Gasværk i Hobro

Noget om gasværk i Hobro

af Vagn Jensen

I anledning af at Gasmuseet i Hobro åbnedes for publikum torsdag den 20. august 1998, er det vel på sin plads her, at knytte et par belysende bidrag til den bagved liggende historie.

Rammen om denne nyskabelse, et dansk museum for gassens historie, er det 100 årige Hobro Gasværk, "byens sorte blomst", som det er blevet kaldt(l), fordi sort kul var basis for gasproduktionen, og sort kulstøv i og omkring værket var et synligt udtryk herfor.

Hobro Gasværk startede sin gasproduktion 25. januar 1898.

Om praktisk udnyttelse af gas Gas har været kendt i århundreder. Men den praktiske udnyttelse af kulgas til belysning i 1772 tilskrives skotten W Murdoc (1754- 1839). Han var medarbejder hos den navnkundige James Watt - kaldet "dampmaskinens opfinder". Men først 1/4 århundrede senere, i 1803 blev gas anvendt i industriel produktion i Watts maskinfabrik i Birmingham.

Kulgas til belysning er altså et barn af den industrielle revolution i England. Voksede dermed også op med visse børnesygdomme. Uøkonomisk sodende forbrænding og andre gener. Først med opfindelsen af Bunsenbrænderen i 1855 fik man en renere og mere økonomisk lysproduktion, som gjorde gas populært hos både virksomheder og private forbrugere.(2)

Om gasproduktion i Danmark Danmarks første gasværk opførtes i Odense 1853 af Det Danske Gaskompagni. Kapital til byggeriet var primært engelsk privatkapital, men der indgik dog også dansk privatkapital. Frem til 1860 opførte Det Danske Gaskompagni i alt 8 andre gasværker i større danske købstæder og på Fredriksberg.

København opførte eget gasværk i 1857 og blev dermed retningsgivende for udvikling af kommunale værker, som det almindeligste princip i Danmark. I 1870 var der 38 gasværker i landet, og de 27 var kommunalt ejede. Og gav en kærkommen mulighed for anden kommunal indtægtsgivende virksomhed end skatter og afgifter.

Det industrielle gennembrud i Danmark fra omkring 1870 udløste en ny række af gasværksbyggerier, især efter 1890, med opfindelsen af Aurbrænderen, der gav et stærkt hvidt lys med lavt gasforbrug. I 1900 tallets første del var der 120 gasværker i Danmark - heriblandt også Hobro Gasværk. I 1924 var alle værker kommunalt ejede, undtagen Odense Gasværk.(3)

Gassen imødekom den voksende industris behov for belysning og energi i fabrikkerne, og de private forbrugere havde mange fordele af overgang til gaslys og kogegas. Ved Gasmuseets åbning mindede formanden for Naturgas Midt-Nord, Otto Johansen, om, "... at i gassens barndom var gassen 3-4 gange billigere end tællelys, 5-7 gange billigere end stearinlys og 2-3 gange billigere end olielamper."(4) Derudover var det jo også noget nemmere at lave mad over gas, end det var at tumle med et stort brændekomfur.

Om Hobro Gasværk Som så ofte før og siden var det borgere fra byen, der pressede kommunen til at handle. Byens styrelse havde siden 1856 gentagende gange haft gasværksanlæg på dagsordenen, men hver gang afvist ideen med den (skjulte) begrundelse vi også kender alt for godt den dag i dag - DET HAR VI IKKE RÅD TIL.(5) Men nu måtte mere end 40 års overvejelser være nok mente Hobro Borgerforening og Hobro Handelsstandsforening og sendte skriftlige andragender om gasværksanlæg til byens vise råd.

Disse magtfulde foreninger har ofte været igangsætterne bag markante nyskabelser i bybilledet. Eksempelvis er kirken, teateret, handels- og teknisk skole, menighedshus m.m. resultater af én eller begge disse foreningers initiativer.

