Henry Jensen

Henry Jensen ca. 1891-1975

af. J. Chr. Sondrup
Dette indlæg i årsskriftet er baseret på optegnelser af redaktør H. Morell Jørgensen., tidligere lokalredaktør for Aalborg Stiftstidende. Beskrivelserne fra Morell Jørgensen kunne godt til tider være lidt som ”Ekstrabladet” og er derfor i denne artikel blevet noget modereret.

Livet uden for politik

Henry Jensens barndom var set med vore øjne meget hård. Vi kender ikke detaljer i denne barndom, men han har aldrig kendt sin mor og blev sat i pleje, indtil han var en halv snes år. Han kom herefter ud at tjene på Thorsgaard i Hegedal.

Hans far, som var meget fordrukken, kom hvert år d. 1 november og hentede hans løn og forsvandt med den. Det blev dog Henry Jensen for meget, og det endte med at han selv gik til husbond og fik udbetalt årslønnen. Da faderen kom for at hente drengens løn men ingen fik, blev han rasende. Henry afviste ham kontant og faderen måtte fortrække uden lønnen.

En rebslagerfamilie på Hegedalsvej i Hobro tog sig meget af drengen, og som det fremgår fik han her et andet hjem.

Henry gik til præst i Hørby, og han gik selvfølgelig til Hørby. Han fik dog på konfirmationsdagen et telegram fra personer i Hobro, som kendte gårdfolkene. Dette hjem var et godt hjem, der støttede Henry Jensen også efter at han som ung var kommet derfra.

Hvem der var plejeforældre vides ikke, men de var fra Hegedal og hvor Henry Jensen gik i skole fremgår ikke af notater, men skolegangen må have været på Hostruphuse Skole på Solbakken.

Henry Jensens senere virke giver klart indtryk af, at han har erhvervet sig endog særdeles gode kundskaber i skolen. Han var livet igennem en meget belæst person.

Sin værnepligt aftjente han ved infanteriet, og senere var han fyrbøder på dampbåden Freja, der sejlede på Mariager Fjord. I 1924 købte han et husmandssted i Dronninglund og drev det i et par år, men det gik ikke, og han kom hjem, blev træskomager med bopæl i skrædder Madsens ejendom på Hostrupvej, og havde også denne forretning i et par år.

Henry Jensen var herefter arbejdsmand i de første 10 år ved kommunen og efter perioden som borgmester ved forskellige firmaer i byen, indtil hans pensionering. Han var flittig som arbejdsmand og han mente, at når folk fik en løn for at udføre et arbejde, så var de pligtige til at arbejde og ikke drive tiden bort. Dette håndhævede han senere som arbejdsleder.

Under de vanskelige kriseforhold i trediverne var han arbejdsleder ved beplantning i Hørby Plantage. Projektet blev kaldt ”Helvede hinsides Hørby”.

 

Almindelig medlem af byrådet

Henry Jensen var stejl og strid, og det var kommunens stadsingeniør Hans Brems også. Det kunne derfor ikke undgås, at det gik galt de to personer imellem, da Henry Jensen var kommunal arbejdsmand og underlagt Stadsingeniøren i det daglige arbejde og efter arbejdstid var gade- og vejudvalgsformand og her kunne give kontraordre til Stadsingeniøren, og det gjorde han.

Striden sluttede med, at Stadsingeniøren i sit pengeskab på kontoret havde forskellige papirer, som Henry Jensen ikke skulle se. Under en ferie mødte Henry Jensen op sammen med en låsesmed og brækkede skabet op. Denne operation gav genlyd over det ganske land. Det endte med, at Stadsingeniøren fik sin afsked med pension, men da han var den eneste rådgivende ingeniør i Hobro, skete det ofte, at han var gageret af kommunen. Hans pension og honorar betød, at han fik flere penge fra kommunen end før, og det blev derfor beslutte at antage ham igen.

