Foreningslivet i Hobro til år 2000

Foreningslivet i Hobro til år 2000

af Vagn Jensen

"På foreningens vegne vil vi gerne byde jer velkommen" - "Bestyrelsen foreslår følgende", "Hvor mange kan stemme for de fremlagte forslag?", "Dirigenten takker for god ro og orden, mødet er hævet". Hvor mange gange har vi ikke hørt den slags sætninger, når vi har deltaget i et foreningsmøde af en eller anden art? Vi er vokset op med foreningstraditioner. Ja, man kan vel med nogen ret sige, at bl.a. vort kulturliv er fast forankret i foreningslivet her i Hobro. Som børn kom vi i sports- og spejderforeninger, senere blev det måske en skakklub, en musik- eller sangforening, måske en religiøs forening, fagforening, soldaterforening, politisk forening eller noget helt andet. Mulighederne for at deltage i foreningslivet var og er talrige, og mange Hobrogensere er da også medlem af een eller flere foreninger. Men, hvad er en forening egentlig for en størrelse? "En forening er en frivillig sammenslutning af personer, der i fællesskab arbejder for eller dyrker en eller flere interesser", står der at læse i mit leksikon. En sådan forening kan enten være en pressions- eller en samværsgruppe, men begge elementer er ofte tilstede i samme forening. Man arbejder for en eller anden sag, men man har også selskabeligt samvær på programmet. Hvordan har vi så fået vore foreninger?

 

Om borgerlige foreninger
Ja, FORENINGEN anses for at være et barn af oplysningstiden, for de første danske foreninger opstod i København i 1700 tallet - Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab (1742) med netop det formål, at fremme oplysningen i landet. F.eks. om historie, filosofi, naturvidenskab og matematik.

I Hobro blev den tidligere grønlandsmissionær, præsten Otto Fabricius medlem af dette selskab i 1780 - samme år som hans værk "Fauna Groenlandia" udkom, og samme år som det lykkedes ham at skaffe Hobro et nyt skolehus. Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab (1769) skulle ligeledes udbrede kundskab og gode sæder i folkets bredere lag. Lignende foreninger af filantropisk karakter og med et didaktisk sigte bredte sig til provinsens byer og egne i de første årtier af 1800 tallet. Initiativtagere var ofte embedsmænd, lærere, fremtrædende borgere og præster. Mange præster skrev landbrugsfaglige artikler og afhandlinger til Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab - de var jo selv bønder på deres præstegårde.

Foreningens ledelse var i regelen selvsupplerende, og reelt bestod den af områdets honoratiores. Nye medlemmer skulle gerne anbefales af andre medlemmer for at blive optaget, så man undgik pinlige misforståelser.

Det danske rige var dengang et landbrugsland, hvor 4/5 af befolkningen levede på landet. Styreformen var enevælde, og enevoldsregentens embedsmandsregering søgte gennem omfattende landboreformer at fremme produktivitet og udbytte i landets hovederhverv - landbruget. Man søgte ligeledes, at begrænse købstædernes og lavenes privilegier og eneret til at drive håndværk og handel. Den tidlige foreningsdannelse lå således helt på linie med styrets bestræbelser for udvikling i riget. Men nogle af de folk, der var med til at danne foreningerne, var i opposition til landets styre. De havde en forventning om, at oplysning til de brede masser, og især til almuen på landet, kunne føre til samfundsændringer. Ændringer i retning af økonomisk liberalisme og demokratisk styreform samt naturligvis også til øget indflydelse for dem selv. Den borgerlige liberalisme var på fremmarch.

Enevælden søgte at kontrollere visse direkte politiserende foreninger gennem en forordning om trykkefrihed (1799), og en del af disse foreninger ophørte derfor i 1800 tallets begyndelse.

Om der har eksisteret en landøkonomisk/politiserende forening i Hobro inden de store bybrande i 1812 og 1813 fortærede det meste af byens arkivmateriale, er usikkert. Hobro var i 1800 tallets begyndelse et meget lille og forarmet sted med under 500 indbyggere.

De gode konjunkturer var efter århundredskiftet blevet afløst af krigs tilstand, tab af markeder, statsbankerot og som nævnt de store bybrande. Branden i 1813, blev tillagt den unge 19 årige tjenestepige Ane Cathrine Nielsdatter Bjerregaard, og sagen førte til dødsdom og offentlig henrettelse af pigen - den sidste offentlige halshugning af en kvinde i Danmark.

