Biecentrets kantine

-Hvor godt folk samles

Kig ind i Biecentret og spis dagens varme ret eller køb en kop kaffe med brød og hyg dig!

 

 

Den gamle tappehal i Bies Gaard danner den atmosfærefyldte ramme om Biecentrets kantine. Kantinen er omdrejningspunktet for Biecentrets aktiviteter. Her summer det af hygge, og snakken går livligt ved bordene.

 

 

Ved middagstid samles en god del mennesker for at indtage dagens varme ret og desserten, som er svær at modstå. Det er Marianne, som "rumsterer" i køkkenet og sørger for at alt er, som det skal være. Maden er selvfølgelig hjemmelavet, som "vor mor lavede det", og det er ikke svært at få det til at glide ned. Stemningen bærer præg af, at skønt den gode mad er det vigtigste, er det ikke det eneste, folk kommer efter. Den gode stund ved middagstid, hvor man har andre omkring sig og hvor samværet er i højsæde, er en del af forklaringen på, at man kommer i Biecentrets kantine.

 

Kantinen er også centrum for aktiviteterne. Stort set alle hold tager en pause fra deres sysler, og samles i kantinen til en kop kaffe og et stykke brød. Her mødes de med dem, der blot har lagt vejen ind omkring på deres bytur, for at få en tår kaffe og hilse på venner og bekendte.

 

Biecentrets kantine er et godt samlingspunkt, og du er altid velkommen til at kigge indenfor til en gang varm mad, eller blot en kop kaffe.