftalt. Op til 1300 tallet kan mønt-vægt systemet måske forklares ved at sammenligne det med et meget stort skiveskåret rugbrød. Hovedvægten (rugbrødet) var den gamle danske og nordiske Mark. En Mark deltes i 8 Ører à 3 Ørtug à 10 (eller l2) penninge. Brødet gav altså 240 (eller 288) skiver. l Mark = 240 / 288 penninge.

Der blev kun slået penninge, der så vejede ca. 1 gram, som igen svarede til en skæppe kom for 1000 år siden. I Østdanmark og Skåne skulle 240 penninge af varierende vægt tilsammen veje l Mark.

I Jylland havde man et lidt andet system, hvor der gik 12 penninge på en Ørtug og derfor 288 penninge på 1 Mark. Om det var fordi jyderne ville ha' mest muligt ud af deres sølv/penninge, skal jeg ikke kunne sige. Man vejede ikke de enkelte penninge. Men sørgede for at 240 (eller 288) penninge tilsammen vejede 1 Mark = ca. 216 gram.

Der er ingen tvivl om, at handel og samkvem med den store verden udenfor egnene omkring Mariager Fjord har fundet sted fra langt tilbage i tiden. I tegneren Erik Claudels streg vises et bud på en handels situation på Fyrkat for 1000 år siden.

En handelsmand, måske fra Hedeby, er i færd med at veje penninge og brudsølv eller lignende op i sin håndvægt. Hans halskæde med kors viser, at han har valgt hvidekrist som sin gud. Han er i færd med at købe Fyrkat smedens smukt forarbejdede sværd. Smeden er stadigvæk asatro og bærer derfor en Torshammer i sin halskæde, mens han lidt tøvende viser sværdet frem mod sin bydende kunde. Husfruen, med husets nøgler fastgjort til sit livbælte, følger meget nøje med i at handlen går retfærdigt til. Livet i hallen er ellers præget af madlavningen ved bålstedet og ro og afslapning i øvrigt. En trællepige bærer vand til madlavningen i en krukke på hovedet. Et par vikinger slapper vist bare af Gruppen ved bålstedet venter nok på det kommende måltid. Uden mad og drikke gik det heller ikke dengang.

I den viste handels situation byttes en aftalt vægt sølv for sværd. Altså handel uden penge som betalingsmiddel.

Helt fra den tidlige oldtid er der i vore egne byttet ting og sager som tuskhandel eller med faste værdimål som mellemregning. Faste værdimål som stenøkser, pelsskind, rav og kom i rummål. Mål som andre ting kunne sættes i forhold til. Samme mønster som brugtes andre steder end her. Men disse oprindelige omsætnings- eller betalingsmidler blev efterhånden afløst af ædelmetaller som guld og sølv, der var mere holdbare, lettere at transportere og meget eftertragtede.

Skal vi prøve at finde forklaringer og eksempler på den udvikling, skal der graves helt andre steder end på Fyrkat. Vi skal til østaten Bahrain i den Persiske Golf.

Øen Bahrain, der kun er halvt så stor som Lolland, er kendt for sine 100.000 gravhøje på et ret begrænset område. Her gravede et hold arkæologer med den danske leder P. V. Glob og hans engelske kollega T. G. Bibby fra Forhistorisk Museum, Århus i spidsen fra 1953 og i årene fremover. De fik afdækket hidtil ukendte dele af øens forhistorie. Fra stenalder, fund dateret 4.000 - 3.000 f.v.t, over bronzealder med bondesamfund, bydannelser og udstrakt handel og kontakt pr. skibe med egnene omkring Den Persiske Havbugt Ved øens oldtids hovedstad udgravede holdet et kobberstøbnings værksted fra ca. 2.100 år f.v.t., og oldtidsbyen regnes i dag for et af verdens tidlige handelssamfund. Ifølge skriftlige kilder fra Mesopotamien, var øen dengang en vigtig del af oldtidsriget

Dilmun og havde stor handel med kobber, elfenben og halv ædelstene fra Oman og Indien. Nok også med ægte perler, som blev kaldt "fiskeøjne".

