Vindø Teglværk

Det hårde slid på Vindø Teglværk

af Gerhard Schoop

 

LOKALHISTORIE: Mænd knoklede fra seks morgen til seks aften for 20 kr. om ugen

Historien om Vindø Teglværk er ikke kun beretningen om en enkelt virksomhed. Af de efterladte papirer kan vi ikke alene se udviklingen i en bestemt industri, her finder vi også beskrivelser om forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver, om hvordan dette forhold udviklede sig, da fagforenin-gerne opstod, om arbejdernes boligforhold, om forskellen på lønnen til mænd og kvinder og meget andet. Lad os starte med råmaterialet til hele produktionen, leret. Det blev fra starten hentet fra en lergrav i skoven i nærheden af værket. Her foregik alt arbejde med håndkraft. Først skulle de 4-6 meter sand, der lå over lerlaget, fjernes. Det var der en eller to mand til. Så var der fem mand til at læsse leret i tipvogne. Herfra blev det så via en bro ført til vær-ket. Tyngdekraften sørgede for at de 5-6 vogne ved egen kraft kunne trille hele vejen. På den forreste vogn stod en mand, som med en bremsestang skulle regulere farten. De tømte vogne blev så trukket tilbage af en hest.

Promiller i tipvognen
Engang skete det, at bremsemanden havde lidt for mange promiller, så et par vogne blev afsporet, hesten løb løbsk og blev stoppet af et pigtrådshegn, hvilket medførte et såret bagben. Det blev ''Kaptajnen,'' Frederik Tretow-Loof, der drev teglværket fra 1884 til sin død i 1913, for-ståeligt nok noget sur over Madam Møller, gift med teglværksarbejder Anders Møller, tog sig dog kærligt af hesten. Hun kunne forresten ved at sy kalksække, et særdeles snavset arbejde, og ved at vende sten i tørre-laderne, ofte hjulpet af sønnen, tjene fra 23 øre til højst 2 kr. om ugen. Manden tjente mellem 18 og 20 kr. om ugen.

Husleje på en krone om ugen
Huslejen i en af arbejderboligerne var så 1 krone om ugen for en 2 værelsers med lokum i gården. Med en familietilvækst på et barn om året var det nok ikke så mærkeligt, at disse blev sendt ud at tjene i 8-10 års alderen. Når leret var bragt til værket, skulle det have en passende sammensætning, før det kunne formes og brændes. Det skulle nu æltes i æltemøllen. I midten af møllen var der en pæl, hvortil der var fæstnet en bom med hjul. Når hesten trak bommen rundt, blev leret gennemarbejdet, der blev evt. tilsat sand og vand, indtil leret havde den rette konsistens. Herfra blev leret i trillebøre transporteret til strygebordet. Her fyldte strygeren en form med ler, strøg det overflødige af, og vendte den færdigformede sten ud på tørrepladen. Den blev såsom tidli-gere beskrevet tørret og brændt. En mand kunne klare 4.000-6.000 sten på en arbejdsdag. Nu klarer moderne maskiner to-tre gange dette antal i timen.

Arbejdede fra 6 til 18
Arbejdsdagen startede normalt klokken 6 morgen. Kl. 12 var der halvanden times pause, hvor man hurtigt fortærede de medbragte klemmer, for så at lægge sig ned til en velfortjent lur, hvor man nu lige befandt sig. Kaptajnen så ikke gerne, at man drak på arbejdspladsen, så de, der ikke kunne holde sig fra fla-sken, medbragte snapsen i små flade flasker, som havde indeholdt "Livseleksir". En flaskefuld ko-stede 23 øre. Så blev der igen arbejdet fra 13.30 til 18. I 1893-96 forsøgte en gruppe især yngre arbejdere på at oprette en fagforening i Hobro.

Besværlig start på fagforening
Virksomhedsejerne var næsten selvfølgeligt stærkt imod det, men også blandt arbejderne selv kneb det med solidariteten. Også dette var forståeligt. Mange arbejderfamilier havde svært nok ved at få tag over hovedet og mad på bordet hver dag. De så ingen grund til at lægge sig ud med arbejdsgi-verne, og hvor skulle pengene komme fra, hvis man gik i strejke? Strejkekasser var jo noget, som først skulle oprettes. Men i 1896, den 17. maj, lykkedes med hjælp fra arbejderbevægelsen i Randers at stifte Arbejds-mændenes Fagforening.

Fyret efter strejke
Alle arbejderne på Vindø meldte sig ind, selvom kaptajn Loof tidligere havde sagt, at alle, der ville melde sig ind, kunne blive fyret. I juli samme år indgik han en overenskomst med fagforeningen, den første i Hobro, men den fik ikke den store betydning for arbejdernes løn eller arbejdsvilkår. I 1897 nedsatte han uden varsel fyrbødernes løn fra 19 til 15 kroner om ugen. Det kunne de selv-følgelig ikke acceptere og gik i strejke, hvorpå de prompte blev fyret. AF gik nu ind i sagen, men der foreligger intet om, hvordan den endte. Det lader til, at Loof trak det længste strå. Under storkonflikten i 1899 var der ikke den store uro i Hobro, men Loof benyttede lejligheden til at nedsætte arbejdernes løn. AF forsøgte igen at forhandle og truede med strejke. Loof svarede igen ved at annoncere efter "flinke arbejdere". Også denne konflikt menes han at have vundet. Efter septemberforliget, hvor grundreglerne for samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter blev lagt, hører man ikke mere om problemer på Vindø. I dag er der kun ansat specialarbejdere på Vindø Teglværk. Eventuelle uoverensstemmelser mellem ledelse og medarbejdere har man under de nuværende eje-re altid forstået at ordne uden indblanding af fagforeningen.