Et erindringsbillede om besættelsestiden

Et erindringsbillede om besættelsestiden

af Vagn Jensen

Som 11 årig kom jeg til Hobro. Mine forældre, søskende og jeg samledes igen efter lang tids adskillelse. Krigen havde splittet vor familie, idet mine forældre havde valgt at rejse væk fra Århus, fra utrygge vilkår for os børn. Vi samledes i Hobro i foråret 1945. Og vi kom altså til at opleve befrielsen her. Min skolegang startede ikke i skolen (den var "taget" af tyskerne) men på politistationen. Og først efter de bevægede dage omkring Nazitysklands kapitulation kom vi ind i, hvad man kunne kalde en begyndende normalisering. Vi boede på Hostrupvej 45, da krigen sluttede.

Vi hørte budskabet fra London i radioen. Først uden rigtig at fatte det. Vi så på hinanden næsten lammede uden at sige noget. Det var næsten ikke til at forstå, at de ,,5 forbandede år" var forbi. Pludselig lød der sang fra Solbakken, bagved huset vi boede i. Der havde samlet sig folk på udsigtspunktet. De sang danske nationalsange - endnu engang. Glæden var enorm. Endelig var krigen forbi.

Som 6 årig havde jeg oplevet krigens start i Århus. Jeg husker de mange flyvemaskiner på himlen og de tyske soldater, der kom marcherende i lange kolonner gennem gaderne den 9. april 1940. Jeg følte vist ingen frygt, syntes vel mest det var spændende. Men jeg husker også fra tiden endnu tidligere, hvordan jeg sad på kanten af spisestuebordet og kikkede med, mens mor læste i Demokraten. Der var billeder fra vinterkrigen i Finland. Døde soldater, der sad eller lå stivfrosne i sneen. Det gjorde et stort indtryk på mig. Så jeg vidste godt, at krig var noget grusomt.

Da krigen blev hverdag, uden at der opstod de helt store dramatiske begivenheder, blev det de nære ting, der optog os. Jeg husker bl.a., hvordan vareknapheden efterhånden indfandt sig. Set med barneøjne forstås. F.eks. en historie, som mor læste højt fra avisen. Den fortalte om nogle norske børn, der havde en særlig sygdom som nødvendiggjorde, at der jævnligt skulle flyves bananer op til dem. Jeg var lidt misundelig - for hos os var bananer og mange andre ting for længst noget, man blot havde kendt engang i fortiden. Det eksisterede ikke mere. Kunne ikke købes.

Tøj blev også en mangelvare. Følgende kan illustrere dette. Min far købte et brugt kamgarns-jakkesæt af et familiemedlem, som var blevet for kraftig til tøjet. Far brugte det som pænt tøj, når han kom hjem fra arbejde. Da det blev slidt og derfor ikke pænt mere, brugte han det til arbejdsbrug. Og da tøjet heller ikke var anvendelig til det brug, sprættede mor sættet op, og sendte stoffet til rensning. Herefter blev de slidte steder klippet af, og resten syet sammen til en spadseredragt til fruen. Og da den dragt blev for slidt og færdig, blev den sprættet op, og stoffet sendt til rensning. De mest slidte steder blev klippet fra, og af resterne blev der et par korte bukser til mig. Det tøj man havde måtte udnyttes mest muligt, for det var meget svært for almindelige mennesker at skaffe sig nyt. Købes normalt kunne det jo ikke.

Jeg husker, at vi børn undertiden blev sendt hjem fra skole, fordi bygningerne skulle overgives til den tyske "værnemagt". Skulle bruges til kasserne eller andet formål. Så kom vi ind andre steder, mere eller mindre egnede til skolebrug. Jeg tror, jeg har gået i skole mere end 10 forskellige steder i Århus.

Jeg husker mørklægningen. Rullegardiner for alle vinduerne og ingen udvendig belysning. Byen skulle skjules for de allieredes bombefly om natten.

