Hammer og Willestrup Gods

Om navnet Hammer og Willestrup Gods

Af Vagn Jensen

I Himmerland ligger der en gård, der kaldes Hammergården. Her har der gennem lange tider levet folk, der hed Hammer.

Gården ligger ved nordsiden af den smukke gamle romanske granitstens kirke fra 11-1200 tallet i landsbyen Stor Arden. En meget gammel landsby, hvor stednavnet Arden henviser til det højtliggende stærkt kuperede terræn med skarpe og sandmuldede jorder, og altså ikke betyder ard = plov. Selvom ploven og arbejdet med jorden for det meste har været eksistensgrundlaget for egnens befolkning.

Går man i dag en tur ind i Stor Ardens kirke, hvor så mange Hammer folk er blevet døbt, konfirmeret, gift og begravet fra, kan man i det ældgamle smukke kirkerum godt blive grebet af den stille stemning og måske ligefrem føle et historiens vingesus. Man er et særligt sted, og kirken var jo også forhen en særlig størrelse. En lokal magtfaktor. Næsten som en hyrde, der vogtede sine får.

På alteret står en pompøs pokal til altervin. En alterkalk af gedigen sølv, som er skænket af Axel Juul og fru Kirstine Lunge fra den røde borg Willestrup.

Under Willestrup gods hørte en del fæste bøndergods og deriblandt også Hammer gården i Stor Arden. Man kan hævde, at fæstebøndernes indsats på godset afspejler sig på smukkeste vis i den kostbare gave til kirken. Som kirken var også godset en lokal magtfaktor. En fast ramme om fæstebøndernes og Hammerslægtens liv, som de dagligt måtte forholde sig til. Sikkert har de også ved langbordet i Hammergården i de lange vinteraftener talt mindre pænt om gejstligheden, adelen og ikke mindst kongen, der jo ligesom kirken og godset skulle have sine skatter og afgifter af fæstegårdens produktion. Og der skulle meget til, når herskabets livsførelse + landets store slotsbyggerier og krige skulle finansieres. Byrden hvilede tungt på bøndernes skuldre. Tilværelsen for menigmand, dengang kaldet almuen, var bestemt ikke altid lige rosenrød i de »gode gamle dage«. Kom der så også misvækst, ulykke eller sygdom til, som det skete for de fleste, blev det da helt galt. Alligevel blev livet jo levet af de mange fæstebønder i landsbyerne Stor Arden, Møldrup, Axelterp, Tisted, Astrup, Borup Brøndbjerg m.v., der lå i en gå afstands kreds omkring Willestrup.

Willestrup er ikke nogen ældgammel herregård. »Kun« godt 450 år. Den kan ses som en af konsekvenserne af det sidste store bondeoprør i Danmark. Skipper Klement Oprøret, hvor bønder fra Vendsyssel og Himmerland gjorde oprør mod konge, adelsvælde og dårlige levevilkår. Oprørene led nederlag, og deltagerne måtte som straf enten miste deres hoved ved halshugning, eller de måtte afstå deres landbrug til kongen. Det sidste som et nådigt tilbud kaldet »halsløsning«. Et tilbud som, om man så må sige, de nedkæmpede dårligt kunne sige nej til.

En dommer i mange af disse sager var Hr. Axel Juul, lensmand på Aalborghus og landsdommer ved Landsretten i Viborg. Han fradømte gårde med den ene hånd, og han købte gårde med den anden hånd. For sikkert meget rimelige penge erhvervede han således mange af disse beslaglagte selvejede bøndergårde af sin gode ven kongen.

Derefter oprettede han et skattefritaget gods komplet med hovedgårdsjord og underliggende fæste bøndergods samt skov, som sammenlagt med de gårde han ejede i forvejen blev til Willestrup.

Selve bygningsværket, den røde borg, som nærmest var et slot dengang, blev bygget på et kunstigt voldsted, hvilende på en hel skov af nedrammede træstammer. En solid fire fløjet herregård i 2 og 3 stokværk eller etager og med karnapper og takker og det hele. Dertil omkranset af en bred vandfyldt voldgrav. For en sikkerheds skyld - der kunne jo komme nye bondeoprør.

Willestrup fremtræder i dag som et noget ombygget men dog stadigvæk imponerende og velholdt borgagtigt bygningsværk med sine flotte røde mure spejlende sig i det omliggende vand og med sin smukke barokhave som baggrund. Alt sammen opført i det, der før var et vandhul, dynd og morads.