Dilmun købmændene har benyttet våde lertavler til i kileskrift at nedskrive handelsaftaler og signerede disse med deres personlige segl som et garantimærke. Disse signet stempler fandt holdet eksempler af i udgravningerne. Også fund af mange vægtlodder viste at man benyttede sig af både et indisk og et mesopotamisk vægtsystem

Men Dilmun købmændene satte ikke deres garantimærker på de vejede kobber stykker, de handlede med. Derfor kan man heller ikke tale om kobber mønter eller penge. Kun om et blandt flere andre bytte- eller betalingsmidler.

At der ikke var penge på øen Bahrain i fortiden passer meget godt. Også hvis man kan tro på gisninger om, at her lå Paradis - Edens Have. Forklaringen skulle være, at beskrivelser i 1. Mosebog i Biblen skulle stemme overens med mesopotamiske beskrivelser af Dilmunrigets gudeverden og dets hellige land. I 4000 år gamle Mesopotamiske lertavler beskrevet med kileskrift, omtales landet, Dilmun, liggende i den opgående sols hav. Inzak var skytsgud, og landet var det hellige land, hvor guden Enki spiste de forbudte frugter. Det var udødelighedens land, hvor ravnen tier, løven ikke dræber, og ingen bliver syg og gammel. Det var landet, hvor Ziusudra, der byggede en ark og dermed overlevede Syndfloden, gav helten Gilgamech nøglen til det evige liv. Gilgamech fandt udødelighedens blomst på havbunden, men mistede den igen til slangen. Der er så mange lighedspunkter med første Mosebog, at det dermed skulle være sandsynligt at Dilmun myterne ligger til grund for Bibelens senere beretninger om Paradis, og at danske arkæologer har gravet i Edens Have.. Om så Adam og Eva engang hørte til dernede, bliver jo nok en tros sag. Men, hvis Fanden skabte pengene, som andre hævder, ja så hører penge altså heller ikke hjemme i et paradis skabt af Gud.

Fra verdens tidlige handelssamfund udviklede handelsvejene sig til et helt "verdensmarked". I tidens løb helt op til Jylland og vore hjemegne. Heroppe fra var det især rav, der var bud efter. Rav var et meget eftertragtet smykkemateriale. Derfor blev der byttet rav for ædelmetaller og bronze i stor stil. Faktisk betød dette, at rav mere eller mindre finansierede bronzealderen i Danmark fra omkring år 1.500 f.v.t.. Mellemøsten havde haft bronzealder allerede fra ca. 3.000 f.v.t.. Så vi var noget bagefter dengang. På omstående kort ses de mest kendte handelsruter i det første verdensmarked.

Magtforholdene i regionerne omkring Persergolfen og Middelhavet skiftede op gennem tiderne. Verdenshandlen udvikledes, og da kongen af Lydien, den vestlige del af det nuværende Tyrkiet, i ca. 650 tallet f.v.t. fik den gode ide, at betale med små ensartede stykker ædelmetal præget med kongens billede og et tal, der angav vægten, var opfindelsen af mønt en kendsgerning

Ideen bredte sig hurtigt til verdenshandlen, og mønter blev snart et generelt omsætnings middel. Også perserkongen lod slå mønt med sit billede på, og da Aleksander den store i 330erne f.v.t. erobrede Persien og fik åbnet kongens skatkammer, indeholdt kammeret 4.400 tons sølv og mange andre kostbarheder. Her var noget at slå mønt af Men de smukke guld- og sølvmønter fandt ikke i større stil vej op til os i Norden. De er i hvert fald ikke kendte i skattefund hos os. Det blev romerne, der først bragte mønt til Norden, eller vi hentede dem sydfra. Det viser mange fund af romerske denarer heroppe. Lokalt har vi et denarfund fra Hvornum Kær (Fp. 1894).