 

Borgmester i Hobro 1938-1946

Henry Jensen var dog så vidende, at hans socialdemokratiske byrådskolleger besluttede at indstille ham til borgmester efter Anton Kristensen. Han var det eneste byrådsmedlem der kendte og forstod Steinckes store socialreform fra 1933. Da Anton Kristensen faldt for aldersgrænsen, holdt hans kolleger derfor afskedsmiddag for ham på ¨Forsamlingsbygningen , og her blev der holdt mange taler. Som det ofte sker ved sådanne lejligheder var mange af talerne svulstige og sagde meget mere, end man egentlig kunne stå ved, hvis sandheden blev holdt i hævd. De mange rosende ord og omtale af hans dygtighed som borgmester fik ham til, da han takkede, at udtrykke, at han godt kunne tage en periode mere.

Efter en pinlig tavshed sprang Henry Jensen op og råbte: ”Kan du ikke se Anton, din store idiot, at alt, hvad der er sagt, er det rene gas, som kun bliver forstærket, fordi man er glad for at slippe af med dig Der er ingen her i salen som synes, at du gamle idiot, som intet magter og intet kan overse, skal fortsætte”. Denne gallaaften endte nær i en skandale.

 

En hård leder af byrådet

Henry Jensen blev borgmester, og med hård hånd regerede han sin gruppe og faktisk hele byrådet . Det var en fast regel i gruppen, at såfremt et flertal (4 medlemmer) var enige, skulle de resterende 3 medlemmer rette ind, og denne 7 mands gruppe var derfor større end oppositionens 6 medlemmer. Det gav derfor stor politisk magt til Henry Jensen.

Alligevel forlangte det konservative byrådsmedlem ordet ved et byrådsmøde. Henry Jensen nægtede ham at tale, men han fortsatte med høj og kraftig røst at tale imod et forslag, og da Henry Jensen ikke kunne standse ham ringede han med klokken og aflyste byrådsmødet. Mødet blev genoptaget næste morgen kl. 6.

Det udløste vild panik og næste dags morgen mødte kun den socialdemokratiske gruppe og et hav af journalister og fotografer. Oppositionen klagede til indenrigsministeren, og Henry Jensen fik senere en næse for optrinet, men den lå i en skuffe i månedsvis uden at blive læst op i et åbent byrådsmøde.

Efter tre år uden juletræ på Torvet besluttede teknisk udvalg at opsætte et juletræ. Dette faldt den impulsive borgmester for brystet, så at han straks indkaldte til ekstraordinært byrådsmøde og fik vedtaget at fjerne træet. Dette skete næste formiddag, men det var ikke til teknisk udvalgs tilfredshed, og formanden udsendte en skrivelse, hvor han betegnede borgmesteren som uanstændig, barnlig og latterlig.

Byrådsmøderne var sjældent kedelige, og det var normalt borgmesteren, der var den skyldige. Der herskede mellem ham og hans tidligere parti et meget spændt forhold, hvilket bl.a. kom til udtryk som følger:
Brænderiarbejder Bøtker: ”Du kan stå på hovedet eller halen, men bygningen opføres i Sdr. Alle. Du kan være så tosset du vil, det hjælper dig ikke. Du skal ikke bryde din hjerne med kaution, for det forstår du dig ikke på”
Postbud Hjort: ”Kommunalpolitikken er for borgmesteren som en rød klud for en tyr, du har ingen forstand derpå”.
Magnus Simonsen: ”Det vil arbejderne ”takke” borgmesteren for”.
Svar fra Henry Jensen: ” Det gør de fandeme også, de er klogere end I er, men det siger sku ikke så lidt”.
Efter sigende var det den normale omgangstone i byrådssalen, men udtrykkene kunne godt til tider være værre.

Henry Jensen røg senere uklar med socialdemokraterne og meldte sig ud af partiet og ved byrådsvalget i 1942 opstillede han på sin egen liste. Hans liste var kun på tre medlemmer, men der var nok stemmer til fire og han måtte efter indenrigsministeriets afgørelse afgive det sidste medlem til socialdemokraterne. Han forblev dog borgmester.

