Kulturdag i Biecentret

Der er fokus på spis sammen arrangementer i denne uge og specielt på denne dag over hele landet.

I Biecentret valgte vi at lade vores frivillige invitere syriske flygtninge ind sammen med frivillige fra Ældre Hjælper Ældre.

Dagen gik ud på at mødes, og snakke med hinanden over en god portion mad - og maden, den stod syrerne for, og der var rigeligt og det smagte godt.

...

Nyd billederne her. Det blev en rigtig god dag.

Vores daglige leder Simon Griis bød velkommen og fortalte lidt om, hvad vi kunne vente os, og Margrethe, der er integrationskonsulent i Mariagerfjord kommune satte sig til klaveret, og vi startede dagen, ligesom vi sluttede dagen med en god gammel dansk sang fra Højskolesangbogen.

Det var det helt store arabiske madbord, og selvom vi gik godt til den, havde vi ikke en chance for at konsumere det hele. Det smagte fantastisk. Og da vi nærmest rullede på gulvet kom 2 x dessert og kaffe på bordet.

En af syrerne havde inviteret sin sproglærer med, og det viste sig, at han var fra Island og at han tilmed var god til at synge. Vi spurgte ham, om vi ikke skulle have en gammel islandsk folkesang, og han var med på den.

Han rejste sig midt i forsamlingen og sang flot uden instrumenter en sang, vi ikke forstod fra syttenhundredetallets Island.

Flere gæster kom til, og Bdour, der har arbejdet hos os i Biecentret, rejste sig fortalte, hvor stor betydning det havde haft for hende, at komme i arbejde og få danskere at snakke med.

Den unge Silva rejste sig dernæst og fortalte sin historie, om hvordan hendes rejste havde været fra et krigshærget Syrien til et fredfyldt Danmark. Hun fortalte om, hvor godt hun var blevet taget imod, og hendes budskab var simpelt: "Tal til os, snak med os, og bliv vores venner. Det har vi brug for".

Så blev det tid til, at Bilal skulle spille for os på sin Tambur, og hans to døtre sang med. Snakken gik, og spørgsmålene føj hen over bordene, og alle fik mad med hjem.
Så kan det vist ikke blive bedre

Vi fik liger nogle billeder ind af det dejlige madbord, som blev tilberedt og pyntet af syriske nytilkommere ved vores kulturdag. Det smagte lige så godt. som det ser ud.