Om selskabelige klubber
Udover foreninger som nævnt, med et filantropisk og didaktisk sigte, begyndte man i København i slutningen af 1700 tallet at danne selskabelige klubber efter engelsk mønster. Her kunne det fremvoksende borgerskab more sig sammen og ind imellem løse nogle forretningsmæssige opgaver, familiemæssige giftemålsaftaler eller samfundsmæssige diskussioner i en atmosfære af hygge og venskabelighed blandt ligestillede. I Århus stiftedes klubben "Polyhymnia" i 1815. Her mødtes embedsmænd, officerer og større købmænd. I klubben "Harmonien" mødtes håndværksmestrene og de handlende.

Hobro har nok også haft sine tidlige småklubber, men vi kender dem ikke. Den første klub vi kender, hvorfra der er bevaret et sæt vedtægter er "Hobro Klub" (*1867). Men da klubbens love er vedtaget på en generalforsamling 28-12- 1892, og at formålsparagraffen udtrykkelig taler om: "... at samle de forskellige Samfundsklasser (Indenbys saavel som Udenbys) i en Forening til selskabelig Underholdning ...", og titelbladet fortæller, at klubben oprindelig er stiftet 3-10-1867, er der altså tale om en anden type klub end de tidligere nævnte borgerlige klubber. Ifølge Hobro Avis (oprettet okt. 1855) eksisterede der 8-12-1856 en endnu tidligere Hobro Klub, som var stiftet samme måned samme år. Vi kender desværre ikke denne forenings vedtægter, men der er bevaret et mindeblad fra en klubfest i 1857, som fortæller noget om klubbens interne liv."

Festen var (undtagelsesvis) med damer. Pastor Christensen valgtes til præsident for festen. Der spistes "et prægtigt Festmaaltid". Udbragtes "Toaster" for "Nordens Qvinder" af Købmand Brasch (nidobbelt hurra), Overauditeur Schønberg for den "gode tone", Catechet Nielsen for "alle L'Hombre-, Whist- og øvrige Spillere i Klubben" samt en del andre skåler af mere privat art. Desuden holdtes der taler om tidens ugunst - den kortvarige men voldsomme pengekrise i 1857. Efter middagen fulgte et teaterprogram i tre akter, "Mazarino", om en røverhøvding der forelsker sig i grevens datter og prøver at bortføre hende. Heldigvis afsløres han og må lide sin velfortjente straf. Grevebørn skal ikke parres under deres stand, ligesom borgerbørn ikke skal giftes med tyendebørn osv. "Kend dit kald og din stand", som det gamle ordsproget sagde.

Det fremgår ikke, hvor i byen den omtalte fest fandt sted, men måske har det været i Købmand H Møllers Gaard (Skibsgade nr. 3), der opførtes i 1856, og omtales i Hobro Avis som en "storartet Bygning", der ville råde bod på et "længe følt flersidigt Savn heri Byen". Nemlig savnet af et "passende og Tidssvarende Teater-, Klub- og Danselokale". Dette teater- og klublokale blev indviet 16. november 1856, og festen holdtes jo året efter (1857).



Om småborgerskabets foreninger
Netop året 1857 var et mærkeår, idet loven om næringsfrihed blev vedtaget i Rigsdagen (skulle være fuldt gennemført 1862). Dette var indskrevet i 1849 Grundlovens § 88 - en løfteparagraf om, at denne næringsfrihed ville blive indført. Dermed ville dette ophæve et flere hundrede år gammelt lavssystems privilegier og bindinger, og i øvrigt ville det så også afslutte mange års tovtrækkeri mellem lavsmodstandere, f.eks. frie bønder i alliance med liberale kredse i byerne, større handlende, fabrikanter m.fl. og lavstilhængere, som f.eks. håndværksmestrene, der frygtede for konsekvensen af den helt frie konkurrence. Derfor havde mestrene i 1840 i København stiftet "Haandværkerforeningen", som skulle varetage håndværkernes (småborgerskabets) erhvervsinteresser, og i 1847 havde de oprettet Haandværkerdannelsesforeningen" til oplysning og dannelse af byarbejderne.