Uden at gå i detaljer lykkedes det denne gang at få bygget Hobro Gasværk på den tidligere "Fattighuseng" for en pris af ca. 126.000 kr. finansieret ved lån, få ansat en bestyrer og en medhjælper til at drive foretagendet og som nævnt fa åbnet for gasproduktionen 25-1-1898.

Gasforsyningen kom i gang i Hobro - men ikke uden dramatik. I Adelgade, hvor den nu hedengangne Himmerlandsbanks statelige bygning ligger, skete der en voldsom gaseksplosion i en privat lejlighed i Uhrenholdts daværende ejendom. En håndværker havde efterladt et åbent t-stykke i gasledningen til lejligheden samtidig med, at der var givet klarmelding til gasværket. Den udstrømmende gas blev antændt af komfuret i køkkenet, og en kraftig eksplosion raserede lejligheden, smadrede døre og vinduer, væltede skorstenen ned og antændte ild i gardiner og møbler. En tjenestepige blev ilde tilredt, fik sit hår brændt af og måtte gennem et længere sygeleje bagefter. Bogbinder Haarsløv fik en bronzefigur af Christian den niende i hovedet, dog uden at komme alvorligt til skade. Branden blev hurtigt slukket, og alle kom over ulykken uden men. Man lærte af erfaringerne, og gasforsyningen i Hobro blev efterhånden en påskønnet del af hverdagen.(6)

Værket bestod af 2 halvgeneratorovne (system Horns) med hhv. 3 og 4 retorter. Kullene blev skovlet ind med håndskovle, og gassen blev kølet gennem en såkaldt scrubber fyldt med kampesten og renset i 3 kasser med myremalm. Endelig var der en stationsmåler og senere en blytryksregulator.

Et lille gasværk ganske vist, men med senere ændringer og udvidelser blev det snart en virksomhed med 6 ansatte.(7)

Under l. Verdenskrig og de nærmeste år derefter betød forsyningsvanskeligheder høje priser på kul. Derfor steg gasprisen meget og gassen blev af dårlig kvalitet, fordi der måtte anvendes surrogater som træ og tørv i stedet for kul. Af samme grunde faldt gasforbruget stærkt.

Lignende gener opstod i øvrigt igen i forbindelse med 2. Verdenskrig. Forbrugsstigningen i mellemkrigstiden affødte ombygning og udvidelse af værkets kapacitet. Men da moderniseringen var godt i gang, blev den afbrudt af gasværksbestyrer S. P. Pedersens pludselige død i 1934, og krigsudbrudet i 1940 medførte igen et stop. Man stod derfor med et noget nedslidt og utilstrækkeligværk efter krigen. Der var heller ikke opsparet kapital til modernisering, som man normalt gør det i private virksomheder. Midlerne skulle tages af skatteborgernes penge i kommunekassen.

Gasværket havde kun en beholderkapacitet på 34 procent af højeste dagsproduktion, den burde være på 50 procent, der ansås for at være normalen på andre værker. Dog kunne værkets koksgasanlæg hjælpe til under spidsbelastning, f.eks. Juleaftensdag, hvor forbruget steg til det dobbelte i løbet af dagen indtil klokken 18, hvor hobrogenserne gik til bordet med gåse-, ande- eller flæskesteg - og forbruget gik i bund igen.

Et lille indblik i noget af værkets situation, især for arbejderne, ras af følgende melding fra 1945: "Gasværkets Apparatanlæg er anlagt 1916, og det er ikke væsentligforbedret siden, det trænger derfor stærkt til at blive forbedret, især er Rørkælderen under Maskinstuen under al Kritik, der er 1 m fa Gulv til Loft, og da den saa at sige er fyldt med Rørledninger, er den meget vanskelig at arbejde i, naar der sker Forstoppelser e.l. Ufarligt er det heller ikke, da det vil være meget vanskeligt at bjærge en Mand ud, hvis han er besvimet ved Gasforgifining.

