Højskoleuge 2019

8. til 12. april

Kom med til en spændende uge

I år med bonus!!

 

Så er det igen tid for Højskoleugen i Mariagerfjord.

Vi har fundet – synes vi selv – nogle meget dygtige og spændende fortællere, der enten har haft et indholdsrigt og inspirerende liv,

eller kan fortælle om spændende emner.

 

Håber, at I synes dette er lige så spændende, som vi gør.

 

Der er ca. 100 pladser, og det er med at være hurtig.

Tilmeldingen kan ske fra

Mandag den 14. januar 2019 kl. 8.00

(Dørene åbnes undtagelsesvis kl. 7.00)

 

Prisen for hele ugen er: Kun kr. 1.200,00

Du kan tilmelde dig i Biecentret 14. januar til 29. marts 2019

Fra 14. januar kl. 9.00 kan billetter købes pr. telefon 9711 5260

 

NB! Det er kun tilladt at tilmelde én foruden sig selv. Tilmeldingen sker efter ”Først-til-Mølle” princippet.  På første salgsdag udleveres kønumre efterhånden som interesserede møder frem om morgenen, og billetsalget starter kl. 8.00.

 

Ved tilmelding betales kr. 600,00. Resten betales på kursets første dag.

Ved afbud efter 11. marts 2019, refunderes kun kr. 300,00

 

Program

En højskoledag starter typisk kl. 09.00 med morgenkaffe og brød,

Morgensang fra Højskolesangbogen, og Dagens Hemmelige Morgengæst.

Ugen byder på 7 spændende foredrag, en Studietur, og der vil være

Traktement til middag, eftermiddagskaffe,

Fællesskab og duften af god atmosfære

 

Højskoleugen finder sted i Biecentret, Nordvestvej 4, 9500 Hobro

Alle kan deltage. Eneste krav er nysgerrighed, interesse og godt humør!

I et samarbejde mellem Biecentret og dof Biecentrets OplysningsForbund

Ruth Brik Christensen

Reservemor for de danske soldater i krig

Mandag, den 8. april kl. 10.00

Ruth har været udstationeret i bl.a. Irak, Libanon, og Afghanistan, ikke som soldat, men som ”Kufmutter”, som reservemor for de udstationerede danske soldater på det stedlige KFUM soldaterhjem, også kaldet ”Kuffen”.

Ruth, der er uddannet diakon og pædagog, blev i 2010 kåret som ”Årets Helt” og hendes bog ”Ruth i Krig” er blevet en bestseller, og har solgt flere oplag.

Ruth Brik Christensen fortæller levende og medrivende om sine oplevelser, der giver en spændende og anderledes vinkel på Danmarks militære engagement i verdens brændpunkter. KFUMs Soldaterhjem er et civilt fristed fra den militære hverdag, hvilket giver mange gode oplevelser med soldaterne.

Én af Ruths vigtigste opgaver som soldaterhjemsleder har været at skabe rum for menneskelighed med soldaternes glæder og sorger med lyttende ører. Desuden bagte hun tonsvis af kager, bryggede spandevis af kaffe og skabte et hjem, hvor soldaterne altid kunne komme og slappe af fra krigen.  Næstekærligheden er det, der bærer igennem på KFUMs Soldaterhjem, når livet og døden kommer tættere på soldaterne.

Stig Rossen

Livet skal ikke leves på automatpilot

Mandag, den 8. april kl. 13.00

Stig Rossen er en foretagsom herre, så han har efterhånden – også – opbygget en omfattende foredragsvirksomhed. Siden 1999 har han holdt 80-100 foredrag om året.

“Livet skal ikke leves på automatpilot” er titlen på Stig Rossens yderst levende, meget underholdende og særdeles inspirerende foredrag. Et foredrag, som efterhånden har lært rigtig mange mennesker, at man kan skabe sin egen perfekte dag. Dette gøres bl.a. ved at slå den hårdt belastede automatpilot fra og med bevidst opmærksomhed begynde at gøre en indsats for netop dette: at designe sin egen perfekte dag.

I Stig Rossens foredrag kan man bl.a. nyde historien om, hvordan Stig Rossen blev så ‘blæst i krydderen’ af at spille den samme rolle aften efter aften (i musicalen Les Misérables), at det til sidst lykkedes ham at falde i søvn på scenen midt under en forestilling  foran et betalende publikum. Nok var det en drømmerolle – men alligevel!

Du får også historien om, hvordan filmen Groundhog Day kom til at lægge navn til en effektiv fokuseringsteknik (Groundhog-teknikken), fordi filmen fik ham til at indse, at han havde sovet længe nok! Det var på tide at vågne op og forblive bevidst opmærksom over for omgivelserne og over for egne reaktionsmønstre. Det handler kort sagt om fokusering og nærvær.