Allerede i 1844 dannede 45 håndværksmestre i Hobro deres "Borgerlig Haandværkerforening" med det formål: "... at vække Sandsen for det offentlige kommunale Liv ved gode Ideers fælles udvexling, samt søge at tilvejebringe god Enighed blandt Borgerne" – altså kommunalpolitisk virke eller pression. Først året efter kaldes foreningen "Borgerforeningen", og det er også først da, man vælger formand. Hvilket må ses som et udtryk for, "at man den Gang ikke endnu havde nogen stor Praxis at tage Exempel efter vedrørende Foreningslivet", som K.J. Kristensen skriver i Borgerforeningens 50 års jubilæumsskrift. K.J. Kristensen, der blandt uvenner blev kaldt KIK, var dengang redaktør af Hobro Avis.

Nej, håndværksmestrene var ikke vant til den nye form for fællesskab, da de dannede deres pressionsforening. De var vant til lavsfællesskab og borgerskab som den nye forening egentlig skulle forsvare. Men det var for sent. Løbet var kørt. De liberale lavsmodstandere var på vinderkurs.

De gamle lavsordninger havde skullet kontrollere/garantere, at forbrugerne fik hæderlige varer til rimelige priser, og at producenterne selv fik et acceptabelt udbytte samt, at der var et tilstrækkeligt antal håndværksmestre til rådighed. I praksis fungerede systemet dog ikke godt i Hobro. Priserne var ofte temmelig opskruede, og vareudbuddet var oftest for småt. Hvis en mand skulle have et sæt tøj, måtte han bestille det i København eller Randers. Der var ingen skomager, der kunne lave finere sko. Der var mangel på duelige murermestre, og skulle der bruges en prokurator, måtte han hentes i Viborg osv. Indtil 1819 havde byen ikke en eneste manufakturhandel. Man måtte tage til Randers for at skaffe selv de mest ubetydelige ting, som f.eks. et nøgle bomuldsgarn, fortæller Dorthea Thomsen, der kom til Hobro som 10 årig hyrdepige i 1808. Derimod var der desto større markeder, fortsætter Dorthea Thomsen, og der kom købmænd hertil fra både Randers og Viborg. Og der var "rivende Afsætning" både til byens folk og den "store Menneskemasse", som da strømmede til. Disse markeder holdtes dog kun ret få gange om året.

Men alting blev bedre i løbet af årene efter 1830. Byen voksede - 1840: 770 indbyggere, 1850: 1873 indbyggere og 1860: 1909 indbyggere. Der var god og indbringende omsætning og eksport af landbrugsprodukter via Hobro. Det gav penge til bonden, og når han havde penge, havde alle jo penge, sagde man dengang. Trafikforholdene bedredes, idet den lukkede by forsvandt – accicebod og bybomme ved byens grænser blev fjernet i 1850, der blev oprettet telegrafstation (1857) og ugentlig dampskibsforbindelse til København (1859). Sejlrenden i fjorden blev gravet dybere. Fabrikker skød op. Jernstøberi, maskinfabrik, teglværk, uldspinderi, garveri, farverier, trykkeri, gødningsfabrik, tobaksfabrik, bryggeri og brændevinsbrænderier - i 1860 rundedes en årsproduktion af mere end l million liter brændevin i Hobro. Mange andre eksempler på trafikmæssig og økonomisk fremgang kunne nævnes. Men da jernbanen kom i 1869, var det nok toppen.

Det er tydeligt at med økonomisk fremgang voksede også foreningslivet. En nøje gennemgang af Hobro Avis for bladets første hele årgang (1856) viser, at der for hele året kun annonceredes for følgende 5 foreninger: Købstadsforeningen, Brandforsikringsforeningen, Hobro Klub, Borgerforeningen og Hobro Skyttelaug. Derudover fandtes der i Hobro bl.a. en sangforening stiftet samme år som skyttelauget (1852). Men efter århundredets midte kom der mange nye foreninger til. Årsagen kan nok også søges i Grundlovens § 92 om borgernes ret til uden forudgående tilladelse at stifte foreninger i ethvert lovligt øjemed. En rettighed som stimulerede foreningsdannelsen.