Folkestue og Baderum for Personalet er meget lille, Gulvfladen i Folkestuen er 3,6 x 2 m, og i baderummet er Gulvfladen 2,3 x 2,3 m. Der er ikke Plads til Omklædningsskabe for hele Mandskabet, "(9) Man foreslår derfor moderniseringer for omkring 600.000 kr. over en 8-9 årig periode betalt af kommunekassen.

Planen blev realiseret, og i 1953 kan man i en historisk beskrivende rapport fra Hobro Gasværk se tilbage på en succesfuld udvidelse, der kunne klare de store belastninger - allerede i 1948/49 var gasforbruget i Hobro steget til over 1 mio. m3 - 1.125.000 m3 for at være helt nøjagtig.(10)

Desværre for gasværket blev det indhentet af en helt anden udvikling i 1950erne og 1960erne. Nemlig en skærpet konkurrence fra andre gastyper som propan- og butangas, også i form af flaskegas. Hurtig udbredelse af oliefyr til opvarmning pga. meget billig olie, hvilket gjorde salg af koks vanskelig. Og endelig vandt smarte El-komfurer hurtigt ind på køkkenområdet.

Man klarede sig dog dygtigt på Hobro Gasværk ved selv at anvende disse nye gastyper som alternativ eller tilsætning til bygassen. Propangas indgik 22-5-1967. og butangas kom til 1-8-1972. Men slaget var tabt på forhånd, i og med at naturgassen fra Nordsøen mere og mere vandt frem. 1-7-1986 overgik Hobros gasforsyning definitivt til Naturgas Midt-Nord. Men Hobro Gasværks bygninger blev stående, og de er altså nu blevet gasmuseum.

Om tjenestemænd og tjenestebolig Overfor gasværket opførtes en bestyrerbolig, hvori der også blev indrettet et værelse til gasværksudvalgets møder, men disse møder blev dog senere flyttet, og værelset tillagt bestyrerens lejlighed.(11)

Maskinmester Jørgen Jørgensen født i Als sogn 1867 blev ansat som den første bestyrer på Hobro Gasværk i startåret 1898, men han rejste allerede i 1903, for at tiltræde stillingen som bestyrer ved det nyopførte og noget større Hjørring Gasværk. I hans sted antages den første hobrogenser som bestyrer på Hobro Gasværk, min oldefar, maskinmester N. M. Nielsen.

Niels Michael Nielsen var født på Horsø 22-9-1863(12), og efter endt skolegang og læretid som maskinarbejder aftjente han sin værnepligt i marinen, hvorefter han læste til maskinmester. Han blev gift med Nicoline Jensen fra Astrup, og familien bosatte sig i København.

Men Hobro kaldte, og 15-4-1891 vendte han tilbage til byen for at tiltræde stillingen som maskinmester på fjorddampskibet "Merkur", som dengang sejlede i rute med post, fragt og passagerer på Mariager Fjord.(3)

Han gik som nævnt i land og blev gasværksbestyrer i 1903 og flyttede således ind som tjenestemand i tjenesteboligen sammen med sin familie, hustru Nicoline, døtrene Cathrine og Johanne og plejesønnen Valdemar.

I sit arbejdsliv var han kendt som en dygtig, omhyggelig og pålidelig leder, der bragte værket i fremdrift og udvikling. At han også var rar overfor sine ansatte ses f.eks. af, at han gentagende gange overtog vagten for arbejdere, der af en eller anden grund ikke mødte frem til arbejdet. Især var der en bestemt arbejdsmand med hang til flasken, der svigtede ind imellem. Manden boede i skoven, og familien var fattig og havde mange børn. Men manden beholdt sit job mod at love bod og bedring - det gjorde han så hver gang.

