Om en tjenestepige i Hobro

Om en tjenestepige i Hobro

af Kirsten Libach Pedersen (f. Schmidt)

Hobro var i 1920'erne og i årene op til 2. verdenskrig en driftig by med en meget livlig hovedgade. I Adelgade lå flere store købmandsgårde. Holme, Genefke, Bernt Henriksen, Monberg med flere, er navne der stadig huskes. Her var staldplads til hestene, når oplandets landmænd kom kørende til byen med deres produkter, bl.a. kartofler og roer til "Spritten". Samtidig købte de byens fristende varer hos de stedlige købmænd og håndværkere.

Når vi studerer de gamle postkort fra Adelgade, lægger vi også mærke til nogle af de forretninger og huse, som i dag slet ikke findes i bybilledet. En af disse forretninger lå dengang på adressen Adelgade 7, og det var urmager Poul Christensens Ure- og brilleforretning. Vi er så heldige, at en af forretningens mangeårige medarbejdere endnu lever og kan fortælle om sin gamle arbejdsplads, til en af deltagerne i den lokalhistoriske studiekreds.

Frida Nielsen, som er født i Hobro 1918, arbejdede først for familien Christensen som husassistent, hun skulle også hjælpe lidt til i forretningen om eftermiddagen. Frida Nielsen fortæller, at det var i midten af 1930'erne, hvor det var en meget alsidig forretning. Poul Christensen handlede både med ure, briller, musikinstrumenter og med guld- og sølvvarer. Man solgte også cykler, og Poul Christensen havde en cykelforretning og værksted dertil i Fritzehus i Jernbanegade. Som husassistent var der meget at lave, for der var både lærlinge og svende på kost, og der kom en del rejsende, som også spiste med.

Poul Christensen døde først i 1930'erne, men fru Johanne Christensen fortsatte med ure- og guldsmedeforretningen i samarbejde med datteren Mathilde Christensen. Cykelforretningen var da solgt fra, og man førte mest ure samt guld- og sølvvarer. Ved moderens død i 1939 havde Mathilde Christensen overtaget forretningen med god støtte af firmaet Horsens Sølv, der dengang fabrikerede mange af de kendte bestikmønstre, som datidens piger samlede på fra deres pure ungdom. En ægte sølvske kostede i 1940 omkring 10 kr. 50 øre, men for mange var det også en hel dagløn eller mere.

Frida Nielsen var da så kendt med forretningen og med kunderne, at hun var en god hjælp i butikken. Hun kunne ofte huske, hvilke mønstre de unge samlede på, så det var nemt for pårørende at købe gaver til jul, fødselsdage eller bryllup. I dag kan hun huske, hvilket mønster min farfar forærede mig i 1952.

Frk. Mathilde Christensen døde i foråret 1969, over 80 år gammel. En anden guld- og sølvvareforretning overtog da forretningen en kort tid, men senere flyttede Skifter ind i lokalerne med sin butik med trævarer og legetøj. Den forretning bestod, indtil ejendommen blev revet ned for at give plads til H. I. Biesgade. Når vi i fremtiden færdes på Posttorvet med dens kunstneriske udsmykning, kan vi tænke tilbage på, at her gennem mange år, nemlig 1879 til 1969 blev drevet en af byens kendte forretninger, hvis varer endnu findes som arvegods og brugsgenstande i mange af egnens hjem.

Frida Nielsen kan også fortælle om sine forældre og bedsteforældre. Bedsteforældrene drev landbrug på Skalborgvej i Skjellerup, og hendes forældre havde som helt unge plads i huset og ved landbruget på egnen. Som nygifte boede de i 1901 på "Tamperhøj" i Skjellerup - nu Mariagervej 81. Hendes far Konrad Nielsen, arbejdede da som karl hos Funder på "Wilhelmsminde", der i dag ejes af Funders barnebarn, Knud Funder Sørensen. Senere fik Frida Nielsens far arbejde på Spritfabrikken Fortuna i Hobro, og familien flyttede til Forsamlingsbygningen, hvor der foruden fest- og mødelokaler var mange små lejligheder.

Da Frida Nielsen blev født i 1918, var familien flyttet til "Aldersro" i Vestergade 23, hvor i dag Sydhimmerlands Museum har kontorer og arkiv. Der var dengang 5 lejligheder samt et par værelser på loftet. Nogle af lejlighederne havde tidligere haft fælles køkken, og til værelserne på loftet var der et meget simpelt køkkenarrangement med en primus, og der var hverken rindende vand eller afløb på loftet. Forholdene var dog efterhånden blevet bedre, måske fordi en af Hobros tidligere borgmestre boede der, nemlig Anton Kristensen. Når man i dag besøger Sydhimmerlands Museums kontorer, kan man godt af rummenes opdeling fornemme, hvordan lejlighederne engang har været indrettet.

Frida Nielsen arvede lejligheden efter sin mors død, og boede i Aldersro til 1976, da der blev indrettet kontor.

På et fotografi fra 1917-18, ser vi Frida Nielsens familie i deres stadsstue i Aldersro. Søstrene Emma og Ingeborg er født i 1903 og 1905, og broderen Harry er fra 1915, så han og Frida (1918) har ikke været ret gamle, da deres far omkom ved en alvorlig ulykke på spritfabrikken Fortuna 31-10-1922, kun 43 år gammel.

Ja, Frida Nielsen og hendes jævnaldrende har i sandhed oplevet en rivende udvikling, og mange ældres beskedenhed skyldes nok, at de synes nutidens ungdom på mange måder er meget forvænte i forhold til, hvad de erindrer fra første halvdel af dette århundrede.

En varm tak til Frida Nielsen for dette bidrag til Hobros lokalhistorie.