Hostruphuse

Sogn

Udtrykket relaterer til, at Hostruphuse var uden gadebelysning lang tid efter, at Hobro havde fået gadelys. Der var problemer, når rejsende fra jernbanen skulle til Hobro. Vejen hertil, Banegårdsvej, var de første 6 år ikke oplyst, Det var en macadamvej med store skrænter mod syd. Om Natten, når der ikke var måneskin, var vejen farlig at befærde. Hobro Byråd havde ikke beskæftiget sig med problemet, hvis ikke en indsender til avisen i 1875 klagede over ubeskyttet skrænter og havde følgende hjertesuk;

"At få stationsvejen oplyst, er naturligvis et så sangvinsk håb, at det slet ikke tør berøres"

Bemærkningen havde åbenbart virket, for lidt senere meddelte avisen, at nogle mænd ad frivillighedens vej havde samlet penge til opstilling af ti lygter på vejen og nu håbede man på velvillighed fra jernbane, postvæsen, amt og byråd. Senere oplyste bladet at Aalborg Amt havde bevilliget 200 kr. én gang for alle til opstillingen, men man ville ikke yde til lygternes drift. Byrådet havde ikke foretaget sig noget, idet vejen lå i Aalborg Amt. Da Amtet i 1877 forlangte, at Hobro kommune skulle afholde en femtedel af udgifter til rækværket på vejens sydside, gik byrådet med hertil under heftig modstand.

Det private udvalg måtte give op af mangel på støtte fra byens borgere og belysningsspørgsmålet kom igen i 1880 og 1881 på byrådsmøder. Byrådet måtte indrømme, at man ikke kunne tvinge Amtet og Hørby Sogn til at bekoste driften og at byen jo havde profiteret af belysningen. Der blev herefter bevilliget 140 kr. til petroleum.

Spørgsmålet om belysning i Hostruphuse har været et stående problem helt frem til indlemmelse i Hobro. I hele perioden var det en privat indsats, der sørgede for betaling af driften og vedligeholdelse. På Stien til banegården blev der etableret petroleumslygter på stolper. Det blev senere meddelt at lygterne ikke lyste, fordi de var blæst ud.