I 1915 gennemførtes en ombygning og udvidelse af gasværket for ca. 15.000 kr., men yderligere udbygninger måtte for en tid opgives på grund af l. verdenskrigs turbulens med mangel på materialer og maskiner.(14) Som nævnt var krigstiden og årene derefter yderst problematiske for gasproduktionen - man sled i det med træ og tørv i stedet for kul så godt man kunne og håbede på bedre tider.

N.M.s gage var 1900 kr. årlig (+ tjenestebolig med tjenestetelefon og andre frynsegoder), som det ses af et regnskab for 1917/18. aflæseren fik 1480 kr., og et ikke opgivet antal arbejdere - måske omkring 10 mand - måtte så deles om 8932 kr. Værket havde indtægter på 120.407 kr. med et bruttooverskud på 2690 kr., og som et kuriosum kan der nævnes en indtægtspost på 346 kr. for udlejning af gasovne. En kontrakt med en forbruger fortæller, at det kostede 2 kr. kvartårlig at leje en gasovn (1928)(15) En besynderlighed at tænke på i vor tids hvidevareinficerede samfund, hvor komfurer, køleskabe, elovne osv. næsten er hvermands eje.

Som borgere i Hobro var N.M. og frue bl.a. kendt i grundtvigianske kredse. Kom i menighedshuset i Skibsgade (nu medborgerhus) og i Borgerforeningen, hvor også døtrene måtte komme til dans og fester - men kun der. Den sociale kontrol var tæt i den tids borgerfamilier.

Familien gik som andre borgerfamilier fornøjelses-spadseretur om søndagen - gennem byen og skovvejen ud til Skovpavillonen, i stiveste skrud og hilsende pænt på hinanden.

Børnene gik i Borgerskolen og pigerne fik handelsskoleeksamen - Cathrine som den ene af de 2 første piger, der fik handelseksamen i Hobro. Johanne tog derefter ophold i et nonnekloster i et fransktalende land - vistnok Belgien. Ak ja.

Men familielivet i tjenesteboligen var nok det vigtigste udenfor arbejdslivet. Her gik N.M. op i sin have med liv og sjæl, selvom oversvømmelser af vand fra fjorden ved uvejr af og til kunne ødelægge mange timers arbejdsindsats. Nicoline tog sig af børn og husførelse sammen med sin tjenestepige, og hun var den, der holdt sammen på hele familien hjemme og ude. Man kom på besøg og somme tider også lidt ferie hos hinanden, og når turen gik til Cathrine og svigersønnen Carl Jensen i Als Mølle og El-værk, var det sejlende med "Merkur", som stadigvæk gav familien fri rejse, til Hadsund og videre derfra til Als med hestevogn. I de lange vinteraftener var det mest højtlæsning, sang og spil, der stod på programmet i tjenesteboligen. Om sommeren var det udendørs aktiviteter.

Et kik ind i tjenesteboligens spisestue ca. 1910 viser familien, efter at de 2 store døtre er rejst hjemmefra. Over spisebordet hænger naturligvis gaslampe, og tidens trend ses i møblement, påklædning og "pige i huset" stående i døren.

Nicoline døde 1-11-1918, og efter 3 år som enkemand døde også Niels Michael af en cancersygdom. I en avisnekrolog dagen efter, 12-12-1921, stod der bl.a.: "Med Nielsen mister Hobro en af de tjenestemænd, der har udført et trofast slid i sin gerning."(16)

Om efterfølgende bestyrere m.m. De øvrige gasværksbestyrere er tidligere beskrevet i en pjece(17), men "kongerækken" ser således ud:

Jørgen Nielsen 1898-1903 (flyttede til Hjørring)

Niels Michael Nielsen 1903-1921 (død 1921)

S. P. Pedersen 1922-1934 (død 1934)

H. C. Morell Jørgensen 1934-1939 (død 1939)

Aage Jensen 1939-1964 (død ca. 1971?)