Det var karlen Kristian Erikstrup Kristensen der den 4. juli 1936, ved arbejdet med at læsse tørv, stødte på mønterne. Han tjente på Hans Krog Tjørnevangs gård. Ved læsningen gik en halvtørv itu, og nogle sølvmønter faldt ud på jorden. Der var i alt 23 romerske denarer fra årene 69 til 192 e.v.t.. Alle mønterne var meget slidte og til dels beklipped.

Fundet fortæller om vort lokalområdes kontakt med den store verden og sølvmønter efter vægt som betalingsmiddel her. I Romerriget var mønterne gyldige penge og forblev gyldige, selvom man prægede ny mønt og møntherren skiftede. Der var heller ikke nogen geografisk begrænsning for mønternes gyldighed i Romerriget. I modsætning til disse principper synes senere skattefund (600-800 tallet), at fortælle om steds- og tidsbegrænset gyldighed for mønt. Ligesom man i øvrigt også var i gang med at fifle med mindre vægt og ringere lødighed. Alt sammen for at skaffe møntherren større indtægter ved tvungen ombytning til ny mønt. Fænomener som vi også kom til at kende til heroppe. Det vestromerske rige ophørte i sin vante form år 476, idet germanske styrker afsatte den sidste kejser. Men udmøntning fortsatte i Byzans (Det østromerske rige 395-1453).

For handel og mønt fik det stor betydning, at Europas germanske folkestammer var i opbrud i den periode, der er blevet kaldt "Folkevandringstiden", fra ca. 350 til 568, hvor den sidste folkestamme, Longobarderne, slog sig ned i områder nord for Italien. At dette opbrud sker skyldes måske overbefolkning og mangel på jord - lebensraum. Eller måske var det Romerriget og handelscentrene med deres kostbarheder, der tiltrak de røveriske sjæle, barbarerne, som romerne kaldte dem. I hvert fald vandrede folkene, og nye riger opstod. Frankerriget som det første og største.

I Frankerriget sker udviklingen i feudal retning efter romersk forbillede og i et tæt parløb mellem kongeslægterne Merovingerne og pavekirken. Altså magtdeling mellem verslig og religiøst styre. Militæret udvikler frankerne et tungt rytteri til forsvar af riget.

I tidlig middelalder (ca. år 500 - 1000) angribes Frankerriget af arabere sydfra gennem Spanien. Desuden af stammer østfra og vikinger gennem de nordlige egne.

Uden at gå i detaljer kan man sige, at de nordboere der blev vikinger, med deres handels- og plyndringstogter i hurtige skibe, skabte 2 "domæner" og bragte fremmed mønt med hjem. Et Nordsøimperium med de angelsaksiske riger, nordlige dele af kontinentet og øerne i Nordsøen inkl. Grønland. Dernæst et Østersøimperium med handelsruter via de russiske floder mod den nære orient. Derfor var der angelsaksisk, germansk og arabisk mønt i cirkulation i så store mængder, at der ikke var det helt store behov for at slå egen mønt hos os. Men måske er det alligevel foregået i Ribe.

I vikingetidens danske rige(r) var der mindst 2 vigtige handelscentre. Hedeby ved Slien og Ribe, sikkert som den ældste, hvor man indenfor den sidste snes år har udgravet en del sceattas mønter. Sceattas er navnet på de tidligste angelsaksiske og frisiske mønter fra 600-700 tallet, og de blev benyttet i store dele af Vesteuropa. På de fleste Ribe sceattas figurerer på forsiden et skægget ansigt med strittende hår, der er blevet tolket som et billede af guden Odin, (på tysk Wodan). Men der er også små kors i billedet. Altså kristne symboler? Jeg mener nu også, at Odin var enøjet. Bagsiden er en drage med nakkekam. Et monster som ser sig tilbage og bider efter sin hale. Denne mønt, Wodan-monster, regnes for at være nordens ældste mønt.