Hvor mange hoveridage er der vel ikke gået med at køre de hundredvis af vognlæs fyldjord, sten og træ til anlæggelse af borgen og barokhaven. Det har Hammerfolkene nok også både bandet og svedt over.

 

Hvor kom Hammer folkene fra

Nu kunne det jo være spændende om Hammer folkene, som navnet og navneskikken med at kalde folk op efter steder de kom fra antyder, virkelig havde deres oprindelse i Hammer. Det kunne så være Hammer sogn i Vendsyssel. Endnu mere spændende kunne det så være, om det kunne påvises, at de blev fordrevet derfra i forbindelse med det store bondeoprør.

En anden mulighed kunne være, at gården af anden grund havde fået sit navn, Hammergården, og derefter givet navn til de beboere der levede i den. Men hidtil har ingen af teorierne kunnet bevises.

Stor Arden er altså det geografiske sted, hvor vi med sikkerhed ved, at Hammer folkene har levet og virket. Det ved vi fra kirkebogen. En Chresten Hammer er opført død der i 1721 som 76 år gammel og må altså være født i 1645. Hvor ved vi ikke. Chresten Hammer har nok været gift 2 gange, men hans koners navne er ikke nævnt. Kun navnene på 5 børn skrives ind. Præstens skrift virker sjusket og rodet. Han nævner da heller ikke navnet på Chrestens mor, da han 1697noterede, »Har i Dag begravet Chresten Hammers Mor i hendes Alders 85 Aar.« Kvinder regnedes ikke for så meget dengang.

Men, hvis vi hælder os til den eksisterende navneskik på landet dengang, hvor børn oftest blev opkaldt efter deres bedsteforældre, kan vi sikkert regne med, at Chrestens mor hed Maren og var født i 1612. Chrestens far har så heddet Anders og var måske født sidst i 1500tallet.

Chresten fik sammen med fru Hammer (Maren?) 3 sønner Hans, Peder og Anders, inden hun døde. Ved andet giftermål blev der »auglet« en Mikkel, der døde som spæd, og en Maren som sikkert blev opkaldt efter Chrestens første kone. Og ud fra disse 4 overlevende efterkommere efter Hammerfamilien skabtes der efterfølgende en befolkningstilvækst i Stor Arden, der vil noget. Eksempelvis bliver sønnen Hans Hammer far til 6 børn med sin første kone, og 4 børn med sin kone nr. 2. Selvom kun halvdelen blev voksne, fortsatte tilvæksten derfra. Nye fæstere, fogeder, håndværkere, husmænd og husmødre til egnen.

Fra en matrikel ses, at der i Stor Arden dengang lå 7 gårde. På de 5 var der 2 fæstere, 1 var enefæstet og 1 var øde, men brugtes af herredsfogeden Søren Block, som også var ene om gård nr. 3 i skoven kaldet Holtet og Vesterskovhus.

Gård nr. 1 deltes af Chresten Andersen (Hammer?) og Bertel Pedersen med hver ca. 6 tønder hartkorn..

De 5 af gårdene tilhørte Liljenkrone (Mariager Kloster), og under Willestrup hørte 2 gårde og 12 husmandssteder uden sædejord. Desuden havde Ove Juul på Willestrup ca. 17 tønder hartkorn, som ikke er nærmere angivet.

Gård nr. 1 må være Hammergården. Den lå som nu nærmest kirken, og det var normalt at tælle fra kirken og udefter, når landsbyerne skulle registreres. Derfor blev den gård nr. 1. Der var 2 mand på gården og jorden var delt mellem dem. I dag hedder delene hhv. matrikel 8a og 9c.

Som det ses ovenfor, var Stor Arden ikke nogen særlig stor landsby, men der boede dog en herredsfoged, og der blev holdt herredsting her, indtil det blev flyttet. Først til Bælum og siden til Terndrup.

En vidneførsel fortæller, at der blev holdt herredsting i Hans Jeppesøns kro i Stor Arden. I fortiden havde man holdt ting under åben himmel, men det havde sikkert været for ubekvemt i længden, så man var rykket inden døre.