Ove Michaelsen 1964-1986/90

NMN og HCMJ døde begge i tjenesten, men om dødsfaldene havde noget at gøre med et usundt arbejdsmiljø er ikke undersøgt. Jeg har spurgt Ove Michaelsen(l8), om det var usundt at arbejde på værket. Det mente han ikke. Adskillige steder i landet lå gasværket tæt ved sygehuset, og man anså værkernes særlige aroma for at være gavnlig for lungesyge patienter.

Det kunne endda være helbredende at være på værket. Blev man f.eks. forkølet, var det en god ide, at stikke næsen ind over ammoniaktanken og snuse ind et par gange i løbet af dagen, så var den forkølelse væk. Om det så var sundt? Han havde også hørt bemærkninger om, at Hobro Gasværks arbejdere ofte blev ret gamle, så kommunen måtte betale pension i længere tid, end til så mange andre.

Dog var der meget støv visse steder på værket. Det var ikke så galt med kulstøvet, det var tungt og faldt til jorden, men koksstøvet ved koksknuseren hvirvlede op, fordi det var let, og den mand der passede maskinen blev meget snavset. Det var nok ikke så sundt, men O. M. mente alligevel ikke, at en teori om usundt arbejdsmiljø kunne bevises.

Men for enden af gasrørene, der hvor gassen kom ud, skulle man være forsigtig. Både fordi gassen var farlig i sig selv, og fordi dårlig forbrænding kunne danne kulilte, der som bekendt er livsfarlig. O. M. huskede en ulykke, der skete kort efter han var kommet til Hobro. Det var hos et ægtepar i byen. De omkom af kulilte, fordi de ikke havde holdt deres gasanlæg i orden.

O. M. mindedes den værste oplevelse, han havde haft på gasværket. Det var dengang man gik fra kul til propangas, som er en tør gas. Den havde udtørret en sikkerhedslås - en brønd med vand i - således, at der lå propangas, der er tungere end luft, overalt i gården og i bygningerne. Det var en lørdag, og værket var altid ubemandet i weekenden. Heldigvis kom O. M. på inspektion og opdagede miseren, fik tilkaldt Falck, der pumpede vand i brønden, og med 18 hjælp fra oven og af vinden fra fjorden fik gassen blæst væk, så man undgik det helt store dommedagsbrag i Hobro. "Men da var jeg virkelig bange", fortæller O.M. På spørgsmålet om, hvad der så var de bedste oplevelser på værket, må O. M. tænke sig om.

"Det var jo dejligt at kunne medvirke til optimal drift af værket uden uheld og ulykker og at kunne aflevere regnskaber med det ene kanonoverskud efter det andet. Men, det jeg tænker tilbage på med størst glæde i dag, er det store sammenhold og den hjælpsomhed, der var mellem os ansatte. Vi var op til 16 mand, da jeg begyndte i Hobro. Styrken skrumpede så ind til 3 mand, mig selv iberegnet, da vi gik over til propangas i 67. Man kan måske kalde samarbejdet for værkets sociale liv. Det var jeg meget glad for. "

Det sociale liv på værket gik i øvrigt langt videre, end til de ansatte. Stedet blev jævnligt brugt af landstrygere, vagabonder og andre boligløse til ophold og logi for natten. Nogle "gæster" blev samlet op ude omkring og kørt til gasværket - af politiet. Her var der lunt og rart ovenpå ovnene, så de overnattende kunne få sig en god og vederkvægende søvn, hvis da ikke nogen af dem fik deres deliriumagtige anfald, måske inspireret af flammerne fra ovnene, og løb skrigende rundt i rummene og vækkede alt og alle. Det skete jo.

Problemet blev dog løst, da byens mest legendariske havnearbejder flyttede ind på værket, efter at være smidt ud af havnens varmestue, hvor han hidtil havde opholdt sig om nætterne. For ham var sådan noget som huslejeabsolut uforudsete udgifter. Han boede rundt omkring, hvor der var plads, men var for øvrigt højt respekteret som en dygtig havnearbejder, dog med ry for at slå lussinger ud, når han blev provokeret. Han kunne holde justits på værket om natten. De urolige blev, om man så må sige, banket på plads.