Fundet af de mange sceattas var sensationel (p.t. 204 stk.) og flyttede tiden for Ribes grundlæggelse tilbage til begyndelsen af 700 tallet. Måske er mønterne fremstillet lokalt. Måske af en lokal konge/høvding eller af storkøbmænd som i Hedeby. I så fald er der, som nævnt, tale om Danmarks ældste møntproduktion overhovedet. Der er ikke fundet sceattas i vort lokalområde ved Mariager Fjord - endnu da.

Arabisk mønt er en helt anden historie fra den tidlige middelalder (500-1000). Fra Den nære orient over Nordafrika og helt op i Spanien rykkede araberne frem og underlagde sig områderne. De fik deres arabiske imperium, kalifatet, hvor kaliffen (profeten Muhammeds efterfølger) var både religiøs, militær og verdslig overhoved. Det var profeten Muhammed der stiftede den nye frelser religion Islam, som også udviklede sig til en militær organisation. Erobringerne startede år 622, som derfor regnes for år 0 i muslimsk tidsregning. Muhammed døde 10 år senere (570-623). Militært udviklede araberne et let rytteri til lynangreb.

I dette muslimske samfund var handel en anset beskæftigelse, hvorimod manuelt arbejde og produktion var noget, man helst overlod til slaverne. Slaver var derfor et eftertragtet krigsbytte og en attraktiv handelsvare bl.a. leveret af vore vikinger. Ligeledes blev luksusvarer som pelsskind, rav, bivoks og honning samt hvalrostand hjembragt af de arabiske købmænd fra handelspladser især i Østeuropa. Betalingen herfor var ofte i form af store klingende sølvmønter, Dirhem, (vægt ca. 3 gram pr. stk.). Store mængder af Dirhem mønter forekommer i skandinaviske vikingetids fund fra 700-1000 tallet. Især i egnene mod Østersøen. Hos os i Himmerland er der fundet en sølvskat i Rebild, som udover en mængde sølvbarrer og andre betalingsmidler som brudsølv indeholder en enkelt Dirhem mønt (NM j.nr. 613/71).

Den første danske mønt, der blev præget med kongenavn var en Svend Tveskæg (986-1014) penning fra år ca. 995. Som sin far Harald Blåtand lod han kun et begrænset antal fremstille. Måske som faderen af prestige hensyn. Først Svends søn Knud den store (1018-1035) fik organiseret et større møntvæsen efter engelsk forbillede. Han fik oprettet flere rige. Med ansvarlige møntmestre som signerede mønterne.

De efterfølgende danske konger fik alle slået mønt i deres eget navn. Hardeknud (1035-1042) lod tidligt i sin regeringsperiode slå mønt i Lund med nordiske motiver -lindorm. Dog også mønt efter angelsaksisk forbillede. Nordmanden Magnus den gode var dansk konge i 4 år (1042-1046). Han prægede angelsaksiske motiver på sine mønter.

Historisk set bliver møntvæsnet nøje knyttet til kongemagtens stigende magt i feudal retning hen imod herremænd (vasaller), der svor troskab til kongen (feudalherren) mod jord og arbejdskraft (len og fæstebønder) som modydelse.

Men strid i kongefamilien fik store konsekvenser.

Svend Estridsen fik mere end 20 børn med forskellige kvinder, som han vist ikke var helt gift med. Lokalt heroppe ville man nok sige, at han var noget sløset med hvor han la'e sig. Børn født udenfor ægteskab var dengang legitime, hvis faderen vedkendte sig faderskabet. Og det gjorde Svend. Derfor var der mange emner og bejlere til kronen, og blodig strid om, hvem der skulle have magten. Strid i familien vil sige, at brødre myrdede hinanden, fætre førte kamp indbyrdes og deres respektive baglande og tilhængere kom i åben krig. Alt sammen til skade for landet.