Jeg husker hvordan utrygheden voksede. Hvordan luftalarm blev mere og mere almindelig. Nætterne i beskyttelsesrummet i kælderen under vor boligblok (Th. Nielsensgade 4) ved siden af Amtssygehuset. De lange timer i det halvkolde, rå og uventilerede lokale, hvor man ikke rigtig kunne falde i søvn. Små børn der græd. Forvågne blege ansigter. Irritable voksenstemmer. Og angsten lige under huden. For bomber og ildebrand. Og den periodiske lytten med tilbageholdt åndedræt - ud gennem væggene, ud i natten. Antiluftskyts? Bomber? Kom det nærmere? Trak det længere væk? Og så - endelig. Sirenerne blæste afvarsel. Vi kunne komme op. Endnu engang havde vi trukket frinummer.

Jeg husker, det blev værre. Spærretid og udgangsforbud. Mine forældre sneg sig engang imellem om aftenen under udgangsforbudet over byggegrunden mellem Amtssygehuset og Silkeborgvej, for at høre til min faster Emmy og onkel Arne, der boede der (Regensborggade 12). Imens blev vi børn passet af naboens kone. Men en aften på vej hjem over marken, blev mine forældre råbt an af en tysk patrulje på Ringgaden. De stak af i mørket, hvorefter tyskerne skød efter dem. De nåede dog løbende og forpustet hjem uden at blive ramt. Men det var så også sidste gang med aftenbesøg hos familien for mine forældres vedkommende.

Jeg husker, da det tyske ammunitionsskib sprang i luften i Århus havn. Det var den 4. juli 1944. Skønt langt fra havnen kastedes min kammerat Bent og jeg rundt af lufttrykket, og der knustes ruder i husene omkring os. En stor sort sky voksede op over os, og vi blev "fregnede" af havnebassinets mudder, som regnede fra skyen ned over byen. 2 af min fars arbejdere mistede livet på havnen den dag. Og vi børn stod og så, hvordan man transporterede døde og sårede til Amtssygehuset, i timerne der fulgte efter eksplosionen. Men igen var vi alle uskadte i vor egen lille familie.

Den voldsomste dag under besættelsen var for mit vedkommende den 31. oktober 1944. Den dag blev Gestapo-hovedkvarteret for Jylland, der havde til huse i universitetsbygningerne i Århus, angrebet og bombet af det engelske RAF.

Min kusine Jonna, fætter Kjeld og jeg var sendt et ærinde i is-mejeriet på hjørnet af Lyøgade, da luftalarmen lød. Vi skyndte os hjem til onkel Andreas og moster Musse, som boede i den anden ende af Lyøgade. Larmen fra mange flymotorer og bragene fra de første bombenedslag fulgte os, mens vi tumlede ind i beskyttelsesrummet i kælderen under boligblokken" hvor min onkel var vicevært. Onkel stod i døren og hev os ind. Der var en del mennesker i rummet, og stemningen var ophidset nervøs. Der lå sandsække stablet op foran kældervinduerne ude på gaden. Men lufttryk fra eksplosionerne pressede en rude i stykker og der løb sand ind i kælderrummet. Så var der tilløb til panik i beskyttelsesrummet. Men pludselig holdt eksplosionerne og motorlarmen op udenfor. Der blev stille.

Dette øjebliks fred benyttede jeg mig af til at smutte ud af beskyttelsesrummet, op af kælderen og ud på gaden. De voksne nåede ikke at reagere, før jeg var af sted på min cykel, som stod med den ene pedal på kantstenen lige udenfor hoveddøren. Jeg ville hjem hurtigst muligt.

Jeg kørte alt hvad jeg kunne, ned til krydset Langelandsgade - Ringgade, hvor jeg skulle igennem for at komme hjem på Th. Nielsensgade.

I krydset blev jeg "overhalet" af de engelske RAF flyvemaskiner, som indledte anden angrebsbølge på universitetsbygningerne hvoraf bl.a. kollegiet 4 og 5 rummede Gestapo-hovedkvarter for Jylland. Her var forhørs og torturlokaler samt fangerum og arkivet over Gestapos optrævling af modstandsbevægelsen i Jylland.

