Dengang sneen lå højere end telefonmasterne

Dengang sneen lå højere end telefonmasterne

af Laila Poulsen

(f. 1919, Havnevej, Hobro)

 Vi fortæller altid vore børn og vore børnebørn om, hvor meget sne der lå, da vi selv som børn løb rundt ved juletid. Mine egne kan godt finde på at trække lidt på smilebåndet, når jeg fortæller om, hvordan vi måtte forcere sne, der var blevet kastet op i en højde, der kunne dække telefonpælene. Men det er faktisk rigtigt. Jeg husker specielt vinteren 1929,da vi på vej til skole gik i sneen oppe over træerne, som stod i læbæltet og ned ad bakken mod Søndre skole. Sneen blev jo ikke ryddet straks efter at den var faldet, som den gør idag.

Vi var fire børn i huset - alle tøser. Min far var lærer på Søndre skole og underviste i regning og dansk. Han var meget interesseret i musik og spillede selv chello. Han var også glad for malerier, og han havde mange. Han byttede, købte og solgte, uanset om vi havde råd til det eller ej. Engang kom han trækkende hjem med en gedebuk, som han 'havde byttet sig til for et maleri. Den stank forfærdeligt, og da det til sidst blev for meget for mor, sagde hun: "Johansen, den skal ud!" ,og det kom den.

Mor var julens samlingspunkt, og det fortsatte hun med at være, også efter at vi selv blev voksne og fik børn. Hun havde en uovertruffen evne til at gøre det hyggeligt omkring sig. Hun var stille af sind, og jeg tror hun var lidt genert, men hun lo meget. Hvert år bagte hun julekager og nogle små flade småkager, som vi kaldte "Fru Hostrups nødder". Som en fast tradition hjalp vi fire piger til med at lave konfekt. Den aften gik far altid tidligt i seng. Meget tidligt. Jeg tror ikke, at han kunne klare alt det roderi, som konfekten forårsagede. Til gengæld tror jeg, at han nød de smagsprøver, som vi kom ind med, efterhånden som de blev færdige.

Så oprandt endelig dagen, og det var svært at vente. Vi syntes det varede så længe, inden det blev aften. Ventetiden tilbragte vi med at lege med vore kammerater fra gaden. Gåsen havde vi sendt til bageren, ligesom i "Peters jul" og risengrøden blev kogt. Da vi havde nydt maden, gik far ind i dagligstuen og tændte juletræet. Vi fire piger sad omkring mor i den mørke spisestue, og mens vi ventede, fortalte hun historier om hvordan det var i gamle dage på hendes hjemegn. Så blev døren endelig åbnet og vi måtte gå ind. Vi havde en lang dagligstue, og helt nede i den anden ende stod det pyntede juletræ. Det forekom mig enormt, som det stod der og strakte sig fra gulv til loft. En del af pynten havde vi selv lavet, men ind imellem på grenene hang fine små ottekantede kurve af gennembrudt metal og kulørt glas, som stammede fra min mors hjemegn i Tønder.

Vi dansede omjuletræet og sang alle de salmer, vi kunne finde på - og vi snød ikke med versene. En gang imellem kunne mor finde på at sætte sig ved klaveret og spille med. Det var næsten det allerbedste ved julen. Når vi syntes, at vi havde sunget nok, var det gavetid. Vi var ret fokælede med gaver, for familien sendte til os fra hele landet. Efterhånden som posten i løbet af december kom med dem, blev de sat op på hylderne over sofaen. Der kunne vi se dem, men ikke nå dem. Det var jo næsten ikke til at holde ud, men nu var tiden altså inde, og spændningen nåede sit højdepunkt. Der var både bløde og faste pakker, og de bløde blev selvfølgelig pakket ud til sidst.

Første juledag blev vi, som traditionen i hjemmet nu bød, slæbt med til kordegnen og hans kone, hvor vi skulle være på besøg det meste af dagen. Vi børn fandt det rædselsfuldt at vi skulle væk fra vores legetøj allerede dagen efter, at vi havde fået det. Og det gjorde det ikke nemmere, at kordegnens frue fandt det passende, at vi opførte os pænt. Så var anden juledag en helt anden begivenhed. Den dag fik vi lov til at lege med vore julegaver i spisestuen, der blev forvandlet til en stor hule. Stuen blev inddelt i små "lejligheder" og gardinerne blev trukket for, så den eneste belysning kom fra små stearinlys, der gav et hyggeligt og varmt skær. Et år gik der ild i en af dukkerne og ilden bredte sig til gardinet i vinduet. Det lugtede forfærdeligt af celluloid. Heldigvis blev ilden slukket og dukken røg ud gennem vinduet. Jeg kan huske, at den lå i haven lang tid efter hændelsen, uden at jeg turde gå hen til deri.

Den 29. december 1929 døde min far. Han led af bronkitis i mange år, og da han i efteråret blev ramt af lungebetændelse, tog det hårdt på ham. Han lå i sengen i hele perioden fra Ambulancedagen og til jul. Jeg var ti år. og forstod ikke alt, hvad der skete, men jeg husker at min mor den dag sendte mig til juletræsfest. Jeg havde ikke været med til sådan noget før. så det gjorde mig ikke noget, at det var Gedeavlernes juletræsfest. Da jeg kom hjem, var min far død.

Efter hans død, var det egentlig sket med så mange ting. Pensionen efter en lærer var dengang ikke ret stor, så der var mange ting. som blev anderledes, det er klart. Men livet fortsatte, og selvom det var småt, oplevede vi også, at julens søde stemning og atmosfære stadig kunne bestå trods den første tids sorg og bekymring. Min mor gav aldrig slip på julens sjæl.