Om folkelige bevægelser
Indtil grundloven havde staten fulgt en zigzag kurs i forhold til foreningsdannelsen. Man ønskede økonomisk udvikling men ville ikke slippe kontrollen. Øvrigheden kunne opløse foreninger uden forudgående rettergang - og gjorde det. F.eks. overfor Studentersamfundet og Det skandinaviske Selskab i 1840' ene, og allerede i 1830'erne skred man ind overfor de pietistiske gudelige forsamlinger på landet med det såkaldte "Bondecirkulære". Dette krævede, at øvrighedens tilladelse skulle indhentes forud for enhver forsamling af bønder i sognet - altså også bøndernes gudelige "vennemøder". Cirkulæret blev ikke efterlevet, men fik til følge, at bønder og liberale kredse i byerne fandt sammen i den politiske kamp via "Bondevennernes Selskab". Selskabet hvorfra partiet Venstre senere dannedes.

På Hobroegnen kom den gudelige vækkelse sent. Da missionæren Frands Lund i 1815 begyndte sin missionsvirksomhed, rejste han bl.a. rundt i Himmerland og kom i 1816 til Hobro, hvor han kun fandt frem til een "vakt". I 1828 besøgte Lund sine svigerforældre i Lindum, en halv snes km. fra Hobro, men bortset fra svigerforældrene var der ingen vakte i miles omkreds. I 1836 fandtes 2 vakte i Hobro, af disse var den ene skræddermester Wive. Udenfor byen var der i Birkholm ved Kirketerp 2 gamle søstre Ane og Kirsten. Først efter midten af århundredet i forbindelse med en missionsgudstjeneste i Hobro Kirke (14. okt. 1862) ses dannelsen af en missionsforening. Foreningen blev oprettet efter initiativ fra Dansk Missionsselskab - Nyborgmøde jun. 1860 om oprettelse af missionskredse landet over. Foreningen fik bygget Missionshuset i Vestergade (indviet 3. nov. 1895), hvor det endnu eksisterer i ombygget og udvidet form. Indre Mission favnede især de lavere socialgrupper og gik imod udskejelser som spiritus, kortspil og dans.

I Menighedshjemmet i Skibsgade (bygget 1897 og indviet 13. feb. året efter) ville grundtvigiansk inspirerede borgere dyrke deres religiøse samvær udenfor kirken under mere utvungne former. Menighedshjemmet er i dag en del af Hobro Medborgerhus.

Ungdomsforeningerne KFUM og K (de grønne spejdere) havde tilknytning til Indre Mission, og FDF og senere FPF havde tilknytning til de bredere kredse indenfor Den danske Folkekirke - i Hobro var disse spejderforeninger således også tilknyttet henholdsvis Missionshuset i Vestergade og Menighedshjemmet i Skibsgade.

Fra 1879 opstod flere afholdsforeninger som en folkelig bevægelse mod alkoholmisbruget, der dengang var et stort problem i mange familier. Lokale foreninger var f.eks. I.O.G.T. logen "Hjemmets Lykke" og "Hobro og Omegns Afholdskreds" under D.A.F. Senere kom bl.a. "Blå Kors" til i tæt tilknytning til Indre Mission.



Om arbejdslivets foreninger
I 1873 satte en krise ind på verdensmarkedet, idet kornpriserne faldt og efterhånden trak andre varepriser med ned. Krisen blev kaldt "Den store depression" og varede i Danmark fra 1876-94 i alt 19 år. Da krisen både ramte landbrug, industri, handel og håndværk, opstod der et behov for (midlertidigt) at forlade det liberale ideal om "kræfternes frie spil". Der blev stiftet nye landsdækkende pressionsforeninger, som krævede statens beskyttelse og direkte støtte til de betrængte erhverv - f.eks. "Fællesrepræsentationen for den danske Handelsstand" (1883) (den lokale "Hobro Handelsstandsforening" så dagens lys allerede 7- 3-1877), "Danmarks Agrarforening" (1893) med flere. Tilbage var så de nederste i hierarkiet - arbejderne.

I en berømt undersøgelse om købstadsarbejderes levevilkår (1879) viste Hobro-lægen Th. Sørensen i kolde statistiske tal, hvordan Hobro-arbejdere dengang kun levede på eksistensminimum, arbejdsløse kom under dette minimum eller stiftede gæld. Samtidig var der elendige boligforhold, udbredt sygdom og stor dødelighed. Th. Sørensen ønskede at forbedre vilkårene for disse arbejderfamilier. Lægen var desuden initiativtager til dannelsen af en sygehjælpsforening (1872), en arbejderforening (1874), Børneasylet i Hostruphuse (1876), en skolesparekasse (1877) og en afdeling af "Samfundet til Ædruelighedens Fremme" i 1880'erne. Privat velgørenhed og enkeltpersoners indsats som læge Th. Sørensens var på den tid oftest det eneste alternativ til en kummerlig og vanærende offentlig hjælp.

