Turen til den gamle grænse

af Jens O. Pors

Torsdag, den 12. juni 2008 mødte 56 forventningsfulde ældre medlemmer af Biecentret op kl. 08.00 på Nordvestvej 4 for at begive sig på turen til Genforenings- og Grænsemuseet og Christiansfeld, Brødremenighedens by. Turen var arrangeret af Karen Zandersen og Anni Funder.

Vi kørte fra Hobro i fint sommervejr i en stor og behagelig bus fra Fårup Turistbusser. Efter at have fundet os godt til rette i bussen, lagde vi ud med synge et par morgensange i det her tilfælde to af de mest sungne sange i Sønderjylland under pøjsernes besættelse af området fra1864-1920, nemlig "Du skønne land med dal og bakker fagre" og "Det haver så nyligen regnet". Undervejs fortalte jeg lidt om Sønderjyllands historie og det at være opvokset i Sønderjylland og have haft sin familie flere hundrede år tilbage der.

Da vi var nået syd for Silkeborg, gjorde vi holdt ved en af de mange søer, der findes i området. Nu var der tid til at strække benene og få den medbragte kop kaffe/te og ostemad. Derefter gik turen mod "Den gamle grænse", som vi nåede lidt over kl.11.00, og så var der god tid til at besøge Genforeningsmuseet – et lille hyggeligt og spændende museum, som blev indviet i 1997 af Dronning Margrethe.

Museet fortæller om den hårde skæbne, der ramte sønderjyderne, og som heldigvis fik sin ende ved genforeningen den 10. juli 1920, hvor Christian den 10. red over "Den gamle Grænse" på sin hvide hest og blev modtaget med jubel af de til kongeriget hjemvendte sønderjyder.

Over for museet ligger den gamle grænsekro, Frederikshøj Kro, og her fik vi i hyggelige omgivelser en rigtig god middagsmad (bøf med nye kartofler og isdessert). Så var vi klar til at fortsætte vores færd mod Christiansfeld ad Kongealleen. Vi havde en aftale kl. 14.00 med Helga Larsen, som skulle være vores guide i halvanden time. Vi mødte hende midt på pladsen i centrum af Brødremenighedens by. Foran brønden, Christiansfelds vartegn, fortalte hun os om Brødremenighedens historie på en spændende måde. Derefter gik vi ind i den store kirke, som er meget særpræget på mange måder. Tag ned og oplev den og byen! Fra kirken gik vi gennem den gamle by med de mange gule murstenshuse og de høje lindealleer ned til Brødremenighedens Kirkegård, Gudsageren, som også er et kapitel for sig. Nogle nåede i sidste øjeblik at sikre sig en portion af de kendte Christiansfelder Honningkager.

Proppet med spændende indtryk fra Christiansfeld satte vi næsen mod nord mod Frederikshøj Kro, hvor kaffe og honningkager ventede på os. Kl. 16.00 gik turen ad den gamle hovedvej 10 gennem Kolding og Vejle til motorvejen nord for Vejle. Der var lidt problemer med trafikken, og derfor nåede vi først Hobro kl 19.00, en time senere end planlagt, men det gjorde ikke turen dårligere, for der var rigeligt at snakke om på turen hjem.

Jeg vil benytte lejligheden til at takke arrangørerne af turen for den gode planlægning og chaufføren af bussen for behagelig transport.