Fra fodfolk i modstandskampen

Fra fodfolk i modstandskampen

af Vagn Jensen

1995 er som bekendt 50 års jubilæumsår for 2. Verdenskrigs afslutning. Det vil helt naturligt blive fejret og højtideligholdt overalt, også i Hobro.

Der vil blive skrevet og fortalt af os gamle, der har oplevet besættelsestiden. Og allerede nu er der jo skrevet adskillige lokalhistoriske beretninger og bøger om den tid. Men som et supplement til disse skrifter bringes her en artikel, skrevet på baggrund af samtaler med 3 af de menige medlemmer, der er tilbage af en illegal gruppe fra Hobro: Asger Christensen, Julius Christensen og Svend Glargaard Rasmussen.

Julius beretter, at han begyndte at lave illegalt arbejde i vinteren 1942/43. Det var sammen med Hans Kobberrød, typograflærling på Centraltrykkeriet (Møller), og Svend Nielsen, der var bagerlærling hos bager Lucassen.

Arbejdet bestod i at trykke meddelelser til folk i Hobro. Eksempelvis advarsler om at den eller den navngivne person var stikker eller samarbejdede med tyskerne. Disse meddelelser eller løbesedler blev diskret placeret f.eks. i folkestuen på spritfabrikken, hvor arbejderne læste dem, og gav dem videre til andre.

Gruppens "trykkeri" bestod af en gammel duplikator, der var anbragt i kælderen under Eksprestrykkeriet. Her måtte drengene først fjerne et større læs tørv, før de kom ind til deres hemmelige rum i tørvedyngen. Her var duplikatoren.

De måtte arbejde meget forsigtigt for ikke at blive opdaget. Arbejdet foregik med lommelygte, og produktionen var på under 100 tryk.

På spørgsmålet om, hvornår modstandsarbejdet egentlig begyndte i Hobro, fortæller Julius: Kommunisterne var dem, der begyndte. De var i gang meget før vi andre. Jeg havde kontakt med dem den vinter i 1942/43, før jeg kom ind som soldat efter nytår 1943. Dem fra kommunistgruppen, jeg kendte, var malermester Magnus Bech, Kr. Helligsøe, der var arbejdsmand ved P. P. Hedegaard, og Bent Olsen (?), i lære som maler. De havde deres våben og sprængstoffer i Kresten Helligsøes havehus for enden af Hovangsvej.

Vi havde en diskussion om principper for frihedskampen, hvor de ville gå længere end jeg følte, jeg kunne, dengang. Bl.a. ville de om nødvendigt også slå tyske soldater ihjel i kampen. Men jeg kom som nævnt ind som soldat først i 43, og fik ikke noget med kommunistgruppen at gøre.

Jeg var soldat ved flåden, men blev interneret af tyskerne fra den 29. august 1943, hvor den tyske øverstkommanderende proklamerede militær undtagelsestilstand i Danmark, efter at den danske regering havde brudt med tyskerne, på grund af krav om indførelse af dødsstraf og alt det der.

På Orlovsværftet kom vi under voldsom beskydning af 20 mm. maskinkanoner. Vores kvartermester sprang ud over bolværkskanten og hang der. Jeg lå i dækning bag en lysmast, men var den blevet ramt, så var jeg sgu' også røget med. Men jeg var jo heldig ikke at blive ramt. Så blev vi alle interneret. Det var jeg i ca. 10 uger, så blev jeg hjemsendt.

Vel tilbage i Hobro blev jeg kontaktet af Niels, (værkfører) Nielsen, som spurgte, om vi kunne stille med 5-6 mand til en modstandsgruppe i byen. Jeg sagde ja. Men det var ikke så ligetil. Hvem ku' man stole på?

Det lykkedes dog at stille en gruppe bestående af:
Asger Christensen, skomager.
Julius Christensen, blikkenslager.
Svend Gildsig, pølsemager.
Niels (værkfører) Nielsen, arb. mand.
Svend Glargaard Rasmussen, slagter.

Initiativet til dannelsen af gruppen var kommet fra politibetjent O. Hinsch Sørensen (gruppeleder), der via journalist N. A. Eigenbroth (næstkommanderende byleder?) udførte distrikts leder Tholstrups ordre om at organisere frihedskæmpere mod tyskerne.

Den nystartede gruppe blev uddannet i behandling af sprængstoffer og i våbenbrug. Herefter blev gruppen tilknyttet ELINOR nedkastningsplads nr. 157, der lå på gårdejer Axel Pallesens jord ned mod Snæbum sø.

Svend, Asger og Julius fortæller om ELINOR.

En skønne dag fik vi at vide, at vi skulle møde i Snæbum. En søndag aften kl. l0? Somme tider var det kl. 10, andre kl. 11 eller 12. Det var vist noget med, hvordan månen stod.

Jo, vi kom derud. Vi blev jaget ind på grav stederne på kirkegården, mens Niels skulle kontakte ham Pallesen. Der var noget frost og stille vejr, for vi ku' tydelig høre, når der kom en gående, længe før han kom. Vi fik kontakt, og så gik det jo slag i slag.

Om aftenen når vi sad og ventede på, at vi skulle ud at hente våben. Så lige før, vi skulle gå inde fra fru Pallesen, så stod hun ude i døren og sagde: "Så gud hjælpe jer". Så sagde manden: "Ja ja mor, vi skal også selv hjælpe lidt til".