Hvor befolkningstallet tidligere øgedes på landet, skete væksten nu i byerne. Antallet af arbejdere fordobledes næsten i kriseperioden, og den sociale nød voksede. Samtidig var der en kolossal afvandring - i tiden op til l. Verdenskrig udvandrede ca. 300.000 danskere dvs. op mod 10 % af befolkningen. Arbejdernes begyndende organisering såvel politisk (Socialdemokratiet) som fagligt (Fagbevægelsen) i 1870'ernes første år blev svækket af krisen og kom først i gang igen efter 1880 med sammenslutninger i større og større enheder – indtil landsorganisationen "De samvirkende Fagforbund i Danmark" stiftedes i 1898. Modpartens organisering på landsplan "Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening" skete samme år.

I Hobro begyndte arbejdernes organisering først i 1890'erne. Årsagen skal måske søges i byens beskedne størrelse og ret få større arbejdspladser, som igen betød en forholdsvis overskuelig arbejdsstyrke. Dertil kom, at byen politisk havde en "knusende Højredominans" med ikke under 92 % af stemmerne til partiet Højre, så arbejderne var totalt udenfor indflydelse.

Arbejderbevægelsens start i byen er dateret til 5-11-1891 med et møde for ca. 100 deltagere, hvorefter "Den Socialdemokratiske Forening" dannedes. Som på landsplan indgik man samarbejde med Venstre. Ja, dannede ligefrem en fælles vælgerforening "Hobro Demokratiske Vælgerforening". Samarbejdet varede helt frem til 1907 og gik således langt videre i Hobro end på landsplan.

Den faglige organisering i Hobro startede i 1890'erne med dannelsen af murernes fagforening som den første. Arbejdsmændene forsøgte et par gange, men det lykkedes først 17-5-1896 med "Arbejdsmændenes Forbund". Det var således først efter depressionens afslutning, der kom rigtig gang i dannelsen af nye fagforeninger i byen, så organiseringen i Hobro haltede altså lidt bagefter den generelle arbejderorganisering i Danmark.

Efter "Septemberforliget" 1899 kom "arbejdsmarkedets grundlov" på plads, og yderligere foreningsdannelse tog fart. I Hobro dannedes "Hobro Arbejdsgiverforening 22-3-190 l og "Arbejdernes Fællesorganisation" (FO) i 1902. Herefter var den lokale fagbevægelse i stabil fremgang, og under l. Verdenskrig, hvor staten støttede arbejdsløshedskasserne, førte dette til en kraftig medlemsfremgang såvel på lokal- som på landsplan.

I 1900 lykkedes det arbejderbevægelsens folk at få eget hus i Hobro – Arbejdernes Forsamlingsbygning, idet man købte kaptajn Lohffs ejendom på Adelgade nr. 73 for den nette sum af 70.000 kr. Fremover var dette stedet, hvor arbejderne mødtes til såvel saglige som fornøjelige aktiviteter. I 1918 oprettedes endda i huset en "Arbejdernes Kooperative Barberstue", hvor man kunne blive "smukkeseret" for en billig penge. Ved indlemmelsen af arbejderforstaden Hostruphuse i Hobro (1921) blev Socialdemokratiet byens største parti, og i årene fremover havde det sammen med Det radikale Venstre flertallet i byrådet.

Som nævnt sammensluttedes de faglige foreninger i større og større enheder som sluttelig endte i en landsorganisation. På samme vis organiserede de politiske grupper sig efterhånden i landsdækkende vælgerforeninger.