Hans Joachim Offenberg

Myremanden og hans opdagelser

Tirsdag, den 9. april kl. 9.00

Hvornår har du sidst tænkt på en myre? Hvis du ligner de fleste andre danskere, så er det nok minimalt, hvor mange tanker, du har skænket de små væsner. Hans Joachim Offenberg er seniorforsker i insekt- og planteøkologi ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, og han tænker stort set på myrer 24 timer i døgnet.

Hans Joachim Offenberg rejser land og rige rundt og fortæller om vore medskabninger, myrerne, og det gør han på en ganske underholdende måde med lune og med overraskende ny viden. Viden, der er relevant for os, fordi myrerne på mange måder ligner os mennesker.

Er myrerne en større succes end menneskene? Måske. Det kommer an på hvordan man måler succes. Selv om de er små, vejer myrerne på kloden, samlet set, mere end hele menneskeheden.

Myrerne opfandt landbruget længe før mennesket opstod. De organiserer sig som superorganismer og er på flere måder mere succesfulde end mennesket. Hør, hvordan forskerne er begyndt at udnytte myrernes egenskaber til bl.a. biologisk bekæmpelse af skadedyr, og dermed arbejder på en erstatning for sprøjtegiftene.

PS: Vidste du for øvrigt at en lille dansk myre er blevet til en af verdens dyreste fødevarer?

Tom Thomasen

Bag fængslets mure

Tirsdag, den 9. april kl. 13.00

Et spændende og ikke mindst humoristisk foredrag fra Danmarks nye krimiforfatter – Tom Thomasen – fængselsbetjent igennem 37 år, ved Københavns Fængsler.

Tom Thomasen vil føre dig ind i livet bag de høje mure, hvor håndtagene sidder udvendigt på dørene. Han har allerede været benyttet som historiefortæller – og en meget underholdende en af slagsen – en del gange rundt i landet efter hans første bog. Nu tager han rundt i landet for at fortælle spændende og morsomme historier fra det daglige liv i fængslet, udviklingen i fængselssystemet, og fangernes oplevelser. Her er både alvor og humor.

Bøgerne ”Ringen Er Sluttet”, ”De Røde Diamanter”, og ”Den Glemte Fortid” har alle for en stor del baggrund i det kriminelle miljø, fra de Københavnske Fængsler fra 1967 og frem – et miljø, som altid er fyldt med spænding og action.

Når man først har lyttet til en historiefortælling fra Tom Thomasens egen mund, kan man høre ham selv, som fortælleren i bøgerne. Hans facon er meget original.

Tom Thomasens mange historier munder ofte ud i et smil, eller latterbrøl fra salen, Hans meget humoristiske facon smitter af helt ned til bagerste række.

Studietur onsdag, den 10. april

Den Genfundne Bro

Onsdag tager vi ud i landet og kører sydpå. Vi kører omkring ”Den genfundne Bro” og går en tur på den. Broen, der er bygget i 1899 hen over Gudenåen, er som taget ud af en gammel cowboyfilm.

Broen var en del af ”Danmarks smukkeste jernbane” blev forældet i 1929, og i stedet for at rage den ned, begravede man den i en nyanlagt dæmning. I 2014, efter 85 år, fjernede man dæmningen igen, og til alles overraskelse fandt man en utrolig velbevaret bro, som siden er blevet renoveret, og i dag står som et stykke flot kulturhistorie.

Give Egnens Museum

Vi kører videre til Give Egnens Museum. Her tages vi med tilbage i tiden i autentiske levende miljøer, der maner til fordybelse og eftertanke. Her er hedebondens lavloftede gård, som den så ud for 100 år siden. Her er købmanden, slagteren, telefoncentralen, skomageren, og skolestuen, som nogle kan huske dem. Og måske får vi en smagsprøve på en vaffel, som vores bedstemor bagte den.

 

Midtjyllands Kunst Center

Midtjyllands Kunst Center er indrettet i en tidligere "Theposefabrik" og lokalerne er søgt bevaret og fremstår rå med armeringsjern monteret på væggene og brugt som skillerum mellem udstillingerne. Ikke mindre end 1.400 kvm udstillingsareal giver plads til mere end 1.500 kunstværker fra 120 danske og udenlandske kunstnere. 30.000 besøger årligt kunstcentret, og nu er det blevet vores tur.

 

Carsten Holvald

Min bedstemor og andre fyrtårne

Torsdag, den 11. april kl. 10.00

Forstander på Rude Strand Seniorhøjskole, Carsten Holvad, fortæller om det at blive til nogen og ikke kun til noget. Om personer og situationer der gennem hans liv har været med til at gøre ham til den, han er.