Dengang var der kun een medarbejder til at klare produktionen om natten, og gik der "sammenbrændt koks" i driften, som han ene mand ikke kunne magte, løb han over vejen til tjenesteboligen og kastede småsten op på soveværelsesvinduet og vækkede OM, som så kom til undsætning. Også denne tjans overtog den nævnte havnearbejder, så også OM fik nattero.

Et lille spil gentog sig herefter. - Havnearbejderen stod i porten om morgenen, når OM kom ind på værket, mødt af ordene: "Jeg har arbejdet i nat - hvad får jeg for det?" Men svaret fra OM var altid det samme: "Jeg trækker det fra i huslejen."

En af vagabonderne havde titel af greve og havde fine manerer. Han svingede hatten i en stor, flot bue og bukkede dybt, når han forlod gasværket med en af fru Inga Michaelsens solide madpakker i lommen.

OM fik lov til at fraflytte tjeneste boligen i 1970, da gasforsyningen med propangas ikke krævede døgnberedskab, som kulgasforsyningen havde gjort det. Han sagde nej tak til at overtage tjenesteboligen for en pris af 35.000 kr. Huset lå isoleret, så sønnen Jørgen kunne ikke finde legekammerater i nærheden, og desuden trængte det til en kraftig renovering. Det blev da også jævnet med jorden nogle år senere. Familien valgte i stedet at bygge nyt hus på Finlandsvej 9, - selvom det blev væsentlig dyrere.

I 1986 fratrådte OM som gasværksbestyrer, men han fortsatte i de samme bygninger med en af sine andre kasketter på, nemlig som driftsleder af vandforsyningen i Hobro. Vandværkets værksteder og materialer havde så til huse i det gamle gasværk, indtil det nye vandværk på Skivevejstod færdigt i 1990, og det hele blev flyttet derud.

"Ja, de ringer da stadigvæk fra gasværket", fortæller OM, "de kan jo godt bruge min hjælp nede på det nye gasmuseum, I øjeblikket er jeg med til at lave et minigasværk, sådan at skoleelever og andre selv kan prøve at lave gas. Det er jo en spændende proces."

Kort om Gasmuseet Sammen med Ove Michaelsen besøger min hustru Birthe og jeg en regntung januardag 99 - Gasmuseet - hvor nyanlagte arealer med flisegange, parkeringsanlæg og en imponerende flisebelagt gårdsplads med gammeldags gaslygtepæle, hypermoderne stålrørsbænke og kunstneriske vandbassiner viser vej mod museets arkitektonisk flotte indgangsparti foran det gamle bygningskompleks - Hobro Gasværk - som selv ser ud til at have fået en "kærlig hånd". Men en stor skurvogn og byggeredskaber fortæller også, at renovering og istandsættelse endnu ikke er overstået.

På kontoret er der travlhed. De aktuelle udviklings- og udstillingsopgaver skal være løst inden museets sommersæson. Museumsleder Hanne Thomsen forhandler i telefonen, og museumsinspektør Niels Løgager Nielsen er i gang med et større udstillingsprojekt.

Fra bygningens tilstødende rum kan der høres andre igangværende arbejdsaktiviteter. Men til aftalt tid er museumsfolkene nærværende, og i et kort møde over en kop kaffe fortæller HT og NLN om museet og fremtidsplanerne(19)

"Gasmuseet er under opbygning og vil være det i de kommende år. Museet åbnede i 1998 med en mindre udstilling som nu suppleres. Fra sæsonen 1999 vil museet kunne byde på en udstilling om kulgashistorie og kulgasværkerne, der bl.a. indbefatter en model på 2 gange 1 meter af et gasværk, hvor man vil kunne se, hvordan man producerer gas af kul, dvs. - ilden – afgasningen - afkølingen med tjæreudskillelsen - opsamlingen i gasbeholderen, som vil hæve og sænke sig alt efter mængden af gas i beholderen. Modellen skal bruges i formidling ti! at give en fornemmelse for og forståelse af det luftigte element - gas.

