Telefon i over hundrede år

Telefon i over hundrede år

af Gerhard Schoop

 

LOKALHISTORIE:
Hobro Telefonselskab blev oprettet i 1886 med 63 abonnenter


HOBRO:
En. af de opfindelser, som vel ingen i dag kunne tænke sig at undvære, er telefonen. Tænk hvad der ville ske med de stakler, der absolut må snakke med andre end de nærmeste omgivelser i supermarkedet, på gågaden, på restaurant, i biografen eller i toget om den ikke fandtes. Og man er vel nærmest lidt til en side, hvis man ikke kan nås hvor som helst, når som helst.

Urmageren stod for teknikken
Den første brugbare telefon blev opfundet i Amerika i 1876. Københavnerne stiftede Danmarks første telefonselskab i 1879. Og da man med vanlig jysk sindighed havde set det nymodens fænomen lidt an, kunne man i Hobro stifte Hobro Telefonselskab med 63abonnenter i 1886. Af den ældste bevarede "Fortegnelse over Abonnenter i Hobro Telefonselskab" fra 1892 fremgår det, at der nu er 130 numre, heraf er 17 landcentraler, og nr. 130 er centralen i Aars. Men man skulle nu heller ikke så langt udenfor bygrænsen, før det blev til en landcentral. F.eks. havde Blaakilde Mølle med nr. 11, og Vindø Teglværk med nr. 89 status som sådanne. Hvor den første central, eller som det hed dengang, det første Controlbureau, lå, vides ikke med sikkerhed, men fra omkring år 1900og indtil automatiseringen i 1961 lå den i Adelgade 38. Den tekniske side af sagen stod urmager Klinge for. Han havde forøvrigt telefonnummer 2. På samme nummer kunne man komme i forbindelse med Jysk Forniklings Anstalt, så det har efter alt at dømme været en alsidig herre. Telefonnummer l tilhørte manufakturhandler E. Reffs, så skal vi ikke antage, at han var initiativtager til stiftelsen af telefonselskabet? Nu skal man ikke tro, at man som i dag kunne ringe døgnet rundt. Om sommeren var tjenestetiden fra 7 morgen til 9 aften, søn- og helligdage 7-9 formiddag. og 4-7 eftermiddag. Om vinteren begyndte man en time senere. "1ste Påske-, Pinse- og Juledag er Stationen lukket", hed det.

Trådforbindelse
Forbindelsen til abonnenterne var som i dag pr. tråd, men ledningerne fulgte ikke gader og veje, de gik fra et højtliggende punkt direkte hen over byens tage og gader. Først fra toppen af Iversens Hotel, hvor nu BG bank har til huse, og senere fra et tårnlignende ledningsarrangement på bager Sennels, senere bager Bæchs ejendom i Adelgade 38. Som man kan se af gamle postkort, har denne teknikkens landvinding præget billedet af Adelgade i mange år. I 1895indgik Hobro i det nystiftede Jydsk Telefon-Aktie-Selskab. Opkald indenfor egen central foregik ved, at man kaldte sin central og bad om det nummer, man ønskede at tale med. Telefonistinden sørgede så for at kalde det ønskede nummer op og skabe forbindelsen. Og så skulle man endelig huske "at ringe af", når samtalen var slut. Ville man tale med en abonnent i en by indenfor et nærmere bestemt område, måtte det gå over en særlig tjeneste for "Mellembys".

Kun job til frøkener
Samtaler mellem landsdelene eller noget så dristigt som udlandet skete via Rigstelefonen. Men det tog tid at skabe en sådan forbindelse. Så da måtte man vente på opkaldet "De har bestilt nummer.... vær så god!" Den pinligt korrekte telefonistinde var i telefonens barndom "et ugift fruentimmer, gerne af finere familie", som kunne sørge for vedkommende, da den løn, som selskabet kunne yde, absolut ikke var til at leve af. En vielsesattest var langt op i tiden det samme som en fyringsseddel. Hobro Telefonselskabs "Talestation" i Mariager blev da også bestyret af Frk. S. Schmidt, og centralen i Hobro har siden 1. verdenskrig og indtil automatiseringen været bestyret af frøkenerne Mollerup, Clausen og Buus. Den 28.10.1961 blev Hobro central automatiseret, d.v.s. at man fik drejeskivetelefoner og selv kunne vælge sig frem til samtalepartneren. Samtidigt flyttede centralen til sin nuværende adresse Østergade 7. Abonnenttallet var da 1284. I dag er der næsten 7000 abonnenter under Hobro central.

Telefonen bliver mobil
I midten af 1980erne dukkede en ny slags telefoner op, de mobile, trådløse. I starten var det biltelefoner, da de første modeller absolut ikke var "håndbærbare". For at kunne betjene brugerne måtte man da rejse en særlig sendemast ved Ølsvej, da man absolut ikke kunne ringe fra det dybe hul som byen jo ligger i. De var nu heller ikke ligefrem til hvermands brug, da et anlæg nemt kunne koste omkring de 30.000. Siden er udviklingen gået stærkt Nye teleselskaber er dukket op, og priserne er styrtdykket. I dag er Sonofons sendeanlæg på den tidligere kornsilo ved havnen med til at præge bybilledet, og uden at fornærme nogen tør man vel sige, at det anlæg er en større fryd for øjet end ledningsnettet over Adelgade 38.