Molerstenen

Molerstenen blev opfundet i Hobro

af Gerhard Schoop

 

Trykt første gang

lørdag d. 13. februar 2000

Kunsten at kunne brænde tegl til bygningsbrug kom her til kongeriget, da ærkebiskop Eskil i Lund i 1150 hentede teglkyndige folk hertil fra Lombardiet i Norditalien, for at kunne bygge sin borg, Søborg og Esrom Kloster i Nordsjælland. Op igennem 1200 tallet udviklede det sig til en rigtig industri, da der skulle bruges sten ikke alene til kirker og klostre, men også kongen og adelen så nu fordelen ved det nye byggemateriale. Snart skulle også bønderne og købstædernes borgere forsynes med teglsten. Overalt skød større og mindre teglværker op, men hver egn havde sin størrelse mursten. Først i 1896 kunne man enes om et fælles normal mål, og det nuværende standardmål blev indført så sent som 1969. I dag er teglværkerne moderne industrier, hvor ganske få værker dækker hele hjemmemarkedets behov, og endda er der en betydelig eksport.

Tegl og brændevin
1840erne var opgangstider også for Hobro, og en af byens særdeles driftige og fremsynede forretningsmænd Nikolaj Edinger Balle Brasch føjede omkring 1850 et teglværk til sine mange forretninger. Dette teglværk blev opført i Vindø på sydsiden af fjorden nogle kilometer uden for byen. Her var der ler i passende mængder lige i nærheden, der var let adgang til brænde i skoven, og her var fjorden dyb nok til at skibe kunne anløbe broen udfor værket. Transport af værkets produkter direkte med skib har da også fundet sted helt op til 2. verdenskrig. Teglværket har ikke været Braschs hovedindtægtskilde, det var brændevinsbrænderiet, og det blev da heller ikke drevet efter de mest moderne principper, blandt andet var hans højovn ved at være lidt gammeldags.

Teknisk begavelse
Brasch, der nu var blevet konsul, døde i 1884, og hans virksomheder blev overtaget af hans svigersøn "Kaptajnen" Frederik Tretow-Loof. Tretow-Loof var meget teknisk begavet, og denne evne overførte han efterhånden helt til teglværkssagen, så han med tiden skilte sig af med alle de andre virksomheder, han havde overtaget fra svigerfaderen. Teglværket skulle ikke bare drives lige ud ad landevejen, der blev ofret store beløb på forsøg med maskiner og brænding. Vindø teglværk har et litografi, (det ældste af værket) der med rimelig sikkerhed kan dateres til kaptajnens tid, omkring 1888. Her ser vi blandt andet den gamle højovn erstattet af en moderne ringovn. Tretow-Loof havde endda som en af de første i landet bygget den som en såkaldt zig-zag ovn, der så sent som i 1926 af en specialist blev anbefalet som den ideelle ovn for mindre teglværker. Udover ringovnen ses et ler-slemmeri, der er fire ælteværker med hestegang og et stort håndstrygeri. Stenene blev formet ved håndkraft. Derefter blev de tørret nogle dage i det fri, hvor de blev vendt. På billedet ses 2 mænd vende sten. Det var ellers arbejde for kvinder og børn. Så kom de under tag i tørreladerne, hvor de skulle skilles. Dette var også kvindearbejde. Her lå stenene alt efter vejrliget i op til tre uger før de blev brændt.

Store udvidelser
I løbet af 1890erne skete der store udvidelser. Et nyt produkt var molersten, en af Tretow-Loofs opfindelser. I en annonce fra Vindø fra 1910 kan vi se, at værkets specialiteter var melkalk, radialsten og molersten. Desuden blev der fremstillet røde og gule mursten, tagsten og drænrør. Alle disse nyskabelser og stadige udvidelser kostede store summer, og kaptajnen blev heller ikke nogen rig mand. Man fornemmer da også, at værket i hans sidste tid ikke har samme status som i hans velmagtsdage. På billeder fra den tid giver bygningerne et lidt forfalden indtryk. Efter kaptajnens død i 1913 forsøgte arvingerne forgæves at sælge teglværket. Det blev så udlejet til et interessentselskab fra Skarrehage på Mors, hvor man var begyndt at bryde moler men manglede produktionskapacitet. Nu blev molersten produktionsgrundlaget på Vindø. Leret blev sejlet hertil fra Mors og brændt her. Det blev dog i det lange løb for upraktisk, og i 1917 havde man opført et molerværk i Skarrehage. I over et år lå værket nu stille før det lykkedes ejerne at sælge det (for mindre end ejendomsskylden) til selskabet A/S Nordisk Bygningsmaterielkompagni Træskibsbyggeri. Nu havde Vindøværket ifølge Aalborg Venstreblad i forsommeren 1918 "Rejst sig af sin ruin" og i Hobro ventede man sig meget af den store virksomhed, der omfattede skibsfart, kalkværk, kridtmelsfabrik og skibsværft!

En svindler og bedrager
Det nye selskabs direktør var Axel Frederik Johansson. Nu skulle der ske noget. Der blev lagt store planer og aktiekapitalen blev udvidet. Og så to år efter faldt korthuset sammen. Johansson viste sig at være en svindler og bedrager, og han havde på den relativt korte tid formøblet hele selskabets kapital. På en generalforsamling i august 1919 blev det vedtaget at lade selskabet likvidere. Værket overgik til den største kreditor Banken for Hobro og Omegn og havde i de følgende år en række forpagtere ligesom der var en del stilstandsperioder. På et tidspunkt fik banken solgt og der var herefter en række ejere.

Rømsgaard overtager
I 1946 blev værket overtaget af den nuværende ejers far ingeniør Poul Rømsgaard. Han havde ikke nogen særlig erfaring på teglværksområdet. Med der var jo intet andet at gøre end at sætte sig ind i sagerne så hurtigt som muligt, og så bare klø på. De første år var ikke uden problemer, men ved en forsigtig og beskeden investeringspolitik blev Vindø igen et godt og solidt lille teglværk, så man især i 1960erne kunne foretage store ændringer og udvidelser. I dag er Vindø et helt moderne teglværk. Stenene er faktisk uberørt af menneskehænder indtil mureren får dem i hånden. Produktionen er oppe på 25 millioner sten om året. Værkets ejes nu af sønnen Jan Rømsgaard, og næste generation er under uddannelse, så den kan videreføre familiens værk. Vindøs Teglværk har egen hjemmeside på Internettet, hvor man kan søge flere oplysninger om værkets 150 årige historie på adressen: http:/home2.intet.tele.dk/jaro/teglvrks.htm