Fra sydvest angreb 24 hurtige to-motores Mosquito bombefly eskorteret af beskyttende jagerfly. De kom tordnende i lav højde mod deres mål. Bomber af meget kraftig kaliber kastedes så lavt, at en del ramte direkte ind gennem vinduerne og detonerede inde i bygningerne.

Luftangrebet skete efter initiativ fra den jyske modstandsbevægelse for at udslette Gestapos hovedkvarter og arkiv.

Lufttryk fra anden angrebsbølge blæste mig af cyklen, og kastede mig tværs over vejen. Men jeg var heldig ikke at blive ramt af hverken bombesplinter eller større murbrokker, selvom de nærmeste bombemål lå op mod krydset.

Uden træsko og cykel lå jeg da på vestsiden af Ringgaden i et inferno af støj, røg, støv, eksplosioner og faldende murrester.

Jeg så, hvordan de engelske fly kom strygende lavt henover hustagene efterladende ruiner og ødelæggelse. Igennem dette ragnarok kom en hvidklædt bygningsarbejder styrtende, greb fat i mig og løb med mig i hånden over til kolonihaveområdet umiddelbart ved siden af. Her var mere dækning. Alligevel kom vi væk fra hinanden i den næstfølgende angrebspause, hvor både civil- og uniformsklædte folk kom flintrende forbi, væk fra universitetsområdet ud gennem kolonihaverne. Jeg løb med.

Næste angrebsbølge satte ind. Der var 4 i alt. Under dette sidste var jeg heldig at finde frem til en beskyttelsesbunker. Der sad allerede et par damer og deres børn. Og jeg tror, alle var lige så rystende bange som jeg selv.

Jeg husker, at jeg, overbevist om at denne dag ville jeg ikke slippe levende fra, skrev med en blyantstump fra lommen på en lap papir, jeg fandt, hvad jeg hed, og hvor vi boede. Uanset hvad ville jeg hjem til mine forældre.

Da der blev blæst afvarsel, smuttede jeg af sted fra bunkeren. Jeg var stadig på strømpefødder, men hjemad ville jeg.

På ny blev der blæst luftalarm. I virkeligheden var det nok et forsøg fra tysk side på at få folk væk fra gaderne og få stoppet de modstandsfolk, der trængte ind på Gestapos område for at hjælpe deres indespærrede kammerater.

Igen var der behjertede folk, der tog sig af mig. Jeg kom ind til en familie i nærheden af Hasle. De sad ved middagsmaden i deres køkken. Herude tog man luftangrebet med større sindsro og gik ikke i beskyttelsesrum.

Jeg skulle da spise med. Men de fik suppe, og det kunne jeg ikke klare. Dertil rystede jeg endnu for meget på krop og hænder.

Efter sidste afvarsel løb jeg hjem uden flere problemer. Stadig på strømpefødder. Hjemme var vi uskadte og meget glade for at se hinanden. Men min far var for længst taget ud for at lede efter mig. Han havde efterlyst mig flere steder, ligesom han havde kontaktet sin ven Gustav Malmros, der var journalist.

De fandt min cykel og træsko i Ringgadekrydset, hvilket må have været en barsk oplevelse for min far. Men forenet blev vi jo til sidst. Jeg kom levende hjem. Hvorimod omkring 70-80 andre mistede livet under bombardementet. Og i Demokraten l. nov. 1944 er der en beskrivelse om nogle mirakuløst overlevende fra flyangrebet, hvoriblandt ovenstående er omtalt under overskriften "Løb helt til Hasle på strømpefødder".

Som nævnt flyttede vi herefter fra Århus. Min mor med den mindste til sine forældre i Hadsund, min søster og jeg til vore bedsteforældre i Als, og min far til det fredelige Hobro, hvor han etablerede sit værksted, Hobro Elektro, og fandt en lejlighed, så familien kunne samles igen i det lyse forår 1945.

Litteratur:
Demokraten 1-11-1944.

Palle Lykke: Bomberegn i Oktober.

Information 5-11-1994. (Information-Kronik)