 

Feriekolonien Hegedal

I vinteren 1942 stod Dansk Blindesamfunds feriehjem tomt, idet man ikke under daværende tilstande turde sende blinde medlemmer til Jylland. For også at støtte Blindesamfundet fik Henry Jensen den ide at leje hjemmet og skaffe nogle københavnske børn fra baggårdene et hårdt tiltrængt vinterferieophold.

Gennem Københavns Kommunelærerforening blev der indbudt 20 drenge og 20 piger til tre måneders ophold i Hobro. Under opholdet opstod den tanke, at der egentlig burde ligge en permanent feriekoloni i Hobro. Byrådet accepterede et køb af et areal i Hegedal, og Henry Jensen rejste straks til København og forelagde projektet for Københavns Kommunelærerforening der også viste interesse for dette.

Arealet blev købt. Byggetilladelserne kom i hus, fordi Henry Jensen belejrede ministeriet, indtil han fik tilladelsen med hjem. Man sagde i ministeriet at han fik tilladelserne så ekspres, for at man kunne slippe for hans videre besøg og kværulanterier. På rejserne til København havde han også den opgave at indsamle penge til byggeriet og besøgte derfor en række store københavnske firmaer, som ikke kunne modstå Henry Jensens energiske ”inkassometoder”, og det lykkedes at skaffe kapital til feriehjemmet. Feriekolonien blev trods materialemangel opført i lyntempo, takket være entreprenør Hans Nielsen.

Henry Jensen var på alle måder manden bag feriekolonien.

Igennem tiden har over 10000 københavnerbørn frekventeret kolonien, og de og deres lærere var meget velkommen i Hobro.

Ikke blot feriekolonien var Henry Jensens fortjeneste. Som den energiske borgmester han var kom også CBU Kasernen, Julemærkehjemmet, Skivevej, Rensningsanlæg, Rosendalsvænge og meget andet til i hans borgmestertid, og besættelsestiden taget i betragtning fik han et flot eftermæle.

 

En ”skævert”

Det er ingen hemmelighed, at Henry Jensen, måske nedarvet fra faderen, en gang imellem kom ”i byen”. Det begyndte normalt på restauranter i Adelgades nordlige ende og fortsatte på restauranterne gennem hele gaden. Flere borgere sluttede sig til selskabe, og byens kommunaldirektør var bagtrop og betalte i første omgang regningerne, som endte hos kommunen.

Redaktøren på det radikale ”Hobro Venstreblad” skrev ved en lejlighed, at Henry Jensens stillingtagen til en bestemt sag skyldtes at han ikke var helt ædru. Straks Henry Jensen læste det i avisen, drog han til Hobro Venstreblad, med avisen i hånden. Han trådte ind i kontoret og stak redaktøren et par på kassen. Det var i den politiløse tid. Det kom der selvfølgelig en retssag ud af, som Henry Jensen tabte med et brag.

Henry Jensen havde også en retssag kørende med lægestanden, der mente at han injurierede hele lægestanden ved på et byrådsmøde havde klandret lægerne for at være uvederhæftige med deres regninger. Han tabte sagen, men efter dommen sagde han til amtslægen ”Nu fik I mig dømt, men I er stadig nogle svindlere” Det gav dog ikke en ny retssag. Denne sag havde dog ikke samme baggrund som den føromtalte med redaktøren, men her kom Henry Jensens sande overbevisning frem, at ingen skulle lukrere på uvidenhed hos byens borgere, heller ikke økonomisk.

Også historien om Bjerregaard&Noe, Randers, bør nævnes. Firmaet ønskede at leje eller købe en havnegrund, som Havneudvalget havde sagt nej til. Direktør Bjerregaard kom til Hobro og inviterede borgmesteren og kommunaldirektøren til frokost. Det begyndte om formiddagen og frokosten varede til langt ud på aftenen. Der var indtaget så mange forfriskninger, at Henry Jensen skrev under på, at Bjerregaard &Noe kunne købe arealet til en sum, der var mindre end grunden var værd. Det blev der stor spektakel om i et lukket byrådsmøde, men for at undgå skandale skulle alle holde mund med handelen. Rygterne gik dog og senere måtte borgmesteren indrømme handelen.
 