Der var engang, vi kom derud. Vi sku' ha' vore cykler smidt ind i gården. Jo, der stod en klynge træer ved enden af stuehuset. Så var der en af os, der var så heldig at ha' noget tobak, og sku' ha' ild i piben. Så pludselig var der en, der trådte frem fra træerne. "Osse mig - osse mig", sagde han. Hvad er han for en torsk, tænkte vi. For vi havde jo det her løsenord. Det kom vi med. Men han blev bare ved med sit "osse mig". Er de andre gået ned på Pladsen? Spurgte vi. Og han brokkede en hel masse volapyk. Han ville bare ha' tobak.

Hvad er det for en torsk, der ska' forestille at stå vagt her, det var det første vi sagde til Palle, da vi kom ned på pladsen. Det er en russer, og der står da en til her længere nede, var svaret. Altså russiske krigsfanger, der var flygtet, og nu blev beskyttet af modstandsfolkene. Spændingen omkring nedkastningerne gjorde et stort indtryk på os. Ja for pokker, jeg kan huske engang, siger Asger. Jeg sku' observere flyvemaskiner. Alene det, at man ku' høre en deroppe - man sku' signalere til de andre længere oppe ad... og da han så havde opfattet det hele deroppe, og lige lavede det her blink oppe i kabinen, og så kom alle skærmene ... jo, det var fantastisk.

Der var engang, der var gået ild i den ene skærm - jeg tænkte, tak ska' du ha', det ka' jo ses viden om. Hvad så, sprænger hele lortet, inden det når jorden. Men ilden var altså gået ud, da den var halvvejs nede. Det var ikke godt, når der gik ild i sådan noget skidt, og tyskerne de ligger lige her inde i Hørby, og det kan ses viden om.

Mødte I tyskerne?, spurgte Pallesen, næste gang vi var derude. Nej. Jamen I kan tro vi sov skidt, der om natten. For jeg kan godt fortælle jer, at tyskerne de myldrede rundt herude, efter I var kørt. Da myldrede de rundt herude omkring - det kan jeg godt fortælle - lige efter. De må sgu' nok ha' opdaget noget, men vi mødte dem ikke - mærkelig nok.

Det var hårdt arbejde at samle containerne sammen, fortæller Svend. De var tunge. Og så slæbte vi dem op på en hestevogn, og kørte dem op i laden hos Pallesen. Der blev de gemt væk under noget halm.

De tomme containere blev senere sejlet ud på søen og sænket der. Det var der andre, der tog sig af. Men omladning og fremstilling af transportkasser, det var vi med til. Det foregik søndag formiddage ude i Pallesens lade - somme tider gik hele søndagen. De færdige kassen med våben blev afhentet af en fra Onsild, og kørt ned til banegården der.

Hvad han hed? - Richard? - nu spørger du om noget, vi ikke ved om. Vi kendte ingen bagmænd. Niels fik besked af Hinsch Sørensen - han fik besked af Eigenbroth, som fik besked af Tholstrup, og så skulle vi ud til Pallesen og gi' besked. De andre, der gik derude, kendte vi ikke navnene på. Ikke før efter krigen. Det var jo bedst ikke at vide for meget, hvis man sku' blive taget af tyskerne. Man havde dæknavne. Den ene russer kaldte vi Hans, den anden Jacob. Eigenbroth havde flere dæknavne. Han fik post på poste restante til FJ. Olsen - det var så let at huske det med fjolsen, har jeg fået at vide senere.

På spørgsmålet: Hvad så bagefter? Efter en stressende og usikker tid med illegal virksomhed, og så kom freden?, blev de 3 garvede modstandsfolk tavse. Men så kom det.

Ja, vi var jo heldige ikke at blive skadet eller anholdt. Selvom det somme tider var tæt på. Vi har heller ikke haft men, som visse andre modstandsfolk, der fik ødelagt deres nerver og var mærkede for resten af livet. Vi sov da stadigvæk godt om natten og sådan. Det eneste.... man ville ikke snakke om det med nogen ........ det var li'som, vi blev ikke regnet for noget bagefter der alligevel, men ellers...... jeg synes bare det var ærgerligt ... mange gange at ... ja, hvad ska' man sige ... de ville li'som gøre det til ingenting, ikke? ... det var sådan helt ærligt. De skulle jo da ikke gå og hylde en som helt, for det var vi sgu' heller ikke. Man var da ligeså ræd som alle andre - men så derfra og til... Ja, der var også de her 4. maj folk - det blev vi også betragtet som - det ved vi jo alle sammen, at der var en masse, som lige pludselig kom til den 4. maj. De blev kaldt frihedskæmpere - vi kalder dem fritidskæmpere eller de sidste dages hellige - men - det var dem, der fik blomster.

Litteraturliste:

Andersen, Torben: Nostalgisk gensyn efter 46 år.
Jyllands Posten 2-7-1991.

Eigenbroth, N.A.: Skærme i måneklar nat.
Jyllands Posten 5. maj 1990. (Midtpunkt).

Lautrup, John: Ka' I huske dengang...?
Aalborg Stiftstidende 2-7-1991.

Morell Jørgensen, H.: Hobro under besættelsen.
Hobro 1985.

Neimann, O.: Besættelsestiden i Nordjylland:
Aalborg Universitetsforlag 1992. (Med fyldig litteraturliste)