Den katastrofe ramte byen hårdt. Forsikringsvæsenet befandt sig endnu i sin barndom og statensfinanser var nærmest på nulpunktet, på grund af den efterhånden 5 år gamle englandskrig. Så der var ikke megen hjælp at hente. Og mens man langsomt søgte, at komme sig over katastrofen, ramte den næste. Kun et halvt år senere, den 2. februar, tirsdag aften mellem kl. 6 og 7 rammer den byen.
Branden 1813 starter i et baghus til købmand Michelsens ejendom, nu Adelgade 42, og trods en ihærdig indsats nedbrænder endnu ca. 30 bygninger. Mistanken om, at det denne gang drejer sig om en brandstiftelse, viser sig hurtigt at holde stik. Ved "Præliminær Forhøret" den 6. februar oplyses det nemlig og tilstås af vedkommende, at ilden er forsætlig påsat i købmand Michelsens baghus, og at hans tjenestepige Anne Cathrine Nielsdatter Bjerregaard har forøvet denne misgerning.
Den da 19 årige pige, der var ansat som barnepige, havde stjålet nogle alen stof af fruens gemmer, og da hun ville have en syerske til at sy en særk af det, fik denne en mistanke, som hun gik videre til pigens herskab med. Da købmanden derefter kaldte hende en tyvetøs, og truede med at afskedige hende, ville hun formodentlig få ham, til at tænke på noget andet ved at starte en brand, som den, der havde ramt byen et halvt år før.Straffen for brandstiftelse var, som før nævnt, dengang den samme som for mordbrand, dødsstraf, og pigen blev dømt til halshugning, og efterfølgende skulle hendes legeme brændes på bål. Trods mange forsøg på benådning, blev dommen eksekveret på Brune Bakke vest for Hobro den 14. marts året efter under overværelse af en tusindtallig tilskuermængde
I alt er der ved de to brande nedbrændt lidt over 100 – ét hundrede- bygninger.