Den politiske karriere

Henry Jensens politiske karriere begyndte i 1933, da han blev valgt til byrådet, og han var indtil 1942 repræsentant for Socialdemokratiet. Herefter blev han løsgænger, men ved valget i 1943 opnåede han så mange mandater, at han sammen med de borgerlige dannede flertal og han fortsatte som borgmester. Da han i 1946 stillede op på egen liste, blev han ekskluderet af Socialdemokratiet, og han pegede derfor på en konservativ borgmester. Han søgte optagelse i Socialdemokratiet i 1948, men blev afvist. Han blev efter mange ansøgninger optaget i partiet i 1954 og kom også til at sidde i bestyrelsen. Henry Jensen var i alle år glødende socialdemokrat, selv uden partibog.

Besættelsesmagten

Dog var han ikke venner med tyskerne- tværtimod. Det var egentlig utroligt, at han kom ud af krigen uden fysiske skrammer.

To episoder skal nævnes her:
En eftermiddag ringede han fra sit hjem til kommunaldirektøren og bad ham komme, idet der sad to tyske officerer i hans stue, og han anede ikke, hvad de sagde. Tyskerne havde fået det indtryk, at Henry Jensen, som havde brugt munden lidt rigeligt på dansk, ikke havde været venligt stemt mod dem. Tyskerne spurgte da, ved tolkning gennem kommunaldirektøren, om han hellere havde set, det var englændere, der var kommet. Borgmesteren svarede: ”Det ved jeg ikke, men vi har ikke haft bud efter jer”. Så var stemningen ødelagt.


I den første tid efter besættelsen ville Henry Jensen ikke gå til side for en tysk officer på fortovet, og de stødte sammen,. Ingen flyttede sig, og tilstrømmende fra begge lejre kom til og gød olie på det oprørte hav. ”Jeg skal nok selv passe, hvor jeg må gå i denne by, hvor jeg er borgmester” var borgmesterens kommentar.

En sidste episode som skal nævnes var lynchstemningen på Torvet foran Biblioteket i slutningen af 1944. En tyskvenlig beruset entreprenør fra Aalborg havde påkørt og dræbt en lille pige på Hostrupvej. Han blev slæbt med ned på Torvet, hvor Byvagten holdt til, og man var igang med at banke ham med køller. Byvagten fik den overfaldne ind i bygningen, og ad en bagdør fik man ham anbragt i arresten på Tinghuset.. Men folk ville have ham udleveret til mere afstraffelse. Henry Jensen sendte da bud efter Hobro Brandvæsen, så man kunne sprøjte uromagerne bort. Det lykkedes ikke, slangerne blev skåret op, og da disse slanger var uerstattelige blev de igen rullet sammen.

Men Borgmesteren havde ikke blot sendt bud efter brandvæsenet, han havde også skældt mængden ud med ikke fine udtryk. Det resulterede i, at mængden drog op til Brogade 65, hvor borgmesteren boede. Han var dog ikke hjemme og man nøjedes med at smadre fordøren.

Eftermæle

Trods al barskhed havde han meget til overs for de små i samfundet, som på en eller anden måde var kommet i nød eller trang. Han tænkte på de ældre, de syge, og de svage, og med Socialreformen søgte han efter bedste evne at afbøde og hjælpe i alle trangstilfælde, og det må også siges om ham, at han var en ven i tykt og tyndt, også når det kostede noget politisk.

Til slut skal nævnes Henry Jensens lyriske åre. Fra hans hånd er kommet adskillige sangbare og sigende sange om Hobro, om håndværk, om ældre o.s.v.

 
Sidste vers i en sang han skrev i 1959 som pensionist lyder således:

Snart for os er livets dag henrunden
Vi er blevet gammel, træt og grå

Men endskønt sig nærmer solfaldsstunden
Vore hjerter endnu glad kan slå

Vi har gjort vor gerning efter evne
Tro mod alt, som stod vort hjerte nær
Nu har vi en bøn, at I vil levne
Os lidt sol på vores sidste færd