Det var en beskeden skare på kun en håndfuld mænd, der dannede Det Radikale Venstre på landsplan i 1905, og af dem var den ene redaktøren af Hobro Avis, Fr. Aubeck. Det Radikale Venstre blev talerør for endnu en folkelig bevægelse, nemlig Husmandsbevægelsen. Men jeg vil ikke gå videre ind i foreningslivet på landet med Bonde- og Husmandsbevægelse, Andelsbevægelse, forsamlingshusbevægelse, Højskolebevægelse osv., selvom det er en spændende historie. Blot vil jeg her nævne, at i modsætning til de tidligere omtalte borgerlige foreninger og selskabelige klubber var de folkelige bevægelsers foreninger åbne for medlemstilgang, demokratisk opbyggede og oftest dannet på lokalt initiativ.

Om fritidens foreningsliv
Ved siden af den beskrevne foreningsdannelse blomstrede fritidslivets foreningsdannelser. Hobro har haft sin Hobro Skøjteløberforening (*12-12-1875) sin kricketklub, sin cykleklub (* 1887) og sin Hobro Gymnastikforening (*1888) og mange flere, men de fleste forsvandt igen. Især tog foreningsdannelsen på fritidsområdet fart efter år 1900. F.eks. Hobro Sangforening (*30-9-1902), Kolonihavekredsen "Randersvejen" i Hobro (*1909), Sønderjyske Forening, Hobro (*1913), Hobro Roklub (*12-6-1923), Hobro Brevdueforening (*27-3-1927), Hobro Bokseklub (*ca.1930) og Museumsforeningen for Hobro og Omegn (*7-12-1930) for blot at nævne nogle få.

I forbindelse med l. verdenskrig kom foreninger som Hobro Frivillige Bevogtningskorps og Forsvarsbrødreforeningen for Hobro og Omegn samt Den Personlige Friheds Værn (*ca. 1915-1925). Efter freden korn f.eks. Dansk Freds- og Folkeforbundsforenings Hobro Afdeling (*1927-1960).

Under 30'ernes krise fødtes Hobro Husmoderforening (*2-6-1932) som lagde ud med et program om økonomisk husførelse - det var nok også et vitalt emne dengang. Landsjagtforeningen i Hobro (*2-2-1932) fik fredet bestanden af ænder og fugle ved Vester Fjord, hvor krisen også havde sat sit tydelige spor - bestanden var næsten helt udryddet. Krisen betød i øvrigt en vis afmatning i foreningslivet. For det første kostede det i kontingent, og for det andet var der jo også kommet både radio og biografer til at underholde i fritiden.

Under 2. Verdenskrig rykkede man sammen og foreningslivet blomstrede op på ny. Hobro Hjemstavnsforening (*11-2-1941-11-2-1966) kom til at eksistere i nøjagtig 25 år. Hobro Folkedanserlaug (*17-10-1941). SIF – Samvirkende Idræts Foreninger i Hobro (*6-5-1941), Dramatisk Klub Hobro (*2-5-1943) og lidt i det skjulte, af hensyn til besættelsesmagten, der ikke kunne lide den slags klubber, opstod Hobro Rotary Klub (2-12-1943). Efter krigen kom f.eks. Bokseklubben Hobro Atletikklub (*22-11-1945) og Hjemmeværnsforeningen i Hobro (*27-4-1949).

Velfærdsstat, ungdomsoprør og fjernsyn i 1960'erne og 70'erne betød døden for mange foreninger. Dog opstod der nye foreninger ind imellem - f.eks. Folkemusikklubben Lydpotten i Hobro (*1972), men nu var det blevet græsrodsbevægelsernes tid. Alligevel må man sige, at foreningen som institution stadig er levedygtig - i Hobro Biblioteks fortegnelse over foreninger i Hobro Kommune er der ved årsskiftet 2000 optegnet 263 foreninger. PS. Af hensyn til dokumentationen af foreningslivet - HUSK at aflevere/samle forenings vedtægter og protokoller til Lokalhistorisk arkiv v/ Sydhimmerlands Museum.

Litteraturliste:
Svend Aa. Hansen, Økonomisk Vækst i Danmark, Kbh. 1872.
P. G. Lindhardt, Vækkelse og kirkelige retninger, Århus 1978
H Morell Jørgensen og Henning Melin, Set og sket i Hobro 1880-1914, Hobro 1992.
Margareta Balle Petersen, Foreningstiden i tidsskriftet Arv og Eje, 1976.
Hj. Schmidt, Af Hobro Bys Historie til 1869-70, Hobro 1928.
Dorthea Thomsen, Nogle Optegnelser om Hobro i de sidste 60 Aar fra 1808 til 1868, Hobro.