Derudover vil der være en udstilling med de gasapparater, man har brugt i husholdningen, og som i en rundvisning kan bruges til at belyse madlavningens, køkkenets og familiens historie. I den sidst renoverede bygning, som museet overtager her i januar 1999, vil der blive indrettet en udstilling om naturgassen og dens vej fra Nordsøen til forbruger. I udstillingen vil der indgå forskellige modeller og bl.a. en model af et naturgasbehandlingsanlæg på 10 gange 10 meter, som viser hvad der sker med naturgassen, når den er kommet i land og inden den sendes ud til diverse forbrugere. I gasmuseets cafe vil der være mulighed for at se skiftende kunstudstillinger."(20)

Museet har mange fremtidsplaner. Så mange, at man bliver helt forpustet af at høre på dem. Men for at nævne et par stykker i flæng: Et eksperimentarium i den store gasbeholder efter en renovering til 4 mio. kr., et glaspusteri "Glas på gas", og selvfølgelig også "Mad på gas". Måske et undervisningssted for gasteknikere og andre med tilknytning til gasbranchen, og arrangementer og foredrag for publikum over temaer, der på en eller anden måde relaterer sig til museets emnekreds. Man håber på, efter de første år, at have op til 20.000 og senere helst endnu flere besøgende om året.

Vi takker af og går ud i regndisen igen. Gasmuseet står bastant og favnende, som en kulturinstitution bør gøre det, og vi standser op et øjeblik ved "48" - den tidligere lagerbygning for rør og støbegods kaldet sådan, fordi den blev bygget i 1948. Mens vi ser på sceneriet med de store gasbeholdere og de mange bygninger, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det også er oldefars museum.

Noter:
(1) H. Morell Jørgensen, Historien om Hobro Gasværk gennem 90 år, s. 24, Hobro 1988.
(2) Den Store Danske Encyklopædi, bd. 7, s. 323, Haslev 1997.
(3) Samme
(4) Hobro Avis 26-8-1998, s. 3.
(5) Hj. Schmidt, Af Hobro Bys Historie, s. 35, Hobro 1928. - Hvor formuleringen for afslaget dog lyder: ".. At Tvivl om Hensigtsmæssigheden af Gadebelysning var almindelig udbredt. " - Efter at et gasværk havde været besluttet, men viste sig at ville blive meget dyrere end først antaget.
(6) H. Morell Jørgensen, ovenstående s. 5.
(7) J O Lang, Danske Gasværkers Historie, s. 259, Varde 1922.
(8) Samme. Samt brev fra Hobro Kommunale Gasværk til Hobro Byraad 31. Aug.1945- i Hobro Gasværks arkiv 1988/642 i Lokalhistorisk Arkiv ved Sydhimmerlands Museum.
(9) Ovennævnte brev af 31-8-1945
(10) Rapport "Udvidelse af Hobro Gasværk" i september 1953, i H.G.s arkiv 1988/642.
(1l) Danske Gasværkers Historie, s. 258.
(12) Landsarkivet i Viborg, kirkebøger, folketællinger m. v.
(13) Bl.a. beskrevet i katalog for Hobro Filitalistklubs udstilling i Hobro 9.-10. aug.1980. s. 3ff
(14)Danske Gasværkers Historie, s. 258.
(15)Hobro Gasværks arkiv 1988/642 i LHA-Sydhimmerlands Museum.
(16)Hobro Venstreblad 12-12-1921.
(17)H Morell Jørgensen, ovenstående.
(18)Fra interview med Inga og Ove Michaelsen 18-1-1999.
(19)Fra møde på Gasmuseet 20-1- 1999.
(20)Uddrag af Gasmuseets arbejdsplan(1998/99)