Langt til Banegården

En rejse blot at komme til banegården

af Gerhard Schoop

 

HOBRO FOR LÆNGE SIDEN: Borgerne -, ville have banegården i byen. 

"Hil og velkommen, o Fyrstefamilie. Hil Dig vor Konge, Vor Dronning hilsæl. Hil Dig, Du Dalarnes hugprude Lilie. Du i hvis Blik sig speiler vor Sjæl. Baaren af Dampens mægtige Vinge..." Det var en stor dag for Hobro, og "Avisens" husdigter havde rigtigt svælget i de højttravende vendinger, da kongeparret Christian IX og dronning Louise ombord i det første officielle tog på den nyanlagte jernbane fra Randers til Aalborg passerede Hobro den 18. september 1869. Det var en dag, man havde set hen til med spænding og forventning. Nu kunne man rejse ad skinnevejen helt til København. Men der var også blandet en del skuffelse i glæden. Linieføringen var Hobros gode borgere absolut ikke tilfredse med. De havde da bestemt ønsket sig en banegård placeret i byen. 

Henvendelse til ministeren
Man havde rettet henvendelse til ministeren om at føre banen sydfra ind til byen syd for åen og derfra videre nordpå over åløbet ved Gattenborg. Det afslog ministeren med den begrundelse, at det ville medfører en merudgift på omkring 72.000 rigsdaler. Hobrogenserne måtte altså affinde sig med, at "deres" banegård kom til at ligge i Hørby sogn. Denne første banegård lå i øvrigt nogle 100 meter længere mod nord end den nuværende. Det var altså noget af en rejse i sig selv at komme op til stationen. Og det nagede hobrogenserne, at de skulle udenbys gennem "det sorte sogn" og Aalborg Amt, når de skulle til deres egen Hobro station. 

Løgstørbanen indviet
I 1893 kunne man efter et forarbejde, der var startet i 1875, indvi Løgstørbanen (en del af Himmerlandsbanerne) og en ny stationsbygning var blevet opført på den nuværende plads. Nu meldte kravet om en nemmere adgang til banegården sig med fornyet kraft. Midt i december 1894 kunne Jernbanestien, eller rettere Banegaardsstien, som den vel blev kaldt i begyndelsen, så tages i brug af gående. Vogne måtte stadig ad Hostrupsvej og Banegårdsvejen. Stien går i lige Linie fra Jernbanestationen over Vesterfjord til Byens Hovedgade ud for Mægler Uhrenholdts store Ejendom Adelgade7. 

Besværlig bund
Den sumpede bund gaven del besvær med anlægsarbejdet, da den opfyldte jord blev ved med at synke. Derfor måtte der nogle steder opsættes rækværk, for at folk ikke skulle komme ud i de bundløse områder. Staten havde sørget for ekspropriation af det nødvendige areal og bidrog med 14.000 kroner til anlæggelsen. I de første år var det direkte farligt at færdes ad stien i mørke, da der ikke var nogen belysning. Først efter fem års tovtrækkeri, om hvem der skulle svare for omkostningerne, (i Hobro mente man at dem måtte Hørby og Aalborg Amt bære, da stien jo lå i deres område, mens man omvendt her mente, at det da var Hobros adgang til stationen det drejede sig om.) lykkedes det så endelig ad frivillig vej at indsamle midler til opstilling af ti petroleumslygter, et tal som hurtigt kunne øges til 12. Men nogle år senere slog pengene ikke mere til, og Hobro kommune måtte nødtvungent bevillige 140kr. til indkøb af petroleum. 

Fritsehus
I dag godt 100 år senere er "Stien 11 blevet til Jernbanegade med bred kørebane og bebygget langs hele fodløbet. En af de første bygninger der blev rejst er Fritsehus som mægler Uhrenholdt efter sigende byggede så stor, for at hans børn skulle kunne se, hvor de skulle hen, når de kom med toget. Af andre kendte bygninger ses margarinefabrikken og " Klokhuset".