Svend Estridsen (1047-1074), eneste danske konge med navn efter sin moder, fik slået mange mønter, bl.a. med rune skrift. Men også mange med kristne motiver, som en understregning af kongemagtens tætte forhold til kirken. I slutningen af Svend Estridsen regeringstid indførtes der monopol mønt (møntregale) i Danmark, det vil sige at kun danske mønter var gyldige betalingsmidler indenfor rigets grænser. Han kunne dog ikke håndhæve monopolet. Derimod lykkedes hans politik om et tættere samarbejde med kirken. Svend havde som nævnt mange sønner. I alt blev 5 Svendsønner. 1 barnebarn og 5 oldebørn konger efter hinanden fra Svends død 1047 og godt 100 år frem til Valdemar tiden (1157-1241), hvorefter Danmark med Jydske Lov bliver en mere velordnet retsstat end hidtil.

Harald Hen (1074-1080) formåede at håndhæve sin eneret til at slå mønt, og en givtig indtægtskilde for kongemagten blev en realitet.
Knud den hellige (1080-1086) kom galt af sted, da han som den første danske konge lod slå mønt med for ringe vægt og for dårlig lødighed. Måske en af grundene til at dræbe ham i Sct. Albani Kirke i Odense.
Oluf Hunger (1086-1095), er kun kendt for enkelte mønttyper. Misvækst gennem flere år i Danmark såvel som i store dele af Europa forhindrede vækst og udvikling.
Erik Ejegod (1096-1103), er den første konge, der tildeler andre ret til at slå mønt mod en aftalt afgift.
Niels (den gamle) (1104-1134), er den første konge, der foruden sit eget navn også har sin dronnings navn med på en mønt.

Et skattefund fra Svendsønnernes tid kom for dagens lys i Lundby Krat i 1980 (ÅHM j.nr. 1157). Faktisk i året for Hobros 1000 års byjubilæum. Så nu er vi tidsmæssigt tilbage ved udgangspunktet for denne artikel. Skatten blev fundet med minesøger eller metaldetektor, som det hedder i dag. Laurits Møller hed den heldige finder. Skatten indeholdt, udover mange danske og udenlandske mønter, over 30 små sølvbarrer, lidt guld og noget ret usædvanligt for den tid en del brudsølv. Fundet menes nedgravet ca. år 1100. Den danske del af mønterne tæller over 100 stk. penninge, hvoraf størstedelen er Erik Ejegod mønter. Af disse ser de fleste ud til at være helt eller delvis ucirkulerede. Måske slået til finansiering af kongens rejse aktiviteter

Erik Ejegod var kendt for sit gode forhold til kirken. Han besøgte paven i Rom. Her fik han helgenkåret sin bror Knud (den hellige), og han fik ret til at oprette et ærkesæde i Lund, som gjorde landet fri af ærkesædet i Hamborg-Bremen.

Som et sonoffer for drab drog han i 1103, som den første danske konge, på pilgrimsfærd til Det hellige Land. Hans dronning, Bodil, deltog i færden, der gik over Rusland og Byzans. Det var en lang og farefuld rejse, som kongen ikke klarede. Han døde af feber på Cypern i sommeren samme år. Dronning Bodil gennemførte rejsen til Mellemøsten, men hun døde selv på Oliebjerget, Jerusalem. Hermed er vi også geografisk tilbage ved denne artikels dyk ned i den gamle mønthistories start - Den nære Orient. Et godt sted at slutte rundrejsen.