Vidneførselens klage gik på, »at der baade før Tinget, under Tinget og efter Tinget blev udtappet Øl og Brændevin for Penge til enhver, som var tilstede og Tinget søgte.« Det var meget uskikkeligt, mente klageren og hans 29 vidner. Ydermere påpegedes det, at Stor Arden lå afsides og med dårlige vejforhold. Mange ønskede derfor, at få flytte herredstinget, hvilket jo også skete.

Myndigheden på Hammergården var godt nok på et lavere niveau end på herredstinget. Drikkeriet sikkert også. Men både nu og før har der da været en vis myndighed tilstede i gården.

Den bebos i dag af unge folk, Anette og Lars Petersen og deres børn, men de har ikke Hammer navnet med. Stedet drives som kvægløst fritidslandbrug, og Lars er desuden den myndige formand for menighedsrådet og har egen nøgle til kirken.

Hammergården har tidligere været sognefogedgård og sikkert også huset en oldermand, for datidens landsby havde sit eget styresystem med sin egen hakkeorden og en tæt social kontrol med hinanden. En kontrol der vel overgår vor tids elektroniske overvågning med video kameraer og EDB registrering m.v. Alle vidste næste alt om alle.

Man valgte sin leder, oldermanden, for en et-årig regeringstid. Et hverv der gik på omgang. Man havde sine egne vedtægter, kaldet vider, og man havde sit eget bødesystem. I parentes bemærket blev bødekassen normalt tømt ved de årlige fester. En mindre del tilgik de fattige, resten drak man op i fællesskab. Indenfor landsby fællesskabet hjalp man hinanden og søgte at klare egne tvister selv, og i forhold til herskabet på godset stod man sammen og dækkede over hinanden. Men at undgå indblanding udefra lykkedes ikke altid.

En tjenestepige (Brøndbjerg) blev slæbt i retten, anklaget for at have »nappet« nogle æbler og blev straffet for det. Og en gammel fattig kone, der måske af nød kom til at »tage fejl« af en af sine egne og en af naboens høns, blev idømt 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød. Men straffe måtte dengang være meget hårde, for de skulle jo være endnu hårdere end den dagligdag de fleste oplevede. Og den dagligdag kunne være endog meget barsk.

Negativt og positivt fællesskab gik altså hånd i hånd i landsbysamfundet. Man havde fælles opgaver på godt og ondt i driften af landsbyens og godsets jorder, og man festede sammen.

 

Valborgaften i Stor Arden

Når folkene i Hammergården og deres sognefæller den første maj »førte sommeren i by« og dansede om majtræet, var det en traditionsrig folkefest for alle. Egentlig en urgammel hedensk fest, som kirken ikke havde overtaget som så mange andre fester og højtider. Majfesten fortsatte som små fester og blussede op ved pinsefest og kulminerede først ved midsommerfesten. Indledningen hed Valborgaften, og ved en sådan Valborgaften i Stor Arden gik det således til:

I Stor Arden tændtes der bål i en tjæretønde på Kvindehøj nordvest for byen. Hekse og trolde skulle drives ud. Bålet kunne ses vidt omkring, og tiltrak folk fra hele sognet - her kunne man møde slægtninge og venner. Man samledes om bålet, men ikke tilfældigt. Man stod eller sad ved det

verdenshjørne, hvorfra man var kommet. Folk fra Holthusene nord for bålet, dem fra Hammergården og byen var øst for, og dem fra Stor Arden Mark syd for osv.. Karlene skulle jo have lam (Valborg kæreste) det vil sige have tildelt en pige, som karlen skulle sørge for, beskytte og have ansvaret for ved fester og legestuer i det kommende år. Da det var en gammel skik, at karlene fik lam fra deres egen del af sognet, holdt de dem samlet ved bålet. Men denne gang gik det anderledes.

Sognefogedens søn var udråber (gadebasse) og forkyndte højlydt, hvem af pigerne karlene skulle have til lam (gadelam). Men gadebassen brød skikken og byttede om. Anders Hammers søn i Holthusene fik Søren Brakkers Kirsten fra Stor Arden Mark til lam, Jens Bertelsens Niels fra Vejrholt Hede fik lærerens Marie fra Stor Arden by osv. Det blev der megen morskab og pigefnis ud af. Men da alt var organiseret, og de unge havde tumlet rundt i skoven for at plukke grene til festen, gik det mod Stor Arden by.