Det handler om de bump, retningsskift, værdier og sjove episoder, vi møder på vores vej gennem livet i kraft af personer og situationer. Det handler om at finde hen til sig selv.

Vi byder på et positivt og optimistisk foredrag om relationer og værdier, hvor den enkelte har mulighed for at se sig selv i sammenhængen.

Afslutningsvis vil Carsten Holvad fortælle om Rude Strand Seniorhøjskole, og om det at tage på højskole, når man bliver ældre.

 

 

 

Sonja Oppenhagen

"Mit Liv i Kunsten" og ”Alzheimer – Den Skamfulde Sygdom”

Torsdag, den 11. april kl. 13.00

Sonja Oppenhagen - en af landets mest alsidige og folkekære skuespillere – besøger os, og hun har sammensat et foredrag specielt til os i Biecentret.

Dels kommer Sonjas besøg til at handle om hendes liv i kunsten, og her er jo meget at tage fat på. Sonja Oppenhagens liv har altid været kunsten i al dens form og udtryk. Hun startede som balletbarn på Det kongelige Teater, da hun var 9 år og blev senere uddannet som skuespiller ved Odense Teater.

Vi skal høre historier fra teatrets skrå brædder, fra sommerrevyerne, fra biografens lærred, og ikke mindst fra TV serier, bl.a. Matador og Badehotellet.  Det bliver et causeri, små anekdoter om tiden inden for murene på Kongens Nytorv, Korsbæk, turnélivet og meget mere, ligesom vi skal høre fortællinger om de mange sjove personligheder, Sonja Oppenhagen har mødt på sin vej.

Sonja Oppenhagen vil også tage os med på tur ind i det store arbejde, der kan ligge i at forberede en forestilling og gøre sig rede til en rolle. Hun spillede hovedrollen som den demente mormor Margrete i det anmelderroste teaterstykke 'I al stilhed', og i denne del af foredraget præsenterer hun os for en del af den indsigt i demens, som hun opnåede gennem sin medvirken. Vi vil endda også få prøver på monologerne fra forestillingen.

Tid til spørgsmål og debat

 

Erik Grip

Fredag, den 12. april kl. 10.00

Erik Grip er beviset på, at visesang langt fra er en stillestående oplevelse. Med stort nærvær og viser som ”Åbent Landskab”, ”Rose skal vi danse” og ”Velkommen i den grønne lund” tryllebindes publikum.

Oplev dansk visesangs "Grand Old Man" bevæbnet med guitar, røverhistorier og stærke tolkninger af viser, danske digte og sange. Erik Grip er dansk visesangs ”Grand Old Man”. Et utal af koncerter og et pladesalg på mere end 850.000 album har for længst bevist holdbarheden.

Erik Grip har været på scenen i mere ned 55 år, han var med helt fra starten i Danmark da den amerikansk inspirerede Folk-revival gjorde sit indtog. Det var i 1963 det begyndte og Pete Seeger og Dylan var de store forbilleder. Og Erik Grip var naturligt med da det nye ”Tivolis Vise Vers Hus” i København åbnede i 1966.

…. Og denne dag er han her, i Biecentret, for at give os en god afslutning på en forhåbentlig god Højskoleuge 2019.

Anne Lie Stokbro

På guidet tur i Kunstetagerne, Bies Gaard

Mandag, torsdag, og fredag i højskoleugen

Som et ekstra tilbud ved højskoleugen i år, har du mulighed for en guidet tur gennem Kunstetagerne i Bies Gaard. Det er Anne Lie Stokbro, kunsthistoriker, og kunstfaglig medarbejder ved kunstsamlingen, der viser rundt og fortæller.

Mandag, torsdag, og fredag i højskoleugen, lige efter endt program, kan deltagerne gå over i Kunstetagerne og få rundvisning. Er du interesseret, skal du blot ved tilmeldingen oplyse om, hvilken dag, der passer dig bedst.

Foruden den faste udstilling, finder vi i april måned udstillingen TING & SAGER med skulpturelle udtryk af Søren Behncke, Maiken Bent, Rose Eken, Jens Chr. Jensen og Hartmut Stockter. Samtidig vises smykkeobjekter af Hanne Bay Lührssen.

”TING OG SAGER” giver fem aktuelle bud på rumlig kunst. Med Jens Chr. Jensen som eksponent for den i en modernistisk kontekst traditionsforbundne, nonfigurative skulptur, der kredser om sin egen materialitet og udtrykskraft, og med de fire yngre kunstneres diskussion af både kunst, skulptur og det omkringliggende samfund, håber man med udstillingen at inspirere publikum til at opleve den rumlige kunst som både æstetisk, fortællende, kommenterende og fabulerende.