Efterskrift
1100 tallet var tiden, hvor der rejstes kirker alle vegne i Danmark. I landsbyen Glenstrup opførtes et kloster og gamle offersteder her fik nye navne.. En hedensk helligkilde fik navnet Marekilde efter Maria, Jesus mor, en anden beholdt sit hedenske navn, Torekilden. Som i hedensk tid ofrede folk bl.a. mønter i kilderne langt op i tiden for at få ønsker om ægtefælle, børn, helbredelse osv. opfyldt. Mønterne blev sikkert samlet op af klosterets munke i kloster tiden, men nogle af dem blev tilbage. Derfor er der i nutiden fundet mønt i kilderne. Som ved Lundby Krat skatten også ved hjælp af metaldetektor. Sådanne enkeltfund (danefæ) fra metaldetektor jagt er der kommet en del af til Nationalmuseet i de senere år. Også en Glenstrup kildemønt fra Torekilden blev sendt ind (FP 3526) Den var meget slidt og ubestemmelig for lægfolk. Nationalmuseet bestemte den som en svensk sølv tiøre fra Oscar II ca. 1900. Hvis mønten er en offermønt som antaget, er det da tankevækkende, at en hedensk og katolsk overtro har holdt ved helt op til vore dage. I øvrigt blev Glenstrup Kloster brudt med i 1450erne, og materialer herfra blev brugt ved Mariager Klosters opførelse. Byen Mariager blev købstad i 1592, og dermed blev der 2 købstæder ved fjorden - Hobro og Mariager. Hadsund opstod først som handelsplads og bydannelse omkring 1850erne og stationsbyen Arden opstod ved den jyske længdebane efter 1869. Pr. nytår 2007 samles disse byer og kommuner med godt 42.000 indbyggere i en ny struktur, og vi skal til at regne os alle som medborgere i vor fælles Mariagerfjord Storkommune. Men vi har da i forvejen, som også denne artikel viser, en fælles historisk fortid til at binde os sammen.

Andre registrerede møntfund jeg kender til.
Fjeldsted Hede, (FP XIV 10) 2 Mark klipping 1565.
Glenstrup, (FP 4857) Stralsund Witten fundet u. gulv i hus i Glenstrup.
Gryderup Kirkegård, 1948 (FP 2205) Valdemar Sejr mønt fundet af graveren.
Haslevgårde, Als (AHM j.nr. 2751) Erik Menved, Chr.v., Norge Fr. III mønter.
Hobro, Kirkebakken 1912 (FP 875) Erik Menved, Viborg mønt.
Hobro, ved Fyrkat (FP 3473) Gros Turnnis, Phillip d. smukke 1285-1314, Frankrig.
Hørby Kirke (FP 3779) Hulpenning 1450erne, 2 øre 1874 Chr. 9.
Mariager ved kloster kirke (FP 2192) Fr. II, 2 Skilling 1565.
Nr. Onsild (FP 1855) Taler 1655, fundet afbanearb. Sinius Christensen 1934.
Nr. Onsild Kirke 1982 (FP 3913) 6 forskellige mønter fra Valdemar Sejr til Chr. 8.
Skellerup Kirke (FP 2662) 19 udenlandske + 24 danske Valdemar Sejr til Chr. 9.
True kirketomt (FP 3324) Valdemar II mønt fundet i barnegrav.
Øls (FP III s. 20 nr. 164) Fr. r. 4 Skilling fundet på Øls Mark.

Litteratur:
Bendixen, Kirsten, Danmarks Mønt, Nationalmuseet 1967
Samme, Skatten fra Lundby Krat, Kbh. 1993. ISBN 87-984086-2-3.
Busck, Steen, Verdenshistorie, Kbh 1980. ISBN 87-16-08095-5
Flensborg, Peter, Møntårbogen 1977, ISBN 0105-0478.
Feveile. Claus, Ribe Studier, udg. Jysk Arkæologisk Selskab, Århus 2006: Mønterne fra det ældste Ribe, side 279 ff.. ISBN 87-88415-33-3
Gyldendal og Politikken, Danmarkshistorie, Kbh. 1992. ISBN 87-00-51867-0.
Hauberg, P., Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146, Kbh. 1900.
Jensen, Stig, Ribes Vikinger, Ribe 1991. ISBN 87-982336-5-3
Roesdal, Else, Fyrkat - En jysk vikingeborg, Kbh. 1977. ISBN 87-87483-08-4.
Skovmand, Roar, De danske skattefund fra Vikingetiden og ældste Middelalder indtil omkring 1150. Årbog for nordisk Oldkyndighed og Historie 1942.
Trap, J.P., Danmark, G.E.C. Gads Forlag, Kbh. 1958-1972.

Fotos Niels Reiter Hobro. Kort fra Stehen Busck' s anførte skrift