Man gik i klynger med sange, snakken og munter latter ned mod byen, drejede østen om søen, vesten om kirken om til skolepladsen. Der var der rejst en majstang pyntet med gran, løv og flag. Spillemanden murer Kræn Dokkedal gned fiolen, og så gik dansen omkring majstangen i en tåge af støv og sved til langt ud på de små timer. Kræn Dokkedal spillede svejtrit til slut, og de unge forsvandt i natten i alle retninger - efterladende de ældre velbeskænkede, festtrætte og hjemadskridende forældre og sognefæller.

Det er klart, at et sådant natteroderi, kaldet »natteløb«, hvor de unge i mørket plukker nye grene til majfesten og pjanker rundt til den lyse morgen, kunne få nogle konsekvenser. Også det, at de gamle sidder og drikker sig en bimmelim på. Myndighederne forsøgte gennem tiderne da også at ændre på disse forhold:

»De majdrenge må gå om dagen, men ikke om natten, om I vil føre sommer i by«, lød det. Præsterne skulle tilse, at forordningen blev efterlevet. Men helt godt lykkedes det aldrig. En statistik fortalte, at af de piger der deltog i natteløb »vendte knap en tredjedel tilbage med æren i behold.

Ifølge kirkebogen for Stor Arden er der op gennem årene da også en del børnefødsler omkring månedsskiftet januar-februar - uden at det dog behøver, at have noget at gøre med Valborg og hendes aften lige før sommertid.

Willestrups udvikling

Fester var altså en del af livet i landsbyen. Ligeså var festerne på Willestrup en del aflivet der. Men det var bestemt ikke folkefester. Om en af de tidlige fester fortælles, at den var med kongelig deltagelse.

Det var jo en strålende satsning lensherren af Aalborghus og landsdommer Axel Juul foretog, da han lod Willestrup bygge. Han indbød kongen, Chr. 3., til festlighed og besigtigelse af det færdige resultat, og monarken kom skam. Det blev en fin fest og en meget vellykket visit, og da kongen med sine tjenere kørte derfra, over møllebroen, blev hans hofnar så betaget af, at se den smukke borg spejle sig i vandet, at han brast i en hjertelig latter. Kongen vendte sig om og spurgte ham, hvad han morede sig sådan over, og narren svarede: »Aalborghus len må være en god ko, siden den kan føde så prægtig en kalv.«

Det gode forhold til kongemagten fortsatte ud i fremtiden. Sønnen Iver Juul blev bl.a. medlem af rigsrådet, sønnesønnen Ove Juul kom endnu højere op af rangstigen og blev sågar vicestatholder i Norge, og helt op i nutiden er godsets nuværende ejer, Vincent Juul, blevet besøgt af Danmarks regent, dronning Margrethe II.

Udbygning og fremdrift af godsdriften fortsattes af Axel Juuls efterkommere via det stedlige kvinde- og mandskab. Men ved giftermål og arv kom Willestrup i perioder på andre slægters hænder, og blev somme tider ret misrøgtet.

 

Slægten Hammer

For Hammerslægten skete der naturligvis det samme som for Juul slægten. Nemlig, at der ved giftermål og arv kom nye familiegrene til stammen og til Hammergården. Traditionen var, at ældste søn fortsatte på fæstegården (arvefæste), og de yngre sønner måtte så prøve, at få andre fæstegårde eller klare sig ved skovdriften eller som håndværkere og husmænd (ugedagsmænd). Pigerne skulle jo bare giftes bort og være husmødre andre steder. Men alle blev de således arbejdskraft for godset og deltagere i det lokale fællesskab. En af Hammerlinjerne ser ud som følger:

Chresten (Andersen?) Hammer - matr.nr. 1 Stor Arden

f. 1645 d. 1721 (76 år) - koners navne ukendte - 5 børn.

Hans Chrestensen Hammer - matr.nr. 1 Stor Arden

f. 1683 d. 1767 (84 år) -Anne Pedersdatter (2) - 10børn.

Laurs Hansen Hammer - matr.nr. 1 Stor Arden

f. 1732 d. 1771 (39 år) - Kirsten Chrestensdatter - 3 børn.

Hans Laursen Hammer - matr.nr. 8 Brøndbjerg

f. 1767d. 1832 (65 år) -Birgitte Corneliusdatter -6 børn.

Laurs Hansen Hammer - matr.nr. 8 Brøndbjerg

f. 1803d. 1841(39år) - KarenChrestensdatter- l barn.

Kirsten Marie Laursdatter

f. 1834 d. 1913 (79 år) - Jens Andersen Ladefoged -9 børn.

Det ser ud til at Hans den ældre, som er født på Hammergården, overtager den efter sin far. Den anden mand på gården, Bertel Pedersen, far tilsyneladende ingen sønner, men en datter, der bliver gift med Hans Hammers bror Peder. Det bliver så svigersønnen Peder Hammer, der overtager Bertels del af Hammergården, som således bliver til en »ren« Hammergård. Hans den ældres yngste søn af andet ægteskab, Laurs, overtager mod traditionen efter sin far. Men Laurs bliver kun 39 år, og hans ældste søn, Hans den yngre, er da kun 4 år og derfor ude af stand til at overtage. Han må som voksen fæste anden gård (matr.nr. 8 i Brøndbjerg, Rostrup sogn, som også tilhørte Willestrup gods), og Hammergården kom således ud af den viste familiestammes verden.

Et par af Hans den ældres andre sønner blev Håndværkere. Henholdsvis sadelmager og skrædder i Stor Arden. Men navnet Hammer hang ved. Hans den yngres ældste søn, Laurs, overtager efter traditionen gården i Brøndbjerg efter sin far. Forinden havde Laurs været forpagter på præstegården i Harridslev, hvor han fandt sin kone Karen Chrestensdatter med hvem, han fik datteren Kirsten Marie. Sidste efterkommer i ovennævnte Hammerlinje.

Flere af mændene i familielinjen efterlader sig enker. F.eks. Laurs den ældre, hvis enke Kirsten få måneder efter mandens død gifter sig med Niels Laursen af Lille Arden. Det var nødvendigt at være både en mand og en kone på en fæstegård, for at systemet kunne køre. Niels Laursen og parrets søn, den senere sognefoged Laurs Nielsen Hammer, overtager navnet Hammer, og er således eksempler på, at gården giver navn til sine beboere.

 

Under Willestrups vinger

På Willestrup havde arbejdsopgaverne ændret sig over tid. Både for Hammer folkene og alle andre under godsets vinger. Det generelle mønster for godser i Danmark var, at man ind i anden halvdel af 1600 tallet mest opdrættede stude til eksport. Korn avledes kun til eget brug - grød, brød, øl og foder til hestene. Derefter blev det mere lønsomt at eksportere kom - »Fra bøffer i 1600 tallet til brød i 1700 tallet.«

For Willestrups vedkommende gjaldt det samme. Men derudover var der jo godsets store skovområder op mod Rold og Lindenborg skovene. Samlet set Danmarks største skovområde. Skovene var en arbejdskrævende men også udbytterig del af godsdriften.

Så længe det drejede sig om studeopdræt, kunne fæstebønderne godt bo spredt og måske klare en del af fæsteafgiften (landgilde) ved, at holde en eller flere stude på stald for herremanden. Men Willestrups skovdrift og forøgede avl og salg afkom krævede centralisering af arbejdskraften omkring hovedgården. Willestrups ejere samlede da også ved mageskifter og handler megen bøndergods (fæstere) og billig arbejdskraft (hoveri) om den røde borg. Derfor blev strukturen her, som vi kender den på landsplan - godset med sin hovedgårdsjord nærmest og sit bøndergods i landsbyerne omkring sig. Dertil kom så skovdriften.

 

Det var barske tider

Hammerfolk, der var fæstebønder, og deres fæller måtte med tiden yde et stigende antal arbejds- eller hoveridage på godset. De kunne dog stille en karl og heste for sig. Men, hvis dette hoveri/pligtarbejde og skatter og afgifter så også blev presset i vejret, som det gjorde, er det klart at motivation og virkelyst dalede hos fæstebønderne. Nogle satte sig på bagdelen - i dag hedder det strejke. Andre snød og fuskede, og der kom uro i geledderne. Allerede Iver Juuls enke Ingeborg Parsberg, der drev godset

videre efter manden til sin død i 1665, førte mange retssager mod sine vrangvillige bønder. Hun har dog ikke kunnet dømme fra godsets egen domstol, Willestrup Birk, som først menes oprettet, da godset blev ophøjet til baroni i 1757. Om der var Hammerfolk mellem de anklagede er endnu ikke fundet.

Til Ingeborgs undskyldning kan man sige, at i hendes tid væltede ulykkerne formelig ned over egnen og landet. Hun måtte sætte hårdt mod hårdt. Som bønderne var afhængige af godset, gjaldt det også omvendt, at godset var afhængig af sine bønder. Uden arbejdskraft intet udbytte. Og i hendes tid var der gentagne epidemier i landet, som tyndede ud i folk og lagde gårde øde. I den nærliggende købstad Mariager var der kun et par håndfulde borgere tilbage efter nogle pestepidemier. Og hvad pesten ikke kunne skabe af ulykker, det kunne krige. F.eks. Chr. 4.s fortvivlede indblanding i 30 års krigen, der som bekendt førte til nederlag i Nordtyskland og besættelse af Jylland. Wallensteins besættelsestropper

brændte huse, hærgede, plyndrede og voldtog, hvor de kom frem. Senere kom Torstensons svenskere og gentog øvelsen. Danmark blevet forarmet og forrået sted, hvor overlevelseskampen bragte jungleloven i centrum. Endelig var der de hårde og drønkolde isvintre med tilfrosne sunde og bælter, som de svenske soldater gik over, da de besatte Sjælland. Isvintre der tyndede yderligere ud i den svageste del af den danske befolkning. Ingeborg og adelen på Willestrup var nok nødt til at svinge pisken over de overlevende på godset, for at holde produktionen i gang og klare dagen og vejen.

1700 tallets sidste halvdel har man kaldt den florissante tid, hvor Danmark holdt sig uden for de europæiske krige og handlen blomstrede. Især med varer til de krigsførende lande. Men som nævnt betød dette jo ikke ubetinget bedre vilkår for almuen, og mod periodens slutning ændrede de store landbrugsreformer i Danmark betingelserne for livet på landet, og ufreden meldte sig igen.

 

Skæbnen kunne være hård

Et par hårde livsskæbner fra Willestrup egnen skal berettes her:

Kirsten Jacobsdatter, der var hovedfiguren i engsspillet »Willestrupspillene « i 2001, blev i 1776 dødsdømt for tyverier og mordbrand og henrettet på Kællingehøj. Dommen var afsagt af herredsdommeren Chr. Fugl og hans 7 meddomsmænd, der alle var fæstebønder fra egnen. Dødsdommen blev stadfæstet af den sindssyge konge Chr. 7.

Blandt de nævnte meddomsmænd optræder Nicolaj Corneliussen og hans søn Cornelius Nicolaj Lavlund. Sidstnævntes søn Nicolaj Corneliussen bliver så et eksempel på det modsatte af at være dommer. Han bliver den dømte. Sammen med sin medskyldige Søren Nielsen Kusk bliver han idømt pisk og livsvarigt straffearbejde for tyverier.

Nicolaj blev født 1781 som nr. 9 i en børneflok på 13. Hans forældre boede i Kirkehøjhus i Astrup sogn. Som barn blev Nicolaj sendt ud at tjene. Han havde 5 pladser inden sin konfirmation. Efter konfirmationen havde han 2 pladser på 3 år, men blev af Willestrup sendt ind for at springe soldat i 1802. Slaget på Redden og ødelæggelse af de danske skibe i 1801 førte til mobilisering af den danske hær.

Han kom i tjeneste ved Det kongelige artilleri korps 6. kompagni i København, og var soldat der i mere end 10 år. Han deltog således i krigshandlingerne mod England og Sverige i forbindelse med Napoleonskrigene. Englændernes bombardement af København, kampen om Sjælland osv. Hårde betingelser og hårde tider.

1807- året hvor engelskmanden konfiskerede den danske flåde - straffes Nicolaj for at have deltaget i at rapse et og andet uden at betale på »Tracteur« Carlsens værtshus på Vesterbro i København. Prisen blev at »løbe spidsrod« 4 gange, dvs. løbe med nøgen overkrop mellem 2 rækker soldater, der bankede løs på den dømte med kraftige stokke.

Efter krigstjenesten vendte han med sin soldaterkone, Lisbeth Andersdatter fra Falster, tilbage til Willestrup-egnen. Han fik fæste som hoveripligtig skovhusmand på sit fødehjem Kirkehøjhus. Et lille sted på 3 skæpper hartkorn + 25 tdr. land. Det var det år, hvor Danmark gik bankerot (1813), og penge blev næsten værdiløse, og mange folk gik fallit.

På Kirkehøjhus levede Nicolaj i 16år med sin Lisbeth og deres efterhånden halve snes børn. Men han klarede sig dårligt, stiftede gæld eller tog selv. Han fik af sognepræsten Rosenkilde skudsmålet: »En Skjændsel for og et farligt Levn i denne Menighed.«

For lovbrud og tyverier dømtes han og hans medanklagede Søren Nielsen Kusk til »Kagen« (Pisk) samt livsvarigt straffearbejde på en fæstning. Nicolaj og Søren havde ikke noget godt liv. Måske skulle Nicolaj have haft psykologhjælp efter krigstjenesten.

De kom dog begge ud før tiden, for de døde begge ude af fæstningen.

 

Historien går sin gang

Godset gik ud af slægtens eje allerede i 1725. Den turbulente tid omkring statsbankerotten i 1813 gik også hårdt ud over Willestrup, og det blev ret mishandlet. Stumperne måtte sågar overtages af staten i 1822, indtil den bliver købt af Hans Adolf Juel ( Stjernejuel - ikke Liljejuul) i 1836. Men da var det gamle bondesamfund under kraftig forandreing.

Hammergårdens status som fæstegård forsvinder også i den forandringsfroces, idet den frikøbes til selveje 18. januar 1859. Nu er der ikke længere Hammerfolk på Hammrgården, men nogle af dem er dog stadig på egnen. 

I 1867 bliver den købt tilbage af den gamle Juul slægt (Liljejuul).

En stout gammel kone, Jenny Hammer, gift Jacobsen, op mod de 80 år, fortæller med bondestolt troværdighed om sin slægtsgård, Vester Skovhus. En gård på ca. 120 tdr. land. Frikøbt fæstegård fra Willestrup af hendes bedstefar. Over vognporten hænger stadig skiltet »Carsten Hammer 1886«. Det år bedstefaderen byggede laden.

Jennys søn Jan er mand på gården, men hos ham er Hammer navnet gledet ud. Han hedder Jacobsen. Konklusionen på denne lille undersøgelse må derfor være:

»I fortiden gav Hammergården i Stor Arden navn til sine beboere - både til familien og til dem, der giftede sig ind i familien - men vi ved ikke, hvor gården selv fik Hammer navnet fra. Hammerfolk, der flyttede væk fra gården beholdt navnet, men de gav det ikke videre til deres nye gård. Og i dag er Hammergård og Hammerfolk 2 helt adskilte størrelser.«

Vi kører en tur gennem Stor Ardens krogede bygade, forbi Hammergården, ned i dalen, over bakken og ud ad Vester Skovhusvej en vindstille højsommerdag i august, hvor lyset spiller i den flimrende varmedis, og man fornemmer et pulserende høstarbejde rundt omkring sig, spredt fuglesang og plads for øjet ud over det vidtstrakte bakkeland med de skarpe jorder, der i dag giver mere end 30 fold mod forfædrenes sølle 6 fold. Alt dette føles på en gang som kontakt med egnens sjæl og samhørighed med

de folk, der har levet og virket her.

Vester Skovhus gården viser sig og fremtræder med sine udhuses mure i smukt tilhuggede kampesten (evt. fra en nedbrudt kirke?) omhyggelig og sikker i konstruktion og snit, som et vidnesbyrd om fortidens kunnen og energi.

Gennem vognportens rundbue, over brolægning og gårdsplads, hvor forhen møddingen havde sin plads, bydes vi velkommen til hvil ved havens stenomsatte andedam. En sø med behørig slidske fra vandets overflade, så kravlet ikke skal forcere de stejle stensætninger.

Den unge generation tager imod. Gårdspladsen genlyder af leg og lyse barnestemmer. Den ellers udearbejdende husmor Bente Christensen fra Nørager Kommunekontor fungerer i dag på hjemmefronten og deltager venligt i snakken. Dog periodisk afbrudt at tilsyn med korntørrings anlæg og børnepasning. Jan høster korn med sin mejetærsker. Han er ellers mekaniker og må udføre gårdens kvægløse drift ved »måneskins arbejde« udenfor jobbets faste arbejdstider. Hvem sagde, at man knoklede meget i fortiden?

Vi kører hjemad. Snakker om fortid kontra nutid. Meget er forandret, og vi morer os lidt over Jennys slutbemærkning: »Alt det gamle er væk. I dag er der næsten kun 2 gårde i hvert sogn - og den ene er kirkegården.«

(Artikelfodnoter og henvisninger findes på Lokalhistorisk